Jeg ved godt, jeg er syg. Opkast og feber fornægter sig ikke. Jeg lader som ingenting, for jeg vil med. Landsbyen skal jeg ikke gå glip af. I aften bliver der vist teater. Det er en særlig begivenhed, og alle glæder sig. Desværre for mig har sygdommen karakter og viljestyrke. Den står ikke ydmygt tilbage, og snart viser den sig åbenlyst for mig og alle omkring. Jeg sover hele vejen til landsbyen, og øjnene er matte. Vi gør holdt ved et lille apotek med kunstigt lys. JP køber medicin til mig. Han kommer tilbage med tre piller. De bliver slugt, og jeg falder i søvn igen.
Vi kommer til landsbyen. Der er en scene. Taget er himmelhvælvingen med stjernemønster. Væggene er mørke huse og silhuettræer. Sæderne er fletmåtter på jorden. Hele byen er kommet. De sidder forventningsfulde og venter på, at stykket skal gå i gang.
Trommerne lyder, højtalerne er tændt, spotlyset er på. Urmennesker træder frem med vildt hår og vilde øjne. De taler i brøl, som en slags fortidig dialekt, og bevæger sig mest i spring. Senere har de kastet urmennesket af sig og taler i mobiltelefon. Jorden er dækket af papir. Det hele er syret og moderne og fascinerende. Nogle mener, det ingen mening har. Andre mener, det handler om mennesket, der gav slip på sin tradition og gik fortabt.
Selvfølgelig er det dumt at tage sygdommen med ud i landsbyen. Sygdommen og jeg kæmper over min krop. Jeg taber og sover det meste af tiden. Da jeg ligger der på fletmåtten, hopper frøen op ved siden af mig. Den prikker til mig og flyver på et tidspunkt gennem håret. Den er lydløs, men jeg mærker dens klamme, ru overflade. Jeg er for udmattet til at reagere. Den kan ligge på måtten ved siden af mig, hvis den vil. Jeg ligger med ryggen til. Mon jeg ved, at den holder øje med mig?
Jeg vågner, da hele landsbyen ler. Øjnene er store, og munden åben, da den tykke og den tynde fjoller rundt på scenen og fortæller tamilske jokes. Jeg forstår ikke et ord, og alligevel forstår jeg det hele. Jeg sætter mig op og griner med, når latteren tager fart.
Jeg må være faldet i søvn igen, for pludselig blæser fransk elektromusik ud af højtalerne. Det har længe været mørkt, men mørket er faldet til ro og har fundet sin plads. De fleste blandt publikum er faldet i søvn. Enkelte standhaftige sidder stadig med øjnene klistret til handlingens centrum.
På scenen står fakiren med de flænsede cowboybukser. Han sluger væske og spyer ild. Flammerne omfavner hans nøgne overkrop. Han står alene på scenen. Ingen vil lege med. Han vifter med armene og danser rundt. Elektromusikken er alt for høj og passer umærkeligt godt ind.
Jeg er dum og syg og taknemmelig. En tilstand, hvor man ønsker at blive for evigt og vil hjem lige nu. Godt jeg mødte urmennesket og fakiren, frøen og latteren, tænker jeg. For ellers var det blevet et liv uden syret village life.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar