Da fuldmånen blev hindu

Fredag aften var det fuldmåne. Hver gang det sker, vandrer en halv million hinduer og tusinder af søgende rundt om det store bjerg i Tiruvannamalai. Bjerget er en manifestation af guden Shiva. Det er mere end helligt.

Under den mørke himlen, og hele tiden med bjerget som kæmpe følgesvend, går mennesker rundt på bare tæer. De besøger templer og guruer, som de møder på vejen. Begivenheden er særlig, og alt normalt liv går i stå. Jeg er der også. Som det eneste menneske, der har beholdt de fladtrådte klipklappere på. Jeg følges ad med venner fra Quo Vadis. I fire timer går vi. Ligeud. Og alligevel i en cirkel, der fører os tilbage til start.

Vores lille gruppe gør holdt to gange, da vi skal drikke kokosmælk og vand. Tredje gang vi holder pause, besøger vi guruen. Hans navn er langt og svært at udtale, og jeg skammer mig, når jeg siger, at jeg allerede har glemt det. Han bor i et lille afsidesliggende tempel, som de fleste går uvidende forbi. Klokken nærmer sig midnat. Guruen er lysvågen og tager imod os, som om han ventede, at vi kom.

Han er lige så gammel, som han er hindu. Han sidder i skrædderstilling foran reolen, hvor de lasede, tykke bøger er stuvet sammen. Han bærer en enkelt klædning. De tynde arme og den aldrende krop er afsløret. Øjnene er indrammet af sortindfattede briller. De forstørrer hans øjne, som hopper rundt under de buskede øjenbryn.

Guruen taler længe og næsten ustoppeligt. Der er vigtige ting at sige. Noget forsvinder i den indiske accent. Han taler om at vaske andres fødder. Om det flygtige begær og den evige kærlighed. Og om fadervor. Jeg er flov over min uvidenhed. Han lærer mig om kristendom og citerer fra Biblen. Hvem er jeg, at jeg intet kender til hans religion?

Han har åbnet en forbindelse, jeg ikke ønsker at bryde, men mine ben er danske og holder ikke til timers skrædderstilling. Det værker i det ene. Udenfor venter det hellige bjerg og den halve million hinduer. Det er tid at fortsætte vandringen.

Det tager tid at sige farvel. Guruen er en mand med mange ord og en kærlighed, som ikke nemt slipper. Da jeg igen står udenfor i aftenen, der er gået over i nat, omgivet, som jeg er, af hinduer og søgende, går det op for mig, at jeg også søger. Ikke så meget udad blandt de mange religioner. Men indad i den enkelte religion. Og i min søgen indad – i det, jeg allerede tror på – går det op for mig, at jeg er det, jeg er. Et kristent menneske.