Nu savner jeg, savner jeg, savner jeg.
Fordi jeg er træt i dag, og fordi jeg ved, det snart er tid at vende hjem.
Så begynder savnet, det savn, der kan mærkes, og som er forbundet med mennesker, mere end noget andet.
Det var aldrig helt fraværende, men nu i dette øjeblik, som de alle taler om, jeg skal være i, er savnet det eneste, jeg mærker.
Selvfølgelig vil savnet forsvinde i det næste øjeblik, og selvfølgelig vil savnet komme tilbage i det tredje øjeblik. Alt det ved jeg.
Alligevel kan savnet, der i sit væsen vidner om noget godt, i det øjeblik, det står på, være svært at bære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar