Bjergene

Det er aften, og vi er på vej op i bjergene, Kalrayan Hills. Moses og Abraham kører os. Det er fornemt rejseselskab, og det bringer tryghed, at det er de to, der skal lede os frem. De har før gjort det godt. Vejen arbejder i sving, og bilen dytter ved hvert et knæk. Vi bevæger os fremad og opad, altid på vagt for modkørende lastbiler. Vejen er lang. Stedet, vi søger, ligger tæt på stjerne, og det er, som forventeligt, langt væk.

På den sorte himmel svømmer en kæmpehval. Den bugter sig hen over bjergenes top og fortsætter videre ud i verden. Månen er aftagende. Frøer står i vejkanten og synger flerstemmigt kor. Deres sang er gennemtrængende. Træerne er mørke og sover dybt. Kun vandfaldet har ingen ro. Det bruser ufortrødent videre.

For hvert et sving er vi et stykke nærmere stjernerne. Vi ender ved et lille hospital. Vi bliver indlogeret i et stort gæstehus, hvor væggene er fugtige. Et enkelt vindue mangler. Da jeg lægger mig i sengen, falder smuds ned fra loftet og lander på min pande. Køleskabet brummer. Sengen knirker ikke. Vi er ankommet til bjergene. Et sted nær toppen.