Den almindelige aften er jeg der også. De kræver intet af mig. Jeg får lov til at sidde og betragte samtalen. Jeg tænker mit eget og husker, at jeg har et ærinde hos skrædderen. Jeg har brug for JP til at oversætte og forklare, men han har travlt. Jeg ved, han har tusind tanker i hovedet. Bekymringer og planer, drømme og overvejelser. Hans telefon ringer meget. JP kender hele Indien og det halve af den øvrige verden.
’Skal vi gå til skrædderen nu?’, spørger han mig.
’Ja,’ svarer jeg glad (men du har jo ikke tid?).
Vi tager af sted. Jeg får taget mål, forklaret og oversat. Alt er i den skønneste orden. Da vi går fra skrædderen, takker jeg JP for hans hjælp. ’Jeg er ked af, jeg måtte forstyrre dig,’ siger jeg. Undskyldningen lå tungt på tungen.
JP kigger på mig. ’Der er noget, du ikke forstår,’ siger han. ’Ring til mig om morgenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er venner. Ring til mig om aftenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er gode venner. Ring til mig midt om natten og væk mig, og jeg ved, vi er bedste venner.’
Det er den særlige indiske logik om nærhed og relationer. Dén, der forstyrrer et andet menneske, når han har allermest travlt, hører til hans nærmeste venner. Det forstyrrede venskab er det gode venskab. For forstyrrelsen fjerner enhver distance.
Jeg er en elendig ven, der aldrig har lært at forstyrre. Fra livet tog sin begyndelse gav jeg andre plads og tillod distancen at stille sig imellem. ’Undskyld, jeg forstyrrer’ bar jeg overalt, og sætningen var tæt pakket ind i vat, så den ikke gik i stykker.
Jeg prøver at tage den indiske logik til mig. Det er vanskeligt, og det går galt hver dag. Jeg kan kun sige, at jeg arbejder på at bliver en bedre. Alligevel tvivler jeg på, at tre måneder i Indien kan vikle mig ud af det undskyldende vat. Jeg bliver vist aldrig en forstyrrende bedsteven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar