Undskyld

Jeg vil gerne undskylde. Mange dage er gået, og jeg har intet fortalt. Måske oplevede jeg for meget, og der var ingen tid til at fortælle om det. Det var det rigtige af mig at gøre. At opleve. Men derfor vil jeg stadig undskylde.

Jeg må undskylde igen. Jeg har båret mig forkert ad med fortællingen. Jeg taler om begyndelse og midte og afslutning. Den fine opbygning har intet på sig, for der er ting, der hører begyndelsen til, jeg endnu ikke har fortalt. Og nu har vi nået midtpunktet. Det er for sent at starte forfra. Vi må bare tage den herfra.

Min undskyldning er, som undskyldninger kan være, åbenlys: Jeg har endnu ikke fortalt, hvad jeg laver her. Jeg er selvfølgelig på dialogcentret Quo Vadis. Jeg tager imod gæster, taler med dem og viser dem Tiruvannamalai. Alt det ved I. Men det er ikke derfor, jeg er kommet. I grunden var det andre opgaver, der ventede mig. Om det har jeg intet fortalt. Men lad mig holde igen med undskyldningerne og komme til sagens kerne.

Jeg er kommet til Indien for at tale med mennesker. Jeg stiller spørgsmål, de svarer. I den mere formelle form kaldes det interview. Jeg interviewer vesterlændinge, der kommer til Tiruvannamalai, den hellige by. Det er JP og Nico, der har fået idéen. For de vil gerne vide mere om, hvorfor tusinder af vesterlændinge kommer til byen hvert år.

Vesterlændingene i Tiruvannamalai er så forskellige, som mennesker er. De er franskmænd, tyskere, amerikanere, australiere og alt muligt andet. De er halvunge og gamle. Halvtykke og tynde. Nogle er naturligsmukke. Få har runde briller. Andre har fedtet hår, eller bare langt hår. De fleste bærer løse bukser og lange bluser. De går rundt i gaderne. Fra bjerget, til guruen, til caféen, til ashramet, til supermarkedet. Nogle kigger. Få smiler. Andre har øjnene på ukendte steder.

Min opgave er enkel. Jeg tager på Shanti café, hvor jeg finder flest vesterlændinge om formiddagen. Enkelte af cafégæsterne genkender mig og hilser. Dem har jeg allerede talt med. Som franskmanden, der hader mennesker. Pensionisten, der laver ingenting. Kvinden, der lod familien tilbage for at efterfølge sin guru. Alle gav de mig tid og fortalte om deres liv. Jeg lyttede, skrev ned på min blok og takkede.

Jeg hører, at menneskene har tænkt. Jeg hører, at de har meget at fortælle. Om smerte, der skal accepteres, for at den kan forsvinde. Om indre og ydre realiteter. Om spontaniteten i livet, og energien i bjerget. Om nødvendigheden af at ødelægge det bestående, for at noget nyt kan opstå.

Jeg kan sige meget om dem. Menneskene. Jeg kan fortælle, hvordan de ser ud. Hvor de kommer fra. Hvad de fortæller. Én ting er sikkert: De søger, og de finder. Hvem ved, måske deler jeg det med jer en dag. Men ikke nu. Det må vente. Husk på, at hver dag er ny, og at der venter en ny dag i morgen. Det er vel livets særhed.

Ak. Alt dette handler om ting, der hører fortællingens begyndelse til. Det kommer dage og uger, endda måneder, for sent. Bør jeg undskylde igen? Måske. I hvert fald vil jeg love, at jeg skal prøve at gøre det bedre næste gang. Og lade begyndelsen begynde med begyndelsen.