I dag er en undtagelse. Børnene, som bor i de små gader omkring Quo Vadis, har længe forberedt og indstuderet teaterstykker og dans, under kyndig instruktion af Vimala. Jeg har set dem øve. I Quo Vadis’ gange har de bevæget sig. I smug, for deres show er en overraskelse.
Det er tid at vise deres anstrengelser frem for offentligheden. Søndagsfilmen er skiftet ud med et live show. Børnenes venner er kommet og enkelte søskende og forældre. Vimala præsenterer. Børnene danser og optræder udenfor på græsplænen. Der er høj musik fra højtaleren, og en mand spiller på tromme. Pigerne bærer rødt og gult, drengene er i hvidt tøj og med et blåt bånd om hovedet.
Børnene gør sig umage med hvert et trin. De lægger hele kroppen i enhver bevægelse. Publikumsøjne ser beundrende på. Da regnen kommer, og tilskuerne trækker i læ, bliver de dansende børn ufortrødent ved. Showet fortsætter. Mærker de ikke de tunge dråber, der falder fra himlen?
En mor fra kvarteret ville i starten ikke lade sin søn komme på Quo Vadis. Hvordan kunne hun sende sin gode hindu-søn til de kristne mennesker? Tænk hvis de vaskede prikken af hendes søns pande. Alligevel undte hun ham et besøg. ’Én enkelt gang’, blev der sagt, og man mærkede den moderlige betoning. Men drengen kom igen, for moderen så, at han var glad, når han tog af sted, og glad, når han kom hjem.
Med tiden begyndte Quo Vadis at stå i et nyt lys hos hende. Nu kommer kvarterets børn om søndagen og i dagene ind imellem. Nogle siger, at børn ikke rigtigt skelner mellem dagene. Det tror jeg nu, de gør. Eller også ser de bare efter en ting. Om døren er åben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar