Væk. Fortabt. Fundet.

Det uundgåelige skete, og jeg blev væk en aften, hvor jeg insisterede på selv at finde hjem fra markedet. Jeg havde sat mig for at gå hjem og lære nye veje at kende. En ambitiøs plan, når den geografiske sans ligger begravet et sted under ruinerne.

Mørket var faldet på, hurtigere end jeg havde set komme. Til min store forbløffelse fjernede mørket enhver nuance. Alle gadehjørner lignede hinanden. Alle husvægge så ens ud. Alle veje havde de samme ujævnheder.

Jeg bed stoltheden i mig og fangede en rickshaw. Så måtte jeg blive kørt hjem. Da jeg sagde, hvor jeg skulle hen, kiggede chaufføren uforstående på mig. Hvor? Det var som om, han satte streg under min fortabthedsfølelse. Nu var vi to, der ikke kunne finde hjem.

Jeg gentog, gentog, gentog. Det rigtige vejnavn.

Han gentog, gentog, gentog. Det forkerte vejnavn.

Én af os må have udtalt noget forkert. Det skal ikke benægtes, at jeg kan have været den skyldige. Da vores kommunikation ikke bragte andet end misforståede gentagelser, kørte han mig hen til sine chaufførvenner. De diskuterede sagen intenst. Jeg var beæret over, de sådan tog del i min fortabthed.

’Are you a Christian?’, spurgte en af dem pludselig.

’Yes’ (selvfølgelig).

De nikkede. Noget var gået op for dem. Så satte chaufføren i gang og kørte mig hjem.