Da nutiden mødte fremtiden

Det var måske nok den længste rejse, jeg har været på. Rejsen fra Rigensgade i Danmark, til Tiruvannamalai i Indien. Rejsen fra begyndende mørke og efterårskulde til farvestrålende lys og varme. I toget til Kastrup lufthavn tidlig mandag morgen fik jeg sendt de sidste sms’er, sagt farvel en sidste gang. Da jeg nåede Kastrup, var de første tre zoner tilbagelagt. Og så begyndte tiden at flyde.

De næste 30 timer flød sammen. I forskellige lufthavne, der lignede hinanden. Hele tiden med den samme anonyme menneskemasse som aktør og Trentemöller som musikalsk baggrund. Arrival-departure, tax-free, overskudsagtige stewardessesmil og dårlig søvn. Det eneste, jeg søgte, var gaten: Heathrow, Gatwick, Dubai, Chennai. Hele tiden var jeg på grænsen til en ny tidszone, og da flyet lettede for fjerde gang, glemte jeg tiden.

I Chennai lufthavn i Indien blev jeg hentet af JP, som er lokal præst, og hans to sønner. De havde ventet længe og gav mig en blomsterkrans, der duftede af hyacinter. De inviterede mig ind i et kaos af biler, som kørte i den forkerte side af vejen og hele tiden dyttede. Vejen så ud til at briste, enten fra overvægten af de mange biler eller fra den tunge varme, som fik mig til at fortryde valget af cowboybukser. Og sådan skete det – midt i sved, kaos og larm – at nutiden mødte den fremtid, Indien længe havde udgjort.

JP’s familie kørte med i bilen. De havde været til bryllup dagen før med 600 gæster og mad i lange baner. Jeg måtte imponerende anerkende, at de da forstod at holde fester. Trætheden slog mig ud. Kun i glimt var jeg vågen. Jeg vågnede kort, da en bil kom kørende lige imod os, med hornet i bund, for i sidste øjeblik at dreje til siden. Sam, vores chauffør, bremsede professionelt op. Ved siden af stod en ko, der var for tynd, og så forbløffende rolig ud. Det skete i et glimt, og så faldt jeg i søvn igen.

Den uendelige rejse endte ved ”The Nest” – reden, som er mit hjem de næste tre måneder. Det er en bolig til Danmissions volontører. Den ligger lige ved siden af et kvindeinstitut, hvor unge kvinder uddanner sig til skolelærere.

Jeg skal bo i et rum, der engang var JP’s kontor. Skrivebord og bordreoler står der stadig. Kunstig luft strømmer fra blæseren i loftet. På væggene kravler hvide myrer. De må være en præsteuddannelse nær, efter de har ædt størstedelen af JP’s teologiske bøger. Til JP’s egen store fortrydelse. Udover de hvide myrer, er der myggene, som sikkert når at æde mig, hvis myrerne giver fortabt. Heldigvis er der også mere venligtsindede medlogerende. Morten og Semine fra Danmark og Mia og Anita fra Tyskland, der er volontører ligesom mig.

Det var første dag i Indien. Ankomsten. Det skæve felt mellem kendt og ukendt. Dér hvor alle tanker og ingen tanker kan optræde på én gang. Da jeg krøb i seng, var det eftermiddag i Danmark og aften i Indien. Udenfor kæmpede byen videre og havde ikke i sinde at gå til ro. Indenfor stoppede blæseren. Strømsvigt. Det var der, jeg besluttede at genfinde tiden og stille uret. Til indisk tid.