De kigger på mig og snakker om mig. For hvem er hun, den hvide kvinde med fregner, der bærer indisk tøj og gulvsmykker? De undrer sig over kvinden. Og det samme gør jeg. For hændte det, at der skete en forvandling i det indre, blev jeg i grunden en anden, da jeg dag efter dag iklædte mig Indien og ændrede mit ydre?
Næppe. Gennem metaller og stoffer er jeg unægteligt den samme. Fregnerne på næsen kommer stadig frem, når solen skinner. Jeg bliver stadig himmellykkelig over glæder og bundulykkelig over grusomheder. Jeg er, som jeg var.
Og dog. JP og Nico siger ting. Mennesker siger ting. Når jeg tager på arbejde om morgenen og går gennem Tiruvannamalai, sker der ting. Jeg er jo et menneske, som mennesker er flest. Jeg både ser og lytter. Så mon ikke der er to nye fregner på næsen, når jeg kommer hjem?
Når savnet bliver for stærkt må du tænke på hvor hårdt det bliver at komme tilbage til løbeholdet: Puha de unge mænd løber godt nok stækt, men de har også smugtrænet siden julemandsløbet, op til 3 gange om ugen!!!. Gerard og jeg blev helt sat af i dag og for øvrigt også sidste onsdags. Men vi løb længere end de hurtige drenge. Vi glæder os til dit kvindelige islæt, Dinah har desværre ankelproblemer.
SvarSletKnus og god rejse hjem.
Carsten
DMI siger sol med skyer og 0 g på søndag