Sari til damen

Det går ikke. Altså det tøj, jeg har taget med hjemmefra. Det er Nico fra Quo Vadis, der fortæller mig den ærlige sandhed. Med en lidt skuffet mine, kaster jeg et blik på det, der var mit bedste forsøg på at medbringe indiske klæder. Det kan kun betyde en ting: Jeg er lige kommet, og jeg er allerede på vej på tøjindkøb.

Vimala, som arbejder på Quo Vadis, tager mig med i en rickshaw til Designs. Det er en tøjbutik i fire etager med et utal af ansatte. Jeg bliver præsenteret for tudida og sari, den traditionelle indiske klædedragt til kvinder. De ligger i stabler og rækker, i farver og mønstre, i bomuld og syntetisk materiale. Jeg synes pludselig, at en sari er det smukkeste stykke tøj, jeg nogensinde har set, og jeg ønsker et kort øjeblik, at jeg aldrig skal gå i andet.

Serviceniveauet i Designs er detaljeret og systematiseret: Der er én til at finde tøjet frem, én til at tænde lyset i prøverummet. Én til at lægge tøjet i en pose, én til at indtaste beløbet på kasseapparatet. Én til at tage imod penge, én til at sige farvel.

Og der er flere endnu. Som skrædderen, der sidder i et hjørne af butikken og kører løs på sin tussegamle Kumar symaskine. Han kigger mistænksomt på mig, da jeg, efter at have købt mit tøj, skal have syet alt om. Han skeler til min højde. Vi ved begge, at jeg er udenfor beklædningsmæssig rækkevidde. Da menneskene blev fordelt i verden, kom min skabelon vist aldrig til Indien.

Alligevel sætter han tålmodigt symaskinen i gang. Stofstykker ligger på gulvet. Løse sytråde flyver omkring hovedet på ham. Han er dygtig og effektiv, og det færdige resultat er nogenlunde acceptabelt. Godt nok er jeg ikke et synderligt kønt syn. Men nu ligner jeg i det mindste en dansk kvinde, der forsøger at være en del af den indiske kultur. Og det har vel også en slags skønhed over sig?