Bandagen

’Se på hendes skulder’, siger Ms. Alice til mig. Jeg kigger på kvindens skulder. Der sidder en hvid bandage. Jeg forstår ikke, hvor Ms. Alice vil hen med det. Hun forklarer: ’Det er hendes mand igen. Han har slået hende.’

Jeg er så dum, og jeg føler min dumhed træder i noget, der ikke skal trædes i. Kvinden, der bærer bandagen, er næsten for almindelig. Så almindelig, at hun er den første i gruppen, man overser. Hendes ansigt rummer intet udtryk. Hun spørger ikke engang om medlidenhed. 

Vi er stadig i bjergene, Kalrayan Hills. Vi har sagt farvel til den mobile sundhedsklinik og er kommet til en ny landsby, et nyt projekt. Vi besøger en kvindegruppe. Nogle kalder det en selvhjælpsgruppe, for kvinderne lærer om deres rettigheder, og de lærer at drive små forretninger, så de kan tjene penge. De lærer at hjælpe sig selv. Kvinderne sidder i den lokale kirke. Hvor ellers skulle de mødes?

I dag er der kommet tolv kvinder. Ms. Alice fortæller dem, at en kvinde har ret til et liv uden vold. En mand skal ikke slå sin kvinde. Og det er uanset hvor fattig, arbejdsløs og fordrukken, han er. ’I’, siger Ms. Alice og taler med en særlig myndighed, ’I har ret til et bedre liv.’

Kvinderne snakker løs. Her kan de tale frit. De taler om mændene derhjemme, om børnene og deres skolegang, om problemer med alkohol i landsbyen. Der er nok at tale om. Ms. Alice rummer dem alle. Hun lytter, forklarer og formaner. I den rigtige rækkefølge.

Nogle af småbørnene har sneget sig med. De større børn kaster stjålne blikke ind ad kirkedøren. Ms. Alice har fundet en nuddelmaskine frem. Hun viser med klare ord og bevægelser, hvordan maskinen fungerer. Bagefter er det kvindernes tur til at prøve. De pjatter og arbejder og laver nuddelstrimler i lange baner. Strimlerne bliver lagt til tørre på avispapir. Snart er der nudler i hele kirken.

De færdige nudler kan kvinderne sælge på markedet til en god pris. Nuddelproduktionen kan blive en god forretning. Men fortsættelsen må vente. Nu er klokken mange, og kvinderne skal hjem og lave mad. Familien passer ikke sig selv.

Som jeg går derfra, er det mest duften af nudler og kvindens hvide bandage, der fylder mine tanker. Som når optimisme og pessimisme flettes sammen i en følelse, der ikke kan finde ud af at tage form. Den udefinerbar følelse sætter sig på tværs og falder først efter nogen tid på plads. Som taknemmelighed. For kvinderne har jo hinanden, og de har Ms. Alice. Gud ske tak og lov.