Helligt støv stiger mod himlen

Nu bor jeg i Tiruvannamalai. Mit nye hjem er en forvokset landsby i den sydlige del af Indien. Tæller man yderområderne med, er der omkring en halv million indbyggere. De bor i huse, der er malet lyserøde, gule og blå. Foran nogle huse er der gitre, der er en konge værdi. Bagved husene ligger der bunker af affald. Fra jorden stiger støv mod himlen.

Overalt er der mennesker. De går, cykler, kører motorcykel, bil, lastbil. De arbejder, bevæger sig, dytter, snakker. Køer står ubekymret i vejkanten. Små butikker sælger bananer og sim-kort. Flytbar vogne sælger skinnende armbånd. Små caféer, der ligner mørke huler, byder på indisk kaffe og spicy mad. Der er valgplakater og salgsplakater i farver, der er falmet. Lugten fra benzintanken blandes med lugten fra templet. Skolebørn går i uniform. Kvinder går i farvestrålende sari og har blomst i håret.

Byen kan groft sagt inddeles i to. Der er den traditionelle indiske del, hvor livet er autentisk og risene billige. Og så er der den vestlige del, hvor flere tusinde folk fra Vesten valfarter til og skriver sig ind. Det er vesterlændingene. De kommer for at besøge ashrams, templer og guruer som led i deres religiøse rejse efter en mening med livet. De bliver i måneder, halvår og år. Og bedst som de gør, alt hvad de kan for at passe ind, skiller de sig hele tiden ud. Som et normaliseret særsyn.

Det er i den vestlige del, Quo Vadis ligger, min arbejdsplads de næste tre måneder. Quo Vadis er et religiøst dialogcenter, som Danmission støtter. På dialogcentret er alle, især spirituelt søgende, velkomne til at komme og samtale om tro og religion. Quo Vadis er latin og betyder: Hvor er du på vej hen? Folk her forstår spørgsmålet. Det handler ikke om rejsen mod karriere, uddannelse eller økonomi. Det handler om tro.

I midten af Quo Vadis er der en meditationshytte. Både hinduer, kristne, muslimer og søgende har siddet på fletmåtterne omkring olielampen og søgt stilhed til bøn eller meditation. På græsplanen ved siden af, er der en meditationslabyrint af mursten. Jeg gik en runde. Fik øje på stenene, der lå lige, og dem, der lå skævt. Så myggestikkene på min fødder. Børnetrin løb forbi, og vasketøj smællede. En poprytme undslap radioen. En fugl skræppede et sted bag bilernes tuden. Der var ukrudt i græsset.

På Quo Vadis er vagtmanden hindu, bogholderen er muslim og køkkendamen kristen. Den ene blev betroet nøglerne, den anden pengene, den tredje risene. Ud over de tre er der et utal af dialogmedarbejdere, volontører, gæster og venner. De stimler sammen flere gange om dagen, når der bliver serveret kaffe. Kaffen er indisk, fyldt med mælk og sukker, og den giver anledning til fællesskab og samtale – som i så mange andre kulturer.

I Quo Vadis’ mødelokale står et bord og fylder det meste. Bordpladen er af glas og hviler på en solid trærod. Træroden symboliserer, at Quo Vadis’ grundlag er den kristne tro, og glaspladen symboliser, at der ikke er nogen skjult dagsorden. Det kristne grundlag er kendt og synligt, men på Quo Vadis handler det ikke om at omvende det flertal af hinduer og det mindretal af muslimer, der bor i Tiruvannamalai, og de søgende bliver ikke præsenteret for én rigtig sandhed. De bliver præsenteret for dialog. På Quo Vadis skal vi lære af hinanden og forstå, hvad vi har til fælles. Håbet er, at den hindu, muslim, kristne og søgende, der mødes og følges ad på rejsen, bliver bedre til at leve fredeligt sammen.

Det lyder så helligt. Men der er meget at forstå. Her bliver der ikke set ned på hellighed. Folk i Tiruvannamalai skammer sig ikke over hellighed. I Tiruvannamalai ligger helligheden på hvert gadehjørne, i støvet, der stiger mod himlen, og i de ord, der bliver udvekslet. Helligheden er over det hele. Det er jo derfor, vi er kommet.