Tilbage til den verden, jeg ikke kendte

Hun kigger på mig.

H: ’Undskyld, har du ikke været her i hundrede år?’

M: ’Jo, det lyder rigtigt. Hundrede år, sådan cirka.’

H: ’Jeg hører, du snart skal forlade dette sted og tilbage til din verden. Kalder du den Danmark?’

M: ’Danmark er den verden, jeg kommer fra. Men lad mig fortælle dig: Jeg kender ikke den verden længere, for jeg har ikke været der i umindelige tider. Det er ufatteligt, hvad man glemmer på hundrede år!’

H: ’Jeg håber, der er godt i den verden, der er Danmark, og at der findes gode mennesker. For hvem skal ellers lære dig at mindes det glemte?’

M: ’Jeg tror, der er gode mennesker. Jeg ser en svag aftegning af rare ansigter. De må tage sig af mig: Lære mig at tale, iklæde mig tøj og fortælle mig, hvordan jeg skal opføre mig.’

H: ’Forhåbentlig bliver aftegningen af rare mennesker trukket op med klar streg. For du overlever aldrig uden sprog, klæder og god opførsel.’

M: ’Som du bekymrer dig! Det er jo trods alt mig og ikke dig, der skal tilbage til en ukendt verden. Lad mig om bekymringen, selv om den af uforklarlige årsager ikke ligger mig tungt på sinde.’

H: ’Måske genkender de dig ikke?’

M: ’Jeg er fuld af forhåbning. Jeg har ladet mig fortælle, at menneskene i Danmark husker mit navn. De har vist ikke mærket de hundrede år. De tror, der kun er gået hundrede dage.’

H: ’Må jeg ønske dig lykke til på din rejse! Og må vore veje krydses igen på et senere tidspunkt. Vi kunne jo sige om hundrede år?’

M: ’Ja, på gensyn om hundrede år. Eller hundrede dage, det er jo det samme for menneskene i Danmark. Og lad mig nu lukke kufferten og drage af sted. Rejsen foran mig er lang.’