Der var engang et land. Det var et stort land, og mange mennesker boede der. Pæne var de. Kvinderne bar guld og farver, og mændene bar spraglede lagner om livet. De havde det godt, og de talte deres eget sprog. Som med andre sprog, var det kun menneskene i det store land, der forstod det.
De havde mange ord. Men ét ord havde de aldrig lært. Menneskene i det store land havde aldrig lært at sige nej. De kendte det måske, nej’et, men ingen sagde det højt.
Når en fremmed begik den uskik at sige det forbudte ord højt, tillod stilheden alle at høre, at balancen knækkede. ’Knæk’, sagde det højt, noget var gået itu. Ingen talte om nej’et eller knækket, for alle havde travlt med at feje det ud af huset og ud til det andet skrald. Væk med det nej, det står jo i vejen og blokerer for harmonien. Nu er det vist på tide, vi sender invitationer ud og indbyder balancen som æresgæst.
Den fremmede, som stadig var fremmed, og som intet forstod om landet, hvor ingen sagde nej, mødte en dag sin ven, som var manden fra det store land:
Den fremmede: ’Har du spist?’
Manden fra det store land: ’Ja.’ (Nej, jeg har ikke spist i tre dage).
Den fremmede: ’Jeg indbyder dig til at besøge mig på fredag. Der vil være god mad, og du skal være med omkring mit bord.’
Manden fra det store land: ’På fredag skal jeg besøge min svigermors kusine, men det kan være jeg kommer bagefter.’ (Nej, jeg kan ikke komme).
Den fremmede: ’Det glæder mig! Kom klokken 18.’
Manden fra det store land: ’Jeg ejer intet ur, så jeg kommer måske for sent.’ (Jeg kan stadig ikke komme).
Den fremmede: ’Det lyder godt. Jeg glæder mig til at se dig!’
Manden fra det store land: ’Men kære ven, kom da og besøg mig i morgen! Det er onsdag, det er en fin dag.’
Den fremmede: ’Nej, jeg kan ikke.’
Manden fra det store land: ’Så send din søster.’
Den fremmede: ’Nej, hun er forhindret.’
Manden fra det store land: ’Så send din onkel.’
Den fremmede: ’Nej, han har andre gøremål. Men kære ven, hvorfor lave aftaler for onsdag? Du besøger jo mit hus på fredag!’
Og så skiltedes de to venner. Den fremmede gik den ene vej, og manden fra det store land gik den anden vej. Den fremmede tog nej’et med sig, for der var ingen andre, der ville have det. Imens gik manden fra det store land ud med invitationer. Der var vist en æresgæst, der skulle inviteres.
mandag den 10. januar 2011
søndag den 9. januar 2011
Mødet
Den kristne kom gående fra Nord, og hinduen fra Syd, da de møder hinanden.
’Du menneske fra Syd. Hvem er du?’, spørger den kristne.
’På dit spørgsmål kan jeg give mange svar. Men lad mig svare, som jeg bedst kan. Jeg er guddommelig. For det guddommelige er i mig. Ligesom det guddommelige er i alt andet,’ svarer hinduen. ’Men sig mig, du menneske fra Nord. Hvem er du?’
’Jeg er Guds barn. Gud er min far. Han er mig altid nær. Men jeg selv er ikke guddommelig,’ svarer den kristne.
’Du taler mærkeligt. Jeg ved ikke, om jeg forstår dig,’ siger hinduen.
’Og du ser mærkelig ud. Med din prik i panden. Og når du samler hænderne foran dig i stedet for at folde dem. Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig,’ siger den kristne.’
’Jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi intet ville have at tale om,’ siger hinduen.
’Også jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi skal hver vores vej’, svarer den kristne.
Og sådan skilles hinduen og den kristne uden at opdage, at de begge, mennesker som de er, er ét med Det Ene og Det Største og kunne have fulgtes ad på vejen. Side om side.
’Du menneske fra Syd. Hvem er du?’, spørger den kristne.
’På dit spørgsmål kan jeg give mange svar. Men lad mig svare, som jeg bedst kan. Jeg er guddommelig. For det guddommelige er i mig. Ligesom det guddommelige er i alt andet,’ svarer hinduen. ’Men sig mig, du menneske fra Nord. Hvem er du?’
’Jeg er Guds barn. Gud er min far. Han er mig altid nær. Men jeg selv er ikke guddommelig,’ svarer den kristne.
’Du taler mærkeligt. Jeg ved ikke, om jeg forstår dig,’ siger hinduen.
’Og du ser mærkelig ud. Med din prik i panden. Og når du samler hænderne foran dig i stedet for at folde dem. Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig,’ siger den kristne.’
’Jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi intet ville have at tale om,’ siger hinduen.
’Også jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi skal hver vores vej’, svarer den kristne.
Og sådan skilles hinduen og den kristne uden at opdage, at de begge, mennesker som de er, er ét med Det Ene og Det Største og kunne have fulgtes ad på vejen. Side om side.
lørdag den 8. januar 2011
Who am I?
Når man alligevel står på toppen af Tiruvannamalais hellige bjerg og kigger ned, og når det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, alligevel er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen, kan man lige så godt, ud af de mange spørgsmål der findes, stille sig selv det ene: Hvem er jeg?
I grunden et godt spørgsmål. Hvert år tager tusinder af vesterlændinge til Tiruvannamalai for at finde svaret. De søger hen til det ashram, hvor Ramana Marharshi, guruen og læremestren, som stillede spørgsmålet for år tilbage, levede sammen med sine efterfølgere.
Ramana selv har forladt kroppen, men billedet af hans milde ansigt hænger stadig rundt omkring i Tiruvannamalai. I caféen, rickshawen, supermarkedet, ja alle steder fra smiler han til mig og de mange, der leder efter sig selv. Vesterlændinge, indere og alle de andre ser Ramanas milde ansigt, de går hen til hans ashram, mediterer og chanter og håber en dag at finde svaret på hans spørgsmål.
Jeg ved, de søger, og jeg tror, de finder. Forhåbentlig finder de sig selv. Jeg forstår godt, at de mange kommer her. Havde jeg tabt mig selv, ville jeg nok gøre det samme. For hvor bedre at finde sig selv end i den by, hvor det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen?
I grunden et godt spørgsmål. Hvert år tager tusinder af vesterlændinge til Tiruvannamalai for at finde svaret. De søger hen til det ashram, hvor Ramana Marharshi, guruen og læremestren, som stillede spørgsmålet for år tilbage, levede sammen med sine efterfølgere.
Ramana selv har forladt kroppen, men billedet af hans milde ansigt hænger stadig rundt omkring i Tiruvannamalai. I caféen, rickshawen, supermarkedet, ja alle steder fra smiler han til mig og de mange, der leder efter sig selv. Vesterlændinge, indere og alle de andre ser Ramanas milde ansigt, de går hen til hans ashram, mediterer og chanter og håber en dag at finde svaret på hans spørgsmål.
Jeg ved, de søger, og jeg tror, de finder. Forhåbentlig finder de sig selv. Jeg forstår godt, at de mange kommer her. Havde jeg tabt mig selv, ville jeg nok gøre det samme. For hvor bedre at finde sig selv end i den by, hvor det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen?
Barnet
Jeg drømte om barnet i nat. Barnet havde siddet der noget tid. Alle stod i en rundkreds omkring barnet og talte om den nye kjole, barnet havde på. De bed mærke i den lille tå, der var blevet stødt, og som nu så blå og syg ud. De så ikke det hjerte, der bankede inde i barnet, eller den sol foroven, der fik alting til at lyse. Barnet selv sad stille, fri af bekymring som det var.
Det er tid at løfte blikket.
Det er tid at løfte blikket.
fredag den 7. januar 2011
Manden og blyanten
Manden lægger sidste hånd på blyanten. Hver dag laver han blyanter. Han holder dem og kigger på dem, mens han skaber dem. I hans øjne er hver enkelt blyant fuldendt. Også denne blyant, som han er ved at lægge sidste hånd på, betyder noget særligt for ham.
’Inden jeg gør dig færdig, og inden jeg lægger dig i den lille æske, så du kan komme ud i den store forretning, må jeg fortælle dig noget,’ siger manden til blyanten. ’Du må huske på fire ting.’
’For det første skal du huske, at du er skabt til at være i en hånd. Hænder kan misbruge dig, og hænder kan bruge dig, som du er tiltænkt. Uanset hvad, er du skabt til at være i en hånd, og jeg håber for dig, min fuldendte blyant, at du havner i en hånd, der holder dig godt.’
’For det andet skal du huske, fuldendte blyant, at du vil blive slebet og spidset. En skarp kniv vil skære splinter af dig. Det kan komme til at gøre ondt, men det er nødvendigt, for at du kan blive ved med at udfylde den opgave, du er tiltænkt. Din skrift står kun klart, når du er spidset.’
’Min fuldendte blyant. For det tredje skal du huske, at selv om du er fuldendt i mine øjne, vil du komme til at lave fejl. Men se: I din ene ende har jeg placeret et viskelæder. Fortvivl derfor ikke over fejl, for viskelæderet, som du altid bærer med dig, kan til enhver tid fjerne dine fejltagelser.’
’Og jeg vil sige en sidste ting, du skal huske, fuldendte blyant. Nu er du ny og nydelig, men med tiden vil du miste din form. Hænder vil holde dig, og du vil blive slidt. Hænder vil bruge dig, og du vil blive mindre. Sådan går det med tiden. Men husk, min fuldendte blyant. Dit værd ligger ikke i din ydre form, men i det indre. Det er dit indre, der giver skriften. Så bekymr dig ikke om din form.’
Manden tier, mens han lægger sidste hånd på blyanten. Da den er helt færdig og fuldendt, lægger han den i æsken og lukker låget. Nu hvor manden har fortalt blyanten de fire ting, den skal huske, er det blevet tid til, at den kommer ud i den store forretning. Manden vil nu aldrig glemme blyanten. I hans øjne er den noget helt særligt. Ligesom alle de andre blyanter han har lavet.
’Inden jeg gør dig færdig, og inden jeg lægger dig i den lille æske, så du kan komme ud i den store forretning, må jeg fortælle dig noget,’ siger manden til blyanten. ’Du må huske på fire ting.’
’For det første skal du huske, at du er skabt til at være i en hånd. Hænder kan misbruge dig, og hænder kan bruge dig, som du er tiltænkt. Uanset hvad, er du skabt til at være i en hånd, og jeg håber for dig, min fuldendte blyant, at du havner i en hånd, der holder dig godt.’
’For det andet skal du huske, fuldendte blyant, at du vil blive slebet og spidset. En skarp kniv vil skære splinter af dig. Det kan komme til at gøre ondt, men det er nødvendigt, for at du kan blive ved med at udfylde den opgave, du er tiltænkt. Din skrift står kun klart, når du er spidset.’
’Min fuldendte blyant. For det tredje skal du huske, at selv om du er fuldendt i mine øjne, vil du komme til at lave fejl. Men se: I din ene ende har jeg placeret et viskelæder. Fortvivl derfor ikke over fejl, for viskelæderet, som du altid bærer med dig, kan til enhver tid fjerne dine fejltagelser.’
’Og jeg vil sige en sidste ting, du skal huske, fuldendte blyant. Nu er du ny og nydelig, men med tiden vil du miste din form. Hænder vil holde dig, og du vil blive slidt. Hænder vil bruge dig, og du vil blive mindre. Sådan går det med tiden. Men husk, min fuldendte blyant. Dit værd ligger ikke i din ydre form, men i det indre. Det er dit indre, der giver skriften. Så bekymr dig ikke om din form.’
Manden tier, mens han lægger sidste hånd på blyanten. Da den er helt færdig og fuldendt, lægger han den i æsken og lukker låget. Nu hvor manden har fortalt blyanten de fire ting, den skal huske, er det blevet tid til, at den kommer ud i den store forretning. Manden vil nu aldrig glemme blyanten. I hans øjne er den noget helt særligt. Ligesom alle de andre blyanter han har lavet.
torsdag den 6. januar 2011
Lord Shivas søn
Engang for mange, mange år siden var der en gud. Hans navn var Lord Shiva, og han var gud i det hinduistiske Rige mod Øst. Riget talte mange guder, nogle mente 745 millioner, men Lord Shiva var en af de største. Han var Ødelæggeren; guden, der destruerede for at nyt kunne opstå.
En dag sagde Lord Shiva farvel til sin hustru, Parvati, og sin lille søn, Ganesh, for at drage ud i det hinduistiske Rige. Dæmoner og andre onde væsener, der ville skade Riget mod Øst, hærgede overalt. Der herskede uretfærdighed og kaos. Blod fyldte alle hjørner, og mørket sænkede sig langsomt. Lord Shiva, Ødelæggeren, var den eneste, der kunne bekæmpe dæmonerne og de andre onde væsener. Han var nødt til at drage i kamp, så det hinduistiske Rige kunne genopstå, og så menneskene igen kunne trives.
I mange år kæmpede Lord Shiva mod dæmonerne og de andre onde væsener. Han blev såret, men aldrig besejret, og en dag så han til sin store tilfredshed, at han havde sejret. Blodet var væk, menneskene trivedes, og solen stod igen op over det hinduistiske Rige mod Øst.
Lord Shiva havde længe været væk hjemmefra. I mange år havde han kun set sin familie i savnet om dagen og i drømmene om natten. Nu var det tid at vende hjem. Rygtet var gået, at Lord Shiva havde besejret dæmonerne og de andre onde væsener. Hans hustru, den yndige Parvati, gjorde sig klar. Hun smurte sig ind i duftende olier og satte blomster i håret, mens hun nynnede og glædede sig til at blive genforenet med sin mand.
Da Lord Shiva endelig stod ved sit hjem efter en lang rejse, var det blevet nat. Han bankede på døren, så hans hustru og lille søn kunne vide, at han var hjemme. En høj og stærk mand åbnede døren. Lord Shiva, der troede, det var hans hustrus elsker, løftede det sværd, der havde nedkæmpet dæmoner og andre onde væsener, og kappede hovedet af den høje, stærke mand. Med ét rent hug.
Den høje, stærke mand faldt tungt til gulvet, og hovedet trillede ved siden af. Lord Shiva bøjede sig ned over manden. I nattens dunkle skær indså han til sin skræk, at han havde hugget hovedet af sin egen søn. Det var hans lille dreng, Ganesh, der var blevet en høj og stærk mand. Det var hans søn, der havde åbnet døren for sin længe savnede far. Og nu havde han, Lord Shiva, kappet hovedet af ham.
Lord Shiva hørte sin hustrus yndige trin på trappen. Hun var på vej ned for at tage imod sin mand med varme kys. Hvilken sorg og ulykke ville ikke fylde hende, når hun så, at han havde hugget hovedet af deres søn! Han måtte gøre det godt igen. I al hast løb Lord Shiva væk fra huset. Han kom forbi en elefant, løftede endnu engang sit sværd og huggede elefantens hoved af. Elefanthovedet tog han under armen og bragte med hjem. I al hast.
Da han kom tilbage til hjemmet, kunne han stadig høre sin hustrus yndige trin på trappen. Han fandt sin søn, som han havde efterladt ham: Liggende på gulvet med kroppen og hovedet for sig. Lord Shiva bøjede sig ned, og med raske tag satte han elefanthovedet for enden af sønnens krop. Ganesh kom langsomt til bevidsthed og rejste sig op; som en høj og stærk mand med elefanthoved.
Hjemmet, der skulle have været fyldt af gensynsglæde, blev pludseligt stille. Lord Shiva, der var ulykkelig over sin ugerning, sagde ikke et ord. Parvati, der var kommet ned ad trappen, og som var chokeret over, hvad hun så, sagde ikke et ord. Ganesh, der var ked af sit nye hoved, sagde ikke et ord.
Men Lord Shiva, én af de største guder i det hinduistiske Rige mod Øst, ville rette op på sin ugerning. Som trøst gav han sin søn magt over alle ulykker og forhindringer. Dén magt fik Ganesh, og fra da af ville mennesker med problemer og udfordringer vende sig til ham i tilbedelse. De ville komme til ham og bede om hjælp til at fjerne forhindringer. Og som tiden gik, blev Lord Shivas søn, manden med elefanthovedet, som de kaldte Ganesh, en stor gud i det hinduistiske Rige mod Øst.
(Fri fortolkning af fortællingen om Ganesh).
En dag sagde Lord Shiva farvel til sin hustru, Parvati, og sin lille søn, Ganesh, for at drage ud i det hinduistiske Rige. Dæmoner og andre onde væsener, der ville skade Riget mod Øst, hærgede overalt. Der herskede uretfærdighed og kaos. Blod fyldte alle hjørner, og mørket sænkede sig langsomt. Lord Shiva, Ødelæggeren, var den eneste, der kunne bekæmpe dæmonerne og de andre onde væsener. Han var nødt til at drage i kamp, så det hinduistiske Rige kunne genopstå, og så menneskene igen kunne trives.
I mange år kæmpede Lord Shiva mod dæmonerne og de andre onde væsener. Han blev såret, men aldrig besejret, og en dag så han til sin store tilfredshed, at han havde sejret. Blodet var væk, menneskene trivedes, og solen stod igen op over det hinduistiske Rige mod Øst.
Lord Shiva havde længe været væk hjemmefra. I mange år havde han kun set sin familie i savnet om dagen og i drømmene om natten. Nu var det tid at vende hjem. Rygtet var gået, at Lord Shiva havde besejret dæmonerne og de andre onde væsener. Hans hustru, den yndige Parvati, gjorde sig klar. Hun smurte sig ind i duftende olier og satte blomster i håret, mens hun nynnede og glædede sig til at blive genforenet med sin mand.
Da Lord Shiva endelig stod ved sit hjem efter en lang rejse, var det blevet nat. Han bankede på døren, så hans hustru og lille søn kunne vide, at han var hjemme. En høj og stærk mand åbnede døren. Lord Shiva, der troede, det var hans hustrus elsker, løftede det sværd, der havde nedkæmpet dæmoner og andre onde væsener, og kappede hovedet af den høje, stærke mand. Med ét rent hug.
Den høje, stærke mand faldt tungt til gulvet, og hovedet trillede ved siden af. Lord Shiva bøjede sig ned over manden. I nattens dunkle skær indså han til sin skræk, at han havde hugget hovedet af sin egen søn. Det var hans lille dreng, Ganesh, der var blevet en høj og stærk mand. Det var hans søn, der havde åbnet døren for sin længe savnede far. Og nu havde han, Lord Shiva, kappet hovedet af ham.
Lord Shiva hørte sin hustrus yndige trin på trappen. Hun var på vej ned for at tage imod sin mand med varme kys. Hvilken sorg og ulykke ville ikke fylde hende, når hun så, at han havde hugget hovedet af deres søn! Han måtte gøre det godt igen. I al hast løb Lord Shiva væk fra huset. Han kom forbi en elefant, løftede endnu engang sit sværd og huggede elefantens hoved af. Elefanthovedet tog han under armen og bragte med hjem. I al hast.
Da han kom tilbage til hjemmet, kunne han stadig høre sin hustrus yndige trin på trappen. Han fandt sin søn, som han havde efterladt ham: Liggende på gulvet med kroppen og hovedet for sig. Lord Shiva bøjede sig ned, og med raske tag satte han elefanthovedet for enden af sønnens krop. Ganesh kom langsomt til bevidsthed og rejste sig op; som en høj og stærk mand med elefanthoved.
Hjemmet, der skulle have været fyldt af gensynsglæde, blev pludseligt stille. Lord Shiva, der var ulykkelig over sin ugerning, sagde ikke et ord. Parvati, der var kommet ned ad trappen, og som var chokeret over, hvad hun så, sagde ikke et ord. Ganesh, der var ked af sit nye hoved, sagde ikke et ord.
Men Lord Shiva, én af de største guder i det hinduistiske Rige mod Øst, ville rette op på sin ugerning. Som trøst gav han sin søn magt over alle ulykker og forhindringer. Dén magt fik Ganesh, og fra da af ville mennesker med problemer og udfordringer vende sig til ham i tilbedelse. De ville komme til ham og bede om hjælp til at fjerne forhindringer. Og som tiden gik, blev Lord Shivas søn, manden med elefanthovedet, som de kaldte Ganesh, en stor gud i det hinduistiske Rige mod Øst.
(Fri fortolkning af fortællingen om Ganesh).
tirsdag den 4. januar 2011
Den tavse guru
Det er tirsdag, klokken er 10, og det hele varer et kvarter. Fra hun kommer ind i rummet, til hun går igen. Hun er en lille indisk dame, indhyllet i en falmet orange sari.
Sri Siva Shakthi er en kvindelig guru. Hun har ikke sagt et ord i 13 år. Hun lever i Tiruvannamalai, og vesterlændinge kommer langvejs fra for at være i hendes nærhed. De kommer ikke for at høre hende tale, hun er jo en tavs guru. De kommer for at mærke hendes åndelige tilstedeværelse.
Siva Shakthi sidder på en stol midt i rummet. Hænderne ligger foldet i skødet, og hun kigger på de fremmødte. Jeg sidder sammen med halvtreds andre på fletmåtter på gulvet. Alle er vendt mod hende. Alle sidder roligt og fredfyldt. De fleste har lukkede øjne.
Udenfor rummet er der lyd. Hunden gør. Rickshawen kører og dytter i vejsvinget. Manden og kvinden snakker i baggården. Hammeren slår ved nabohuset. Vandet løber fra en hane. I rummet er alt stille. Siva Shakthi er mest stille af dem alle. Hun rejser sig lydløst fra stolen og går en lydløs runde.
Seks indere kommer ti minutter for sent. Nu har de kun fem minutter med Siva Shakthi. De lister sig ind og sætter sig. De er det eneste indiske islæt. Bortset fra Siva Shakthi selv. Ellers er der kun mig og de andre vesterlændinge. En kvinde sidder i rummets ene hjørne. Tårer løber ned ad hendes kinder. Den tavse guru har tydeligvis rørt hende.
Det tager et kvarter, fra Siva Shakthi kommer, til hun går. Det samme skete i går, og det samme vil ske i morgen. Hun laver ikke de store ændringer i programmet; hun er til at regne med. Det samme er vesterlændingene. De kommer dag efter dag for at være med den tavse guru. Og de får, hvad de søger. Åndelig tilstedeværelse. Fra 10.00 til 10.15.
Sri Siva Shakthi er en kvindelig guru. Hun har ikke sagt et ord i 13 år. Hun lever i Tiruvannamalai, og vesterlændinge kommer langvejs fra for at være i hendes nærhed. De kommer ikke for at høre hende tale, hun er jo en tavs guru. De kommer for at mærke hendes åndelige tilstedeværelse.
Siva Shakthi sidder på en stol midt i rummet. Hænderne ligger foldet i skødet, og hun kigger på de fremmødte. Jeg sidder sammen med halvtreds andre på fletmåtter på gulvet. Alle er vendt mod hende. Alle sidder roligt og fredfyldt. De fleste har lukkede øjne.
Udenfor rummet er der lyd. Hunden gør. Rickshawen kører og dytter i vejsvinget. Manden og kvinden snakker i baggården. Hammeren slår ved nabohuset. Vandet løber fra en hane. I rummet er alt stille. Siva Shakthi er mest stille af dem alle. Hun rejser sig lydløst fra stolen og går en lydløs runde.
Seks indere kommer ti minutter for sent. Nu har de kun fem minutter med Siva Shakthi. De lister sig ind og sætter sig. De er det eneste indiske islæt. Bortset fra Siva Shakthi selv. Ellers er der kun mig og de andre vesterlændinge. En kvinde sidder i rummets ene hjørne. Tårer løber ned ad hendes kinder. Den tavse guru har tydeligvis rørt hende.
Det tager et kvarter, fra Siva Shakthi kommer, til hun går. Det samme skete i går, og det samme vil ske i morgen. Hun laver ikke de store ændringer i programmet; hun er til at regne med. Det samme er vesterlændingene. De kommer dag efter dag for at være med den tavse guru. Og de får, hvad de søger. Åndelig tilstedeværelse. Fra 10.00 til 10.15.
Abonner på:
Opslag (Atom)