’Det var vådt, da det blev hængt op’, svarer jeg. I morgen må jeg iklæde mig myggene, for tøjet er vådt. Det bliver aldrig tørt. Jeg har fundet de største og smukkeste myg, og de pynter kroppen med mønstre, store og små, i rødlige nuancer.
Jeg spejler mig og ser i spejlet, at alle jeg kender, fra fortid og fremtid, vinker til mig. Eller måske er det de nærmeste? De snakker. Jeg bliver glad, men jeg orker ikke at tale. De står i spejlet. Det er for langt væk.
Jeg tager øreringene på. De får øreflipperne til at slæbe langs med gulvet. ’Vi burde fejre noget oftere. Jeg får sand i ørene’, siger jeg ud i rummet.
’Jeg fejer hver dag,’ siger stemmen. ’Og nu vi er ved det. Koen har brokket sig igen. Nogen har kørt for stærkt.’
’Din stemme er anklagende. Det er ikke mig. Jeg har tabt to tænder,’ siger jeg.
’Se efter i myggenettet, i de to øverste tråde, der hang de i går. Og lad være med at drikke vandet. Det koster, gælden bliver stor.’
’Mit hår er fedtet, og min hage drypper. Jeg har lagt hundrede rupees i mudderet under koen.’
’Skal vi tage på kirkegården?’ Den samme stemme spørger. Jeg ved stadig ikke, hvem det er, der taler.
’Jeg tager til skrædderen,’ svarer jeg. ’Hans ansigt er rart, og det står godt til den blå tråd. Ypperstepræsten vil være der. Kirkegården har aldrig behaget mig.’
Jeg lader nøglen ligge og glemmer vist at lukke døren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar