Jeg følger med. Vi besøger Tiruvannamalais kæmpe hindu tempel. Det er for stort til at være sandt. Fra vi passerer indgangen, åbner der sig hele tiden nye gange, åbne pladser, lukkede rum og store haller. Som hallen med de tusind søjler. Det er en afgrænset verden af smykkede helligdomme og røgelse. Amerikanerne og jeg går og går. Det er som om, vi bevæger os mod et centrum, der synes uendeligt langt væk.
JP gik som barn i klasse med ham, der i dag er templets ypperstepræst. Et møde er arrangeret. Ypperstepræsten bærer en sparsom hvid klædning, beundringsværdige smykker og hvid aske i panden. Han er vist så hellig, at man ikke må røre ham. Jeg holder mig i passende afstand og forstår ikke, at han har tid til os.
Vi kommer til et tempel i templet. Der er mennesker overalt. Med ypperstepræsten som ledestjerne maser vi os igennem den ufremkommelige hob af mennesker. Det er hektisk og klaustrofobisk. Varmen slår hårdt mod de sorte mursten. Alle kæmper om at komme ind til det, jeg ikke ved, hvad er. Nogen hvisker, at der bare er syv skridt igen.
Til sidst havner vi i et lille lukket rum. Det er det allerhelligste sted. Der er levende ild og tung røgelse. Temperaturen på det allerhelligste sted får alting til at glinse. Det viser sig på amerikanernes ansigter. Ypperstepræsten går i gang med at ofre gaver til den guddom, der befinder sig længst fremme. I en kontinuerlig strøm af syngende ord fremsiger han nogle uforståelige sætninger.
Med sine reciterende ord og hurtige øjenkontakt placerer ypperstepræsten en hvid prik af aske i min pande. Alle andre på det allerhelligste sted får også en prik. Jeg vil sige noget, men taler ikke hans sprog. Det sømmer sig vist heller ikke med ord. Så jeg bøjer hovedet og samler hænderne.
Det var første gang den dag, amerikanerne og jeg blev velsignet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar