Parlamentet er forsamlet. Det er nu ikke et helt almindeligt parlament. Det er et børneparlament. Ud over premierministeren er der en uddannelsesminister, indenrigsminister, sundhedsminister – og de andre ministre. Alle er de børn. De mødes hver uge for at diskutere, hvordan de kan forbedre forholdene i deres landsby.
Der er mange punkter på dagsordenen. De diskuterer med høje stemmer. Informationsministeren rejser sig. Hun har læst avisen hver dag i den forløbne uge. I sin notesbog har hun noteret de vigtigste nyheder. Hun læser dem højt for parlamentet, så de er orienteret.
Nu er det ministeren for offentlig og social velfærds tur til at tale. Han nævner problemet med de dårlige veje i landsbyen. Der er også for meget skrald og affald i gaderne. Og bilerne kører for stærkt. Måske man kunne lave nogle vejbump? Ministeren foreslår, at parlamenter formulerer et brev, hvor de opfordrer landsbypræsidenten til at tage affære. Der skal gøres noget. Der må afsættes midler til bedre veje og oprydning i landsbyen. Parlamentet klapper. De er vist enige.
Indenrigsministeren beder om ordet. Der er for meget vold i de små landsbyhjem. Det er en alvorlig sag. Parlamentets medlemmer nikker. De kender til det. De har hørt om det, set det eller mærket det selv. Indenrigsministeren anbefaler alle parlamentets medlemmer til at besøge familier i landsbyen og diskutere emnet med dem. Det er en vanskelig opgave, men nogen må gøre det. Forhåbentlig vil de voksne lytte.
Det er min sidste dag i bjergene, Kalrayan Hills. Børneparlamentet er det sidste projekt i en lang række af besøg. Jeg sidder udenfor rundkredsen og betragter parlamentet, mens de argumenterer, diskuterer og finder løsninger. De er ivrige efter at gøre deres landsby til et bedre sted. En dag er det dem, der skal føre landsbyen og landet videre. Som jeg kigger rundt på ministrene, tænker jeg, at man kan sige meget om Indien, men at ud af de mange ting synes ét sikkert: Fremtiden tegner godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar