Tak, tavshed

Lukkede øjne. Foldede hænder. Vi er i kloster, indisk kloster. Og mellem palmerne, himlen og munkene er der ganske stille.

Munkene har glimt i øjet og fred i hjertet. Jeg møder dem og kommer til at holde af dem. Mødte du dem også, ville du vide, at det var svært andet. De er søde (på den allermest vidunderlige måde) og stille (på den allermest utrolige måde). De er stille, når de går under den kolde bruser kl. 5 om morgenen. De er stille, når de spiser af bliktallerkener på en række ved siden af hinanden. De er stille, når de træder ind og sætter sig på kapellets gulv.

På stilheden står de fast. Kun i dagens små pauser bliver der sagt forsigtige ord. Og kun når der er messe eller undervisning ved Broder Martin, bliver der sagt mange ord. Ellers er de i stilhed. Det er vist det, de er kaldet til, munkene?

I tre dage går jeg sammen med dem. Faktisk kan jeg godt lide stilheden, og selv at være tavs. Jeg har hørt mig selv tale. Og nogle gange er der ganske enkelt for mange ord. Jeg råder jo kun over et vist antal, og tit gentager jeg de samme. Igen, igen, igen. Så bliver ordene kedelige at høre på. På en dårlig dag kan de sætninger, ordene bringer frem, endda blive usande og ligegyldige. Eller det der er tæt ved. Så er det bedre med tavshed.

Tænk at det skal komme fra mig, der elsker ord! Jeg elsker jo sprogets magi. Jeg ved, at sproget kan vidunderlige ting! Det kan binde mennesker sammen, og det kan fortælle om det største og det mindste i verden. Kun sproget kan råbe højt til et palmetræ! Sproget er vel, som så meget andet, en gave, der skal værnes om?

Ja, sproget er en gave. Alligevel hænder det, at det alleregentligste og det allervigtigste, ligger bag ved ordene. At ordene, de kære små, kun står i vejen. Da er det, at ordene må stille sig ydmygt tilbage og lade tavsheden komme frem. De må give plads til dét, der ikke kan siges højt. Dét i livet, der ikke kan tales om. Dét, som kun tavsheden kan udtrykke. Det uudsigelige.

Jeg kan lide klosterlivet. Jeg kan lide stilheden og tavsheden. Tanken har strejfet mig, at jeg kunne blive en god nonne. I hvert fald i tre dage. For så får jeg igen lyst til at bryde ud af stilheden, danse under himlen og råbe højt til et palmetræ.

Og hvad ville livet være, om ikke begge dele fandtes! Hvad havde vi gjort uden dem, der råber til palmetræerne? Og hvad havde vi gjort uden dem, der er stille, når de sætter sig på kapellets gulv? Tak for sproget. Tak for stilheden. Hvilken glæde, at begge dele findes!