Den tavse guru

Det er tirsdag, klokken er 10, og det hele varer et kvarter. Fra hun kommer ind i rummet, til hun går igen. Hun er en lille indisk dame, indhyllet i en falmet orange sari.

Sri Siva Shakthi er en kvindelig guru. Hun har ikke sagt et ord i 13 år. Hun lever i Tiruvannamalai, og vesterlændinge kommer langvejs fra for at være i hendes nærhed. De kommer ikke for at høre hende tale, hun er jo en tavs guru. De kommer for at mærke hendes åndelige tilstedeværelse.

Siva Shakthi sidder på en stol midt i rummet. Hænderne ligger foldet i skødet, og hun kigger på de fremmødte. Jeg sidder sammen med halvtreds andre på fletmåtter på gulvet. Alle er vendt mod hende. Alle sidder roligt og fredfyldt. De fleste har lukkede øjne.

Udenfor rummet er der lyd. Hunden gør. Rickshawen kører og dytter i vejsvinget. Manden og kvinden snakker i baggården. Hammeren slår ved nabohuset. Vandet løber fra en hane. I rummet er alt stille. Siva Shakthi er mest stille af dem alle. Hun rejser sig lydløst fra stolen og går en lydløs runde.

Seks indere kommer ti minutter for sent. Nu har de kun fem minutter med Siva Shakthi. De lister sig ind og sætter sig. De er det eneste indiske islæt. Bortset fra Siva Shakthi selv. Ellers er der kun mig og de andre vesterlændinge. En kvinde sidder i rummets ene hjørne. Tårer løber ned ad hendes kinder. Den tavse guru har tydeligvis rørt hende.

Det tager et kvarter, fra Siva Shakthi kommer, til hun går. Det samme skete i går, og det samme vil ske i morgen. Hun laver ikke de store ændringer i programmet; hun er til at regne med. Det samme er vesterlændingene. De kommer dag efter dag for at være med den tavse guru. Og de får, hvad de søger. Åndelig tilstedeværelse. Fra 10.00 til 10.15.