Et juleeventyr

Jeg har altid troet, man fejrede jul hele livet. År efter år. Så tog jeg til Indien. Og kom i tvivl.

I mit liv, igennem årene, har jeg altid holdt juleaften med mor og far, de mange søskende og den store familie. Altid først i kirken med barnet i Betlehem, Guds velsignelse og ønsker om en ’glædelig jul!’. Og altid bagefter med flæskesteg, juletræ, konfekt – og julemanden, der måske kommer.

I år blev det juletid igen, men jeg var ikke hjemme hos mor og far og den store familie. Jeg var i den hellige by, Tiruvannamalai. Jeg kiggede på min nabo, hinduen. Han fejrer mange højtider i årets løb, men juleaften springer han over. Jeg blev præget og glemte nær, hvem jeg var, og at julen var ved at komme.

Min forglemmelse kan forklares. Min nabo, hinduen, havde ikke hængt kæmpehjerter på snor hen over Strøgets brostensgader. For Strøget var der ikke, og hjerterne fandtes ikke i den størrelse. Min nabo, hinduen, var ikke gået i køkkenet og havde bagt julekager. For ovnen duede ikke, og det lød fra nær og fjern, at den ikke kunne repareres. Min nabo, hinduen, sang ingen sange om den Glade Jul, den Dejlige Jul. For han kendte ikke teksten, og salmebogen var faldet ned bag reolen.

Og så vågnede jeg alligevel. Det var julemorgen. Nogen havde vist flettet julehjerter i nattens mulm og mørke. Hang de ikke dér på den hvide væg? Og der var en lyd. Som fra en sang, der handlede om den Dejlige Jord, den Prægtige Himmel, hvis man lyttede efter. Og hvilken duft! Var nogen alligevel gået i køkkenet, havde rullet brunkagedejen og tændt ovnen, som ikke virkede?

Sandt var det. Volontører fra det danske land var sendt til Tiruvannamalai. De bar julen og det Velsignede Bud med sig. Det var dem, der nynnede og bagte og flettede. Julemorgen kom de til mit værelse og vækkede mig med julesang. Som de få kristne blandt de mange hinduer, minoriteten blandt majoriteten, insisterede de på julevarme og himmelsk fred.

Vi tog over til Nico og Anna, hvor juleaften skulle holdes. Dagen lang pillede vi kartofler, smuttede mandler, lavede konfekt (jeg tog kun ét stykke!), fandt juletræet frem, satte julestjernen op, hørte So This Is Christmas, drak glögg, flettede hjerter, fandt salmebogen frem (den var faldet ned bag reolen), tilberedte lammet, kiggede til anden, rørte i sovsen, dækkede bordet, tændte lysene. Da aftenen kom, spiste vi al maden (eller det meste), spillede spillene, dansede omkring juletræet, sang salmerne, pakkede gaverne op (og blev glade), så Disney’s juleshow og ringede hjem (og ønskede glædelig jul!).

Min hindunabo gik vist tidligt i seng den aften. Han har andre højtider, han skal samle kræfter til. Imens sad jeg sammen med de kristne, minoriteten blandt majoriteten, og fejrede, at freden, den himmelske fred, sænkede sig over de indiske marker.

Det var i sidste øjeblik, men det nåede at komme. Ja, lyset kom! Jeg har set det skinne i Nord. Nu har jeg set det skinne i Syd. Og jeg kan fortælle, hvordan det skinnede. Ja, det skinnede i mørket (jeg så det klart), og mørket greb det ikke (glem det ikke). Og sådan skete det; at det blev juleaften, igen i år!