Vejen til højre for Paradisets Have

Det er tidlig morgen, da vi står op. Vi skal mødes med den mobile sundhedsklinik. Sygeplejersken, farmaceuten, assistenten og chaufføren udgør det mobile sundhedspersonale, der hver morgen tager ud til stammefolket. Stammefolket lever i bjergene. De bor i små afsidesliggende landsbyenklaver, langt væk fra det meste.

Vi skal tidligt af sted, for vi skal nå de små landsbyer, inden folket drager ud i markerne. Bilen kører os, men jorden er blød, og hjulene drejer rundt uden at tage fat. Jordklumper sprøjter til alle sider og pletter landskabet. Det dur ikke. Vi må gå. Det er nu ingen skam, for stammefolket har bosat sig godt. Tager jeg ikke meget fejl, bor de på vejen til højre for paradisets have.

Da vi kommer frem, bliver sundhedsklinikken foldet ud. Sygeplejersken i den hvide sari tilser og vejleder de gravide kvinder. De ældre bliver tjekket for diabetes og får målt deres blodtryk. Assistenten vejer de underernærede børn og holder øje med dem. Farmaceuten uddeler piller fra det mobile apotek. Alting bliver noteret på recepter og i kladdehæfter.  

Som flere og flere bliver tilset, bliver den lange kø mindre. I landsbyen vender kvinderne tilbage til tinskålene, som skal skylles. De sidder på hug ved vandposten. Vådt vasketøj bliver slået mod en sten. En mand børster tænder. Et barn løber rundt uden tøj på. Solen er begyndt at varme. Før var det tidlig morgen. Nu er det bare morgen.

Det er dér på vejen til højre for paradisets have, den mobile sundhedsklinik arbejder. Lønnen bliver betalt mere i skønhed end i penge. Jeg bringer intet nyt frem, når jeg siger, at mennesker har brug for penge. Konsekvensen er klar. Sundhedspersonale kommer, og sundhedspersonale går. Det er svært at få dem til at blive. Det er ikke alle, der vil have skønhed på lønsedlen.

Sygeplejersken i den hvide sari har i over et år besøgt de afsidesliggende landsbyer. Det er en sjælden trofasthed på den egn. Da vi pakker den mobile klinik sammen, tager hun en taknemmelig indånding. Hun kigger rundt og synes med sit blik at kunne rumme hele landsbyen og landskabet bagved. Det er som om, hun ser det hele på én gang. Hun siger, hun kan lide skønheden på vejen til højre for paradisets have.

Da vi er tilbage ved det lille hospital og gæstehuset, hvor vi bor, opdager jeg, at sygeplejersken har plukket fem roser. Jeg så ikke en eneste rose, da vi gik hjem, og jeg undrer mig over, hvor hun fandt dem. Jeg er så blind. Heldigvis kigger hun på mig og rækker mig den ene: ’Den er til dig’.