Tak, tavshed

Lukkede øjne. Foldede hænder. Vi er i kloster, indisk kloster. Og mellem palmerne, himlen og munkene er der ganske stille.

Munkene har glimt i øjet og fred i hjertet. Jeg møder dem og kommer til at holde af dem. Mødte du dem også, ville du vide, at det var svært andet. De er søde (på den allermest vidunderlige måde) og stille (på den allermest utrolige måde). De er stille, når de går under den kolde bruser kl. 5 om morgenen. De er stille, når de spiser af bliktallerkener på en række ved siden af hinanden. De er stille, når de træder ind og sætter sig på kapellets gulv.

På stilheden står de fast. Kun i dagens små pauser bliver der sagt forsigtige ord. Og kun når der er messe eller undervisning ved Broder Martin, bliver der sagt mange ord. Ellers er de i stilhed. Det er vist det, de er kaldet til, munkene?

I tre dage går jeg sammen med dem. Faktisk kan jeg godt lide stilheden, og selv at være tavs. Jeg har hørt mig selv tale. Og nogle gange er der ganske enkelt for mange ord. Jeg råder jo kun over et vist antal, og tit gentager jeg de samme. Igen, igen, igen. Så bliver ordene kedelige at høre på. På en dårlig dag kan de sætninger, ordene bringer frem, endda blive usande og ligegyldige. Eller det der er tæt ved. Så er det bedre med tavshed.

Tænk at det skal komme fra mig, der elsker ord! Jeg elsker jo sprogets magi. Jeg ved, at sproget kan vidunderlige ting! Det kan binde mennesker sammen, og det kan fortælle om det største og det mindste i verden. Kun sproget kan råbe højt til et palmetræ! Sproget er vel, som så meget andet, en gave, der skal værnes om?

Ja, sproget er en gave. Alligevel hænder det, at det alleregentligste og det allervigtigste, ligger bag ved ordene. At ordene, de kære små, kun står i vejen. Da er det, at ordene må stille sig ydmygt tilbage og lade tavsheden komme frem. De må give plads til dét, der ikke kan siges højt. Dét i livet, der ikke kan tales om. Dét, som kun tavsheden kan udtrykke. Det uudsigelige.

Jeg kan lide klosterlivet. Jeg kan lide stilheden og tavsheden. Tanken har strejfet mig, at jeg kunne blive en god nonne. I hvert fald i tre dage. For så får jeg igen lyst til at bryde ud af stilheden, danse under himlen og råbe højt til et palmetræ.

Og hvad ville livet være, om ikke begge dele fandtes! Hvad havde vi gjort uden dem, der råber til palmetræerne? Og hvad havde vi gjort uden dem, der er stille, når de sætter sig på kapellets gulv? Tak for sproget. Tak for stilheden. Hvilken glæde, at begge dele findes!

Et juleeventyr

Jeg har altid troet, man fejrede jul hele livet. År efter år. Så tog jeg til Indien. Og kom i tvivl.

I mit liv, igennem årene, har jeg altid holdt juleaften med mor og far, de mange søskende og den store familie. Altid først i kirken med barnet i Betlehem, Guds velsignelse og ønsker om en ’glædelig jul!’. Og altid bagefter med flæskesteg, juletræ, konfekt – og julemanden, der måske kommer.

I år blev det juletid igen, men jeg var ikke hjemme hos mor og far og den store familie. Jeg var i den hellige by, Tiruvannamalai. Jeg kiggede på min nabo, hinduen. Han fejrer mange højtider i årets løb, men juleaften springer han over. Jeg blev præget og glemte nær, hvem jeg var, og at julen var ved at komme.

Min forglemmelse kan forklares. Min nabo, hinduen, havde ikke hængt kæmpehjerter på snor hen over Strøgets brostensgader. For Strøget var der ikke, og hjerterne fandtes ikke i den størrelse. Min nabo, hinduen, var ikke gået i køkkenet og havde bagt julekager. For ovnen duede ikke, og det lød fra nær og fjern, at den ikke kunne repareres. Min nabo, hinduen, sang ingen sange om den Glade Jul, den Dejlige Jul. For han kendte ikke teksten, og salmebogen var faldet ned bag reolen.

Og så vågnede jeg alligevel. Det var julemorgen. Nogen havde vist flettet julehjerter i nattens mulm og mørke. Hang de ikke dér på den hvide væg? Og der var en lyd. Som fra en sang, der handlede om den Dejlige Jord, den Prægtige Himmel, hvis man lyttede efter. Og hvilken duft! Var nogen alligevel gået i køkkenet, havde rullet brunkagedejen og tændt ovnen, som ikke virkede?

Sandt var det. Volontører fra det danske land var sendt til Tiruvannamalai. De bar julen og det Velsignede Bud med sig. Det var dem, der nynnede og bagte og flettede. Julemorgen kom de til mit værelse og vækkede mig med julesang. Som de få kristne blandt de mange hinduer, minoriteten blandt majoriteten, insisterede de på julevarme og himmelsk fred.

Vi tog over til Nico og Anna, hvor juleaften skulle holdes. Dagen lang pillede vi kartofler, smuttede mandler, lavede konfekt (jeg tog kun ét stykke!), fandt juletræet frem, satte julestjernen op, hørte So This Is Christmas, drak glögg, flettede hjerter, fandt salmebogen frem (den var faldet ned bag reolen), tilberedte lammet, kiggede til anden, rørte i sovsen, dækkede bordet, tændte lysene. Da aftenen kom, spiste vi al maden (eller det meste), spillede spillene, dansede omkring juletræet, sang salmerne, pakkede gaverne op (og blev glade), så Disney’s juleshow og ringede hjem (og ønskede glædelig jul!).

Min hindunabo gik vist tidligt i seng den aften. Han har andre højtider, han skal samle kræfter til. Imens sad jeg sammen med de kristne, minoriteten blandt majoriteten, og fejrede, at freden, den himmelske fred, sænkede sig over de indiske marker.

Det var i sidste øjeblik, men det nåede at komme. Ja, lyset kom! Jeg har set det skinne i Nord. Nu har jeg set det skinne i Syd. Og jeg kan fortælle, hvordan det skinnede. Ja, det skinnede i mørket (jeg så det klart), og mørket greb det ikke (glem det ikke). Og sådan skete det; at det blev juleaften, igen i år!

Shaguls muslimske bryllup

Min ven Shagul blev gift i går. Shagul arbejder som tjener i Quo Vadis’ café. Han er muslim. I går blev han gift.

Personalet fra Quo Vadis var inviteret med, både danskere og indere, hinduer og kristne. Vi var der alle sammen. Mændene havde strøget håret tilbage, og kvinderne havde taget deres flotteste sari på. Det var en rigtig festdag.

Gæsterne mødtes i et stort rum. Der var ingen møbler, men der var kvinder, mænd og børn overalt. Kvinderne sad stille, børnene løb omkring, mændene var omkring Shagul. De iklædte ham en blomsterdragt, som dækkede hans beskedne figur. Shagul, lille Shagul, lignede pludselig en flot muslimsk prins.

Mellem børn og andre mennesker rendte fotografen rundt med sit kamera og sin forlængerledning. Et bryllup er vigtigt, værd at forevige. Og blitzen lyste hele rummet op.

Jeg kiggede efter bruden. Hun var vist ikke kommet endnu. Jeg havde ikke engang fanget hendes navn, men alle vidste, hvem hun var: Shaguls kone. Så forlod Shagul rummet sammen med mændene. De skulle i moskéen og have underskrevet bryllupspagten. Jeg blev tilbage i rummet sammen med kvinderne. Bruden var stadigvæk ikke dukket op.

I mændenes fravær, hvor børnene løb mere rundt, og kvinderne sad endnu mere stille, ankom bruden pludselig. Hun var iført en stor og farverig dragt, der dækkede alt og ansigtet med. Der blev kastet blomster, og kvinderne kom i sving. De vimsede omkring den tildækkede brud og placerede hende i rummets midte.

Heldigvis vendte brudgommen tilbage. Bryllupsritualet i moskéen var overstået, underskrifterne var på papir, og den muslimske brudgom og brud kunne nu mødes. Shagul hviskede ting i sin kones øre. Måske smilede hun inde bag den store og farverige dragt. Nogle sagde, det var et arrangeret kærlighedsbryllup.

Shagul havde fået sin kone, og det skulle fejres med mad. Vi blev bænket ved lange borde, og der blev serveret indisk festmåltid på bananblade. Den slags tager kun et kvarter. Så må man rejse sig og lade det næste hold gæster tage plads og få mad.

Det hele var kaotisk og hurtigt overstået. Nu var det tid at sige farvel. Det var søndag, og min muslimske ven Shagul var blevet gift.

Undskyld

Jeg vil gerne undskylde. Mange dage er gået, og jeg har intet fortalt. Måske oplevede jeg for meget, og der var ingen tid til at fortælle om det. Det var det rigtige af mig at gøre. At opleve. Men derfor vil jeg stadig undskylde.

Jeg må undskylde igen. Jeg har båret mig forkert ad med fortællingen. Jeg taler om begyndelse og midte og afslutning. Den fine opbygning har intet på sig, for der er ting, der hører begyndelsen til, jeg endnu ikke har fortalt. Og nu har vi nået midtpunktet. Det er for sent at starte forfra. Vi må bare tage den herfra.

Min undskyldning er, som undskyldninger kan være, åbenlys: Jeg har endnu ikke fortalt, hvad jeg laver her. Jeg er selvfølgelig på dialogcentret Quo Vadis. Jeg tager imod gæster, taler med dem og viser dem Tiruvannamalai. Alt det ved I. Men det er ikke derfor, jeg er kommet. I grunden var det andre opgaver, der ventede mig. Om det har jeg intet fortalt. Men lad mig holde igen med undskyldningerne og komme til sagens kerne.

Jeg er kommet til Indien for at tale med mennesker. Jeg stiller spørgsmål, de svarer. I den mere formelle form kaldes det interview. Jeg interviewer vesterlændinge, der kommer til Tiruvannamalai, den hellige by. Det er JP og Nico, der har fået idéen. For de vil gerne vide mere om, hvorfor tusinder af vesterlændinge kommer til byen hvert år.

Vesterlændingene i Tiruvannamalai er så forskellige, som mennesker er. De er franskmænd, tyskere, amerikanere, australiere og alt muligt andet. De er halvunge og gamle. Halvtykke og tynde. Nogle er naturligsmukke. Få har runde briller. Andre har fedtet hår, eller bare langt hår. De fleste bærer løse bukser og lange bluser. De går rundt i gaderne. Fra bjerget, til guruen, til caféen, til ashramet, til supermarkedet. Nogle kigger. Få smiler. Andre har øjnene på ukendte steder.

Min opgave er enkel. Jeg tager på Shanti café, hvor jeg finder flest vesterlændinge om formiddagen. Enkelte af cafégæsterne genkender mig og hilser. Dem har jeg allerede talt med. Som franskmanden, der hader mennesker. Pensionisten, der laver ingenting. Kvinden, der lod familien tilbage for at efterfølge sin guru. Alle gav de mig tid og fortalte om deres liv. Jeg lyttede, skrev ned på min blok og takkede.

Jeg hører, at menneskene har tænkt. Jeg hører, at de har meget at fortælle. Om smerte, der skal accepteres, for at den kan forsvinde. Om indre og ydre realiteter. Om spontaniteten i livet, og energien i bjerget. Om nødvendigheden af at ødelægge det bestående, for at noget nyt kan opstå.

Jeg kan sige meget om dem. Menneskene. Jeg kan fortælle, hvordan de ser ud. Hvor de kommer fra. Hvad de fortæller. Én ting er sikkert: De søger, og de finder. Hvem ved, måske deler jeg det med jer en dag. Men ikke nu. Det må vente. Husk på, at hver dag er ny, og at der venter en ny dag i morgen. Det er vel livets særhed.

Ak. Alt dette handler om ting, der hører fortællingens begyndelse til. Det kommer dage og uger, endda måneder, for sent. Bør jeg undskylde igen? Måske. I hvert fald vil jeg love, at jeg skal prøve at gøre det bedre næste gang. Og lade begyndelsen begynde med begyndelsen.

Gentagelsens midtpunkt

Andre har været her før mig. Andre vil komme efter. De har set det samme, fortalt det samme. Alt jeg gør er blot en gentagelse. 

Selv gentagelser har en start, et midtpunkt og en afslutning. Midtpunktet er nået. 

Hjem

Vi har sagt farvel til bjergene. Farvel til den mobile sundhedsklinik, kvindegruppen og børneparlamentet. For hver kilometer vi kører, bliver der langsomt skruet op for trafikkens larm. Koncentrationen af templer intensiveres. Støvet begynder igen at stige mod himlen. Vi er på vej hjem. Til Tiruvannamalai.

Parlamentet

De sidder i rundkreds. Premierministeren rejser sig og byder velkommen. Stemmen bærer en særlig myndighed. Ved siden af premierministeren sidder ordstyreren. Han har netop ridset dagsordenens punkter op for forsamlingen. Så synger de en sang.

Parlamentet er forsamlet. Det er nu ikke et helt almindeligt parlament. Det er et børneparlament. Ud over premierministeren er der en uddannelsesminister, indenrigsminister, sundhedsminister – og de andre ministre. Alle er de børn. De mødes hver uge for at diskutere, hvordan de kan forbedre forholdene i deres landsby.

Der er mange punkter på dagsordenen. De diskuterer med høje stemmer. Informationsministeren rejser sig. Hun har læst avisen hver dag i den forløbne uge. I sin notesbog har hun noteret de vigtigste nyheder. Hun læser dem højt for parlamentet, så de er orienteret.

Nu er det ministeren for offentlig og social velfærds tur til at tale. Han nævner problemet med de dårlige veje i landsbyen. Der er også for meget skrald og affald i gaderne. Og bilerne kører for stærkt. Måske man kunne lave nogle vejbump? Ministeren foreslår, at parlamenter formulerer et brev, hvor de opfordrer landsbypræsidenten til at tage affære. Der skal gøres noget. Der må afsættes midler til bedre veje og oprydning i landsbyen. Parlamentet klapper. De er vist enige.

Indenrigsministeren beder om ordet. Der er for meget vold i de små landsbyhjem. Det er en alvorlig sag. Parlamentets medlemmer nikker. De kender til det. De har hørt om det, set det eller mærket det selv. Indenrigsministeren anbefaler alle parlamentets medlemmer til at besøge familier i landsbyen og diskutere emnet med dem. Det er en vanskelig opgave, men nogen må gøre det. Forhåbentlig vil de voksne lytte.

Det er min sidste dag i bjergene, Kalrayan Hills. Børneparlamentet er det sidste projekt i en lang række af besøg. Jeg sidder udenfor rundkredsen og betragter parlamentet, mens de argumenterer, diskuterer og finder løsninger. De er ivrige efter at gøre deres landsby til et bedre sted. En dag er det dem, der skal føre landsbyen og landet videre. Som jeg kigger rundt på ministrene, tænker jeg, at man kan sige meget om Indien, men at ud af de mange ting synes ét sikkert: Fremtiden tegner godt. 

Bandagen

’Se på hendes skulder’, siger Ms. Alice til mig. Jeg kigger på kvindens skulder. Der sidder en hvid bandage. Jeg forstår ikke, hvor Ms. Alice vil hen med det. Hun forklarer: ’Det er hendes mand igen. Han har slået hende.’

Jeg er så dum, og jeg føler min dumhed træder i noget, der ikke skal trædes i. Kvinden, der bærer bandagen, er næsten for almindelig. Så almindelig, at hun er den første i gruppen, man overser. Hendes ansigt rummer intet udtryk. Hun spørger ikke engang om medlidenhed. 

Vi er stadig i bjergene, Kalrayan Hills. Vi har sagt farvel til den mobile sundhedsklinik og er kommet til en ny landsby, et nyt projekt. Vi besøger en kvindegruppe. Nogle kalder det en selvhjælpsgruppe, for kvinderne lærer om deres rettigheder, og de lærer at drive små forretninger, så de kan tjene penge. De lærer at hjælpe sig selv. Kvinderne sidder i den lokale kirke. Hvor ellers skulle de mødes?

I dag er der kommet tolv kvinder. Ms. Alice fortæller dem, at en kvinde har ret til et liv uden vold. En mand skal ikke slå sin kvinde. Og det er uanset hvor fattig, arbejdsløs og fordrukken, han er. ’I’, siger Ms. Alice og taler med en særlig myndighed, ’I har ret til et bedre liv.’

Kvinderne snakker løs. Her kan de tale frit. De taler om mændene derhjemme, om børnene og deres skolegang, om problemer med alkohol i landsbyen. Der er nok at tale om. Ms. Alice rummer dem alle. Hun lytter, forklarer og formaner. I den rigtige rækkefølge.

Nogle af småbørnene har sneget sig med. De større børn kaster stjålne blikke ind ad kirkedøren. Ms. Alice har fundet en nuddelmaskine frem. Hun viser med klare ord og bevægelser, hvordan maskinen fungerer. Bagefter er det kvindernes tur til at prøve. De pjatter og arbejder og laver nuddelstrimler i lange baner. Strimlerne bliver lagt til tørre på avispapir. Snart er der nudler i hele kirken.

De færdige nudler kan kvinderne sælge på markedet til en god pris. Nuddelproduktionen kan blive en god forretning. Men fortsættelsen må vente. Nu er klokken mange, og kvinderne skal hjem og lave mad. Familien passer ikke sig selv.

Som jeg går derfra, er det mest duften af nudler og kvindens hvide bandage, der fylder mine tanker. Som når optimisme og pessimisme flettes sammen i en følelse, der ikke kan finde ud af at tage form. Den udefinerbar følelse sætter sig på tværs og falder først efter nogen tid på plads. Som taknemmelighed. For kvinderne har jo hinanden, og de har Ms. Alice. Gud ske tak og lov.