Landet, hvor ingen sagde nej

Der var engang et land. Det var et stort land, og mange mennesker boede der. Pæne var de. Kvinderne bar guld og farver, og mændene bar spraglede lagner om livet. De havde det godt, og de talte deres eget sprog. Som med andre sprog, var det kun menneskene i det store land, der forstod det.

De havde mange ord. Men ét ord havde de aldrig lært. Menneskene i det store land havde aldrig lært at sige nej. De kendte det måske, nej’et, men ingen sagde det højt.

Når en fremmed begik den uskik at sige det forbudte ord højt, tillod stilheden alle at høre, at balancen knækkede. ’Knæk’, sagde det højt, noget var gået itu. Ingen talte om nej’et eller knækket, for alle havde travlt med at feje det ud af huset og ud til det andet skrald. Væk med det nej, det står jo i vejen og blokerer for harmonien. Nu er det vist på tide, vi sender invitationer ud og indbyder balancen som æresgæst.

Den fremmede, som stadig var fremmed, og som intet forstod om landet, hvor ingen sagde nej, mødte en dag sin ven, som var manden fra det store land:

Den fremmede: ’Har du spist?’

Manden fra det store land: ’Ja.’ (Nej, jeg har ikke spist i tre dage).

Den fremmede: ’Jeg indbyder dig til at besøge mig på fredag. Der vil være god mad, og du skal være med omkring mit bord.’

Manden fra det store land: ’På fredag skal jeg besøge min svigermors kusine, men det kan være jeg kommer bagefter.’ (Nej, jeg kan ikke komme).

Den fremmede: ’Det glæder mig! Kom klokken 18.’

Manden fra det store land: ’Jeg ejer intet ur, så jeg kommer måske for sent.’ (Jeg kan stadig ikke komme).

Den fremmede: ’Det lyder godt. Jeg glæder mig til at se dig!’

Manden fra det store land: ’Men kære ven, kom da og besøg mig i morgen! Det er onsdag, det er en fin dag.’

Den fremmede: ’Nej, jeg kan ikke.’

Manden fra det store land: ’Så send din søster.’

Den fremmede: ’Nej, hun er forhindret.’

Manden fra det store land: ’Så send din onkel.’

Den fremmede: ’Nej, han har andre gøremål. Men kære ven, hvorfor lave aftaler for onsdag? Du besøger jo mit hus på fredag!’

Og så skiltedes de to venner. Den fremmede gik den ene vej, og manden fra det store land gik den anden vej. Den fremmede tog nej’et med sig, for der var ingen andre, der ville have det. Imens gik manden fra det store land ud med invitationer. Der var vist en æresgæst, der skulle inviteres.