Mødet

Den kristne kom gående fra Nord, og hinduen fra Syd, da de møder hinanden.

’Du menneske fra Syd. Hvem er du?’, spørger den kristne.

’På dit spørgsmål kan jeg give mange svar. Men lad mig svare, som jeg bedst kan. Jeg er guddommelig. For det guddommelige er i mig. Ligesom det guddommelige er i alt andet,’ svarer hinduen. ’Men sig mig, du menneske fra Nord. Hvem er du?’

’Jeg er Guds barn. Gud er min far. Han er mig altid nær. Men jeg selv er ikke guddommelig,’ svarer den kristne.

’Du taler mærkeligt. Jeg ved ikke, om jeg forstår dig,’ siger hinduen.

’Og du ser mærkelig ud. Med din prik i panden. Og når du samler hænderne foran dig i stedet for at folde dem. Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig,’ siger den kristne.’

’Jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi intet ville have at tale om,’ siger hinduen.

’Også jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi skal hver vores vej’, svarer den kristne.

Og sådan skilles hinduen og den kristne uden at opdage, at de begge, mennesker som de er, er ét med Det Ene og Det Største og kunne have fulgtes ad på vejen. Side om side.