Hverdag

Der var hverken vand, da jeg gik i seng, eller da jeg stod op. Mine tæer er beskidte, og mit tøj trænger til vask. Vandhanen undte mig fem dråber, og så lukkede den i som en østers. Det er januar måned, og der er water-cut mellem kl. 8 og 9. Hver dag. Jeg glemmer næsten at blive irriteret, for jeg ved det jo godt, water-cuttet, og jeg ryster på hovedet over min egen forglemmelse.

Jeg forlader ’The Nest’, hvor jeg bor, og en richshawchauffør råber efter mig: ’Quo Vadis?’ Han ved, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen. Vi har taget turen sammen mange gange før. Jeg hilser på ham, men ryster på hovedet. I dag går jeg. Det gør godt at mærke varmen i Tiruvannamalais gader.

Noget af vejen er mudret, for det regnede i nat. Som jeg går, bliver der vinket og smilt og peget. Jeg er stadig et syn, der undrer. Jeg passerer det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg passerer kødbyen, hvor der lugter af ged. Jeg går forbi kaffehjørnet, hvor gamle mænd sidder og sluger kaffe af små glas. På hovedgaden ser jeg kvinden, der sælger de bedste papajaer. Jeg tror, jeg får dem til overpris.

Da jeg kommer til Quo Vadis, er Angela i gang med fejekosten. Hendes tag er raske og taktfaste. Om lidt tegner hun et fint hvidt mønster på fliserne ved indgangen til Quo Vadis. Sådan som hun gør hver morgen. Vagtmanden, der hedder Watchman, løfter hånden i en kejtet hilsen og viser sine skæve tænder i et kvart smil. Niyaz, der er muslim og regnskabsansvarlig, ankommer på sin motorcykel. Shagul gør kaffen klar.

Arbejdsdagen er klar til sin begyndelse. Og så falder begivenhederne i en pæn rækkefølge. Jeg møder mennesker. Jeg lytter. Jeg taler. Jeg skriver. Jeg tænker. Jeg føler. Jeg går. Jeg får varmen. Jeg spiser ris. Jeg håber på vand.

Som det sker med den slags, ændrer blikket sig med tiden. Det blev hverdag, også i Tiruvannamalai, og jeg ser vist ikke så godt længere. Jeg stopper ikke længere op for at betragte det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg ved jo, det er der. Det er på en måde en skam. Og så alligevel ikke. For mit blik ændrede sig, men jeg ser stadig. Og noget af det smukkeste i verden er at se hverdagen et nyt sted.