Når man alligevel står på toppen af Tiruvannamalais hellige bjerg og kigger ned, og når det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, alligevel er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen, kan man lige så godt, ud af de mange spørgsmål der findes, stille sig selv det ene: Hvem er jeg?
I grunden et godt spørgsmål. Hvert år tager tusinder af vesterlændinge til Tiruvannamalai for at finde svaret. De søger hen til det ashram, hvor Ramana Marharshi, guruen og læremestren, som stillede spørgsmålet for år tilbage, levede sammen med sine efterfølgere.
Ramana selv har forladt kroppen, men billedet af hans milde ansigt hænger stadig rundt omkring i Tiruvannamalai. I caféen, rickshawen, supermarkedet, ja alle steder fra smiler han til mig og de mange, der leder efter sig selv. Vesterlændinge, indere og alle de andre ser Ramanas milde ansigt, de går hen til hans ashram, mediterer og chanter og håber en dag at finde svaret på hans spørgsmål.
Jeg ved, de søger, og jeg tror, de finder. Forhåbentlig finder de sig selv. Jeg forstår godt, at de mange kommer her. Havde jeg tabt mig selv, ville jeg nok gøre det samme. For hvor bedre at finde sig selv end i den by, hvor det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar