lørdag den 1. januar 2011

Drøm mellem fredag og lørdag

M: ’Hører jeg lyden af en vaskemaskine, eller er det stjernekastere, der knitrer?’

S: ’Politiet er udenfor. Kvinderne er der også. De står i rækker med ens tøj. Nogen har målt efter med en lineal.’

M: ’Ankom de i bussen? Klodsen, der blokerer vejen og skjuler himlen?’

S: ’Jeg har købt æbler. Giv dem det største og smukkeste. Og vask deres tøj.’

M: ’Nag mig ikke nu. Jeg er forfængelig, og det holder jeg fast i. Mine øjne er små og undseelige. Hvorfor har ingen tegnet dem op?’

S: ’Ånderne svæver over det hele. De bevæger sig ind og ud af mørket.’

M: ’Jeg så en guru på grænsen og en rotte på sengekanten.’

S: ’Tiden er vist løbet os i møde. Der bliver hvisket oppefra og nedefra og i krogene.’

M: ’Nu bliver der banket på døren med tunge slag. Det må være den nye begyndelse. Hvorfor er der ingen, der lukker den ind?’

S: ’Tal ikke højt om tiden, når alle andre hvisker. Og lad stjernekasterne knitre i fred.’

M: ’Du taler, som om du tror, det tjener alle bedst. Jeg vil ikke plage dig. Kald mig fremover ved nye navne, og jeg skal slukke vaskemaskinen. Hører du ikke, som den tromler løs?’

S: ’Vær stille og tegn dine øjne op. Jeg taler med guruen og rotten og den nye begyndelse. Giv mig ro til et kvarter i evighed. Cirka.’

1 kommentar:

  1. woooow knæhøj karse! tusind tak for rørende og medrivende fortællinger fra Indien
    kh Louise

    SvarSlet