Kvinden

Jeg møder en kvinde.

’Har du set fattigdommen?,’ spørger hun.

Nogle spørgsmål er det unødvendigt at svare på. Selvfølgelig har jeg set fattigdommen. Det ved vi begge to.

Kvinden spørger igen: ’Har du set tiggerne, når de rækker deres hænder frem? Har du set det?’

Jeg hørte hendes spørgsmål første gang. Gentagelsen er unødvendig.

Hun fortsætter: ’Hvad nu hvis det i virkeligheden er fattigdommen i dig selv, du ser? Har du tænkt, at det kan være fattigdommen i dig selv, du føder, hver gang du giver en tigger penge til mad? Har du tænkt over det?’

Samtalen er lige begyndt, og pludselig blev den nødvendig. Fra andet til tredje spørgsmål gik den fra unødvendighed til nødvendighed. Den slags sker.

Kvinden taler videre: ’Jeg kan fortælle dig. Når du ser det sådan, møder du fattigdommen på en anden måde. Du ser anderledes på den hånd, tiggeren rækker frem.’

Jeg tænker over nødvendigheden i det, kvinden siger.

Kvinden fortsætter: ’Det er jo ikke en fattigdom, der ligger derude. Det er fattigdommen i dig selv. Den ydre realitet findes ikke. Hvad du ser, vedrører din indre virkelighed.’

Kvinden har talt. Jeg har hørt, hvad hun har sagt, men jeg har stadig ikke svaret. Jeg ved, at et svar er nødvendigt, for ordene, hun taler, omhandler væsentlige ting.

’Kære kvinde. Hvordan kan jeg give dig ret? Jeg ser verden. Jeg ser mennesker i verden, der går ind og ud mellem hinanden. De har øje for hinanden, og de handler overfor hinanden. Det kan siges at være påkrævet, handlingen, næsten som en fordring.’

Kvinden lytter. Uden indvending lader hun mig fortsætte.

’Kære kvinde. Du må gerne aflyse den ydre verden, men jeg vil gerne beholde den. Lad mig beholde den! Sammen med den indre virkelighed ønsker jeg den ydre virkelighed. Selv tiggerne, der rækker, deres hænder frem, vil jeg gerne beholde. Ser du da ikke, det er kød og blod?’

Kvinden lytter stadig. Hun har talt, og jeg har talt. Vi har begge talt, endda om nødvendigheder, og vi ved begge, vi er uenige. Det hænder, at to mennesker bliver uenige om væsentligheder. Det sker vist hver dag.

Uenigheden er nu ingen skam. For kvinden ved, hvem hun er, og hun rummer mig, som den anden. Jeg forsøger det samme. Og i den samtale, der omhandler nødvendige ting, kan dét være den største nødvendighed af alle.