Vejen til højre for Paradisets Have

Det er tidlig morgen, da vi står op. Vi skal mødes med den mobile sundhedsklinik. Sygeplejersken, farmaceuten, assistenten og chaufføren udgør det mobile sundhedspersonale, der hver morgen tager ud til stammefolket. Stammefolket lever i bjergene. De bor i små afsidesliggende landsbyenklaver, langt væk fra det meste.

Vi skal tidligt af sted, for vi skal nå de små landsbyer, inden folket drager ud i markerne. Bilen kører os, men jorden er blød, og hjulene drejer rundt uden at tage fat. Jordklumper sprøjter til alle sider og pletter landskabet. Det dur ikke. Vi må gå. Det er nu ingen skam, for stammefolket har bosat sig godt. Tager jeg ikke meget fejl, bor de på vejen til højre for paradisets have.

Da vi kommer frem, bliver sundhedsklinikken foldet ud. Sygeplejersken i den hvide sari tilser og vejleder de gravide kvinder. De ældre bliver tjekket for diabetes og får målt deres blodtryk. Assistenten vejer de underernærede børn og holder øje med dem. Farmaceuten uddeler piller fra det mobile apotek. Alting bliver noteret på recepter og i kladdehæfter.  

Som flere og flere bliver tilset, bliver den lange kø mindre. I landsbyen vender kvinderne tilbage til tinskålene, som skal skylles. De sidder på hug ved vandposten. Vådt vasketøj bliver slået mod en sten. En mand børster tænder. Et barn løber rundt uden tøj på. Solen er begyndt at varme. Før var det tidlig morgen. Nu er det bare morgen.

Det er dér på vejen til højre for paradisets have, den mobile sundhedsklinik arbejder. Lønnen bliver betalt mere i skønhed end i penge. Jeg bringer intet nyt frem, når jeg siger, at mennesker har brug for penge. Konsekvensen er klar. Sundhedspersonale kommer, og sundhedspersonale går. Det er svært at få dem til at blive. Det er ikke alle, der vil have skønhed på lønsedlen.

Sygeplejersken i den hvide sari har i over et år besøgt de afsidesliggende landsbyer. Det er en sjælden trofasthed på den egn. Da vi pakker den mobile klinik sammen, tager hun en taknemmelig indånding. Hun kigger rundt og synes med sit blik at kunne rumme hele landsbyen og landskabet bagved. Det er som om, hun ser det hele på én gang. Hun siger, hun kan lide skønheden på vejen til højre for paradisets have.

Da vi er tilbage ved det lille hospital og gæstehuset, hvor vi bor, opdager jeg, at sygeplejersken har plukket fem roser. Jeg så ikke en eneste rose, da vi gik hjem, og jeg undrer mig over, hvor hun fandt dem. Jeg er så blind. Heldigvis kigger hun på mig og rækker mig den ene: ’Den er til dig’. 

Bjergene

Det er aften, og vi er på vej op i bjergene, Kalrayan Hills. Moses og Abraham kører os. Det er fornemt rejseselskab, og det bringer tryghed, at det er de to, der skal lede os frem. De har før gjort det godt. Vejen arbejder i sving, og bilen dytter ved hvert et knæk. Vi bevæger os fremad og opad, altid på vagt for modkørende lastbiler. Vejen er lang. Stedet, vi søger, ligger tæt på stjerne, og det er, som forventeligt, langt væk.

På den sorte himmel svømmer en kæmpehval. Den bugter sig hen over bjergenes top og fortsætter videre ud i verden. Månen er aftagende. Frøer står i vejkanten og synger flerstemmigt kor. Deres sang er gennemtrængende. Træerne er mørke og sover dybt. Kun vandfaldet har ingen ro. Det bruser ufortrødent videre.

For hvert et sving er vi et stykke nærmere stjernerne. Vi ender ved et lille hospital. Vi bliver indlogeret i et stort gæstehus, hvor væggene er fugtige. Et enkelt vindue mangler. Da jeg lægger mig i sengen, falder smuds ned fra loftet og lander på min pande. Køleskabet brummer. Sengen knirker ikke. Vi er ankommet til bjergene. Et sted nær toppen.

Det forstyrrede venskab

Vi sidder foran JP’s hus. Det er en helt almindelig aften med JP, hans kone Penita, deres to drenge og nogle venner. Der er altid mennesker hos dem. Er de mon nogensinde alene?

Den almindelige aften er jeg der også. De kræver intet af mig. Jeg får lov til at sidde og betragte samtalen. Jeg tænker mit eget og husker, at jeg har et ærinde hos skrædderen. Jeg har brug for JP til at oversætte og forklare, men han har travlt. Jeg ved, han har tusind tanker i hovedet. Bekymringer og planer, drømme og overvejelser. Hans telefon ringer meget. JP kender hele Indien og det halve af den øvrige verden.

’Skal vi gå til skrædderen nu?’, spørger han mig.

’Ja,’ svarer jeg glad (men du har jo ikke tid?).

Vi tager af sted. Jeg får taget mål, forklaret og oversat. Alt er i den skønneste orden. Da vi går fra skrædderen, takker jeg JP for hans hjælp. ’Jeg er ked af, jeg måtte forstyrre dig,’ siger jeg. Undskyldningen lå tungt på tungen.

JP kigger på mig. ’Der er noget, du ikke forstår,’ siger han. ’Ring til mig om morgenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er venner. Ring til mig om aftenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er gode venner. Ring til mig midt om natten og væk mig, og jeg ved, vi er bedste venner.’

Det er den særlige indiske logik om nærhed og relationer. Dén, der forstyrrer et andet menneske, når han har allermest travlt, hører til hans nærmeste venner. Det forstyrrede venskab er det gode venskab. For forstyrrelsen fjerner enhver distance.

Jeg er en elendig ven, der aldrig har lært at forstyrre. Fra livet tog sin begyndelse gav jeg andre plads og tillod distancen at stille sig imellem. ’Undskyld, jeg forstyrrer’ bar jeg overalt, og sætningen var tæt pakket ind i vat, så den ikke gik i stykker.

Jeg prøver at tage den indiske logik til mig. Det er vanskeligt, og det går galt hver dag. Jeg kan kun sige, at jeg arbejder på at bliver en bedre. Alligevel tvivler jeg på, at tre måneder i Indien kan vikle mig ud af det undskyldende vat. Jeg bliver vist aldrig en forstyrrende bedsteven.

Helligdag er børnenes dag

De fortrækker ikke en mine, da regnen begynder at falde. Det er søndag på Quo Vadis. Helligdag, også for børnene, selv om nogle siger, at børn ikke rigtigt skelner mellem dagene.

Søndag eftermiddag er der børnefilmklub på Quo Vadis. Det foregår på taget, hvor der er udsigt til det hellige bjerg i det fjerne og en fjernsynsskærm i det nære. Børnene har adgangskort og bliver skrevet op på tilmeldingslister. Hver gang bliver der vist en ny film.

I dag er en undtagelse. Børnene, som bor i de små gader omkring Quo Vadis, har længe forberedt og indstuderet teaterstykker og dans, under kyndig instruktion af Vimala. Jeg har set dem øve. I Quo Vadis’ gange har de bevæget sig. I smug, for deres show er en overraskelse.

Det er tid at vise deres anstrengelser frem for offentligheden. Søndagsfilmen er skiftet ud med et live show. Børnenes venner er kommet og enkelte søskende og forældre. Vimala præsenterer. Børnene danser og optræder udenfor på græsplænen. Der er høj musik fra højtaleren, og en mand spiller på tromme. Pigerne bærer rødt og gult, drengene er i hvidt tøj og med et blåt bånd om hovedet.

Børnene gør sig umage med hvert et trin. De lægger hele kroppen i enhver bevægelse. Publikumsøjne ser beundrende på. Da regnen kommer, og tilskuerne trækker i læ, bliver de dansende børn ufortrødent ved. Showet fortsætter. Mærker de ikke de tunge dråber, der falder fra himlen?

En mor fra kvarteret ville i starten ikke lade sin søn komme på Quo Vadis. Hvordan kunne hun sende sin gode hindu-søn til de kristne mennesker? Tænk hvis de vaskede prikken af hendes søns pande. Alligevel undte hun ham et besøg. ’Én enkelt gang’, blev der sagt, og man mærkede den moderlige betoning. Men drengen kom igen, for moderen så, at han var glad, når han tog af sted, og glad, når han kom hjem.

Med tiden begyndte Quo Vadis at stå i et nyt lys hos hende. Nu kommer kvarterets børn om søndagen og i dagene ind imellem. Nogle siger, at børn ikke rigtigt skelner mellem dagene. Det tror jeg nu, de gør. Eller også ser de bare efter en ting. Om døren er åben.

Drøm mellem onsdag og torsdag

Regnen står højt over huset. ’Tøjet udenfor bliver vådt’, siger stemmen.

’Det var vådt, da det blev hængt op’, svarer jeg. I morgen må jeg iklæde mig myggene, for tøjet er vådt. Det bliver aldrig tørt. Jeg har fundet de største og smukkeste myg, og de pynter kroppen med mønstre, store og små, i rødlige nuancer.

Jeg spejler mig og ser i spejlet, at alle jeg kender, fra fortid og fremtid, vinker til mig. Eller måske er det de nærmeste? De snakker. Jeg bliver glad, men jeg orker ikke at tale. De står i spejlet. Det er for langt væk.

Jeg tager øreringene på. De får øreflipperne til at slæbe langs med gulvet. ’Vi burde fejre noget oftere. Jeg får sand i ørene’, siger jeg ud i rummet.

’Jeg fejer hver dag,’ siger stemmen. ’Og nu vi er ved det. Koen har brokket sig igen. Nogen har kørt for stærkt.’

’Din stemme er anklagende. Det er ikke mig. Jeg har tabt to tænder,’ siger jeg.

’Se efter i myggenettet, i de to øverste tråde, der hang de i går. Og lad være med at drikke vandet. Det koster, gælden bliver stor.’

’Mit hår er fedtet, og min hage drypper. Jeg har lagt hundrede rupees i mudderet under koen.’

’Skal vi tage på kirkegården?’ Den samme stemme spørger. Jeg ved stadig ikke, hvem det er, der taler.

’Jeg tager til skrædderen,’ svarer jeg. ’Hans ansigt er rart, og det står godt til den blå tråd. Ypperstepræsten vil være der. Kirkegården har aldrig behaget mig.’

Jeg lader nøglen ligge og glemmer vist at lukke døren.  

Da fuldmånen blev hindu

Fredag aften var det fuldmåne. Hver gang det sker, vandrer en halv million hinduer og tusinder af søgende rundt om det store bjerg i Tiruvannamalai. Bjerget er en manifestation af guden Shiva. Det er mere end helligt.

Under den mørke himlen, og hele tiden med bjerget som kæmpe følgesvend, går mennesker rundt på bare tæer. De besøger templer og guruer, som de møder på vejen. Begivenheden er særlig, og alt normalt liv går i stå. Jeg er der også. Som det eneste menneske, der har beholdt de fladtrådte klipklappere på. Jeg følges ad med venner fra Quo Vadis. I fire timer går vi. Ligeud. Og alligevel i en cirkel, der fører os tilbage til start.

Vores lille gruppe gør holdt to gange, da vi skal drikke kokosmælk og vand. Tredje gang vi holder pause, besøger vi guruen. Hans navn er langt og svært at udtale, og jeg skammer mig, når jeg siger, at jeg allerede har glemt det. Han bor i et lille afsidesliggende tempel, som de fleste går uvidende forbi. Klokken nærmer sig midnat. Guruen er lysvågen og tager imod os, som om han ventede, at vi kom.

Han er lige så gammel, som han er hindu. Han sidder i skrædderstilling foran reolen, hvor de lasede, tykke bøger er stuvet sammen. Han bærer en enkelt klædning. De tynde arme og den aldrende krop er afsløret. Øjnene er indrammet af sortindfattede briller. De forstørrer hans øjne, som hopper rundt under de buskede øjenbryn.

Guruen taler længe og næsten ustoppeligt. Der er vigtige ting at sige. Noget forsvinder i den indiske accent. Han taler om at vaske andres fødder. Om det flygtige begær og den evige kærlighed. Og om fadervor. Jeg er flov over min uvidenhed. Han lærer mig om kristendom og citerer fra Biblen. Hvem er jeg, at jeg intet kender til hans religion?

Han har åbnet en forbindelse, jeg ikke ønsker at bryde, men mine ben er danske og holder ikke til timers skrædderstilling. Det værker i det ene. Udenfor venter det hellige bjerg og den halve million hinduer. Det er tid at fortsætte vandringen.

Det tager tid at sige farvel. Guruen er en mand med mange ord og en kærlighed, som ikke nemt slipper. Da jeg igen står udenfor i aftenen, der er gået over i nat, omgivet, som jeg er, af hinduer og søgende, går det op for mig, at jeg også søger. Ikke så meget udad blandt de mange religioner. Men indad i den enkelte religion. Og i min søgen indad – i det, jeg allerede tror på – går det op for mig, at jeg er det, jeg er. Et kristent menneske.

Syret village life

Vi skal på besøg i landsbyen, langt, langt væk. Ingen ved helt, hvor lang tid det tager at komme derhen. Nogle mener fire timer. Men vi skal jo også holde kaffepauser undervejs.

Jeg ved godt, jeg er syg. Opkast og feber fornægter sig ikke. Jeg lader som ingenting, for jeg vil med. Landsbyen skal jeg ikke gå glip af. I aften bliver der vist teater. Det er en særlig begivenhed, og alle glæder sig. Desværre for mig har sygdommen karakter og viljestyrke. Den står ikke ydmygt tilbage, og snart viser den sig åbenlyst for mig og alle omkring. Jeg sover hele vejen til landsbyen, og øjnene er matte. Vi gør holdt ved et lille apotek med kunstigt lys. JP køber medicin til mig. Han kommer tilbage med tre piller. De bliver slugt, og jeg falder i søvn igen.  

Vi kommer til landsbyen. Der er en scene. Taget er himmelhvælvingen med stjernemønster. Væggene er mørke huse og silhuettræer. Sæderne er fletmåtter på jorden. Hele byen er kommet. De sidder forventningsfulde og venter på, at stykket skal gå i gang. 

Trommerne lyder, højtalerne er tændt, spotlyset er på. Urmennesker træder frem med vildt hår og vilde øjne. De taler i brøl, som en slags fortidig dialekt, og bevæger sig mest i spring. Senere har de kastet urmennesket af sig og taler i mobiltelefon. Jorden er dækket af papir. Det hele er syret og moderne og fascinerende. Nogle mener, det ingen mening har. Andre mener, det handler om mennesket, der gav slip på sin tradition og gik fortabt. 

Selvfølgelig er det dumt at tage sygdommen med ud i landsbyen. Sygdommen og jeg kæmper over min krop. Jeg taber og sover det meste af tiden. Da jeg ligger der på fletmåtten, hopper frøen op ved siden af mig. Den prikker til mig og flyver på et tidspunkt gennem håret. Den er lydløs, men jeg mærker dens klamme, ru overflade. Jeg er for udmattet til at reagere. Den kan ligge på måtten ved siden af mig, hvis den vil. Jeg ligger med ryggen til. Mon jeg ved, at den holder øje med mig?

Jeg vågner, da hele landsbyen ler. Øjnene er store, og munden åben, da den tykke og den tynde fjoller rundt på scenen og fortæller tamilske jokes. Jeg forstår ikke et ord, og alligevel forstår jeg det hele. Jeg sætter mig op og griner med, når latteren tager fart. 

Jeg må være faldet i søvn igen, for pludselig blæser fransk elektromusik ud af højtalerne. Det har længe været mørkt, men mørket er faldet til ro og har fundet sin plads. De fleste blandt publikum er faldet i søvn. Enkelte standhaftige sidder stadig med øjnene klistret til handlingens centrum.

På scenen står fakiren med de flænsede cowboybukser. Han sluger væske og spyer ild. Flammerne omfavner hans nøgne overkrop. Han står alene på scenen. Ingen vil lege med. Han vifter med armene og danser rundt. Elektromusikken er alt for høj og passer umærkeligt godt ind.

Jeg er dum og syg og taknemmelig. En tilstand, hvor man ønsker at blive for evigt og vil hjem lige nu. Godt jeg mødte urmennesket og fakiren, frøen og latteren, tænker jeg. For ellers var det blevet et liv uden syret village life. 

Ingen titel

Jeg bruger kendte ord til at beskrive det ukendte. Jeg prøver at tale om det uforklarlige. Jeg foregiver at forstå det, der ikke kan forstås.

Alt jeg skriver forbliver en tilnærmelse. Bær over med mig. 

Væk. Fortabt. Fundet.

Det uundgåelige skete, og jeg blev væk en aften, hvor jeg insisterede på selv at finde hjem fra markedet. Jeg havde sat mig for at gå hjem og lære nye veje at kende. En ambitiøs plan, når den geografiske sans ligger begravet et sted under ruinerne.

Mørket var faldet på, hurtigere end jeg havde set komme. Til min store forbløffelse fjernede mørket enhver nuance. Alle gadehjørner lignede hinanden. Alle husvægge så ens ud. Alle veje havde de samme ujævnheder.

Jeg bed stoltheden i mig og fangede en rickshaw. Så måtte jeg blive kørt hjem. Da jeg sagde, hvor jeg skulle hen, kiggede chaufføren uforstående på mig. Hvor? Det var som om, han satte streg under min fortabthedsfølelse. Nu var vi to, der ikke kunne finde hjem.

Jeg gentog, gentog, gentog. Det rigtige vejnavn.

Han gentog, gentog, gentog. Det forkerte vejnavn.

Én af os må have udtalt noget forkert. Det skal ikke benægtes, at jeg kan have været den skyldige. Da vores kommunikation ikke bragte andet end misforståede gentagelser, kørte han mig hen til sine chaufførvenner. De diskuterede sagen intenst. Jeg var beæret over, de sådan tog del i min fortabthed.

’Are you a Christian?’, spurgte en af dem pludselig.

’Yes’ (selvfølgelig).

De nikkede. Noget var gået op for dem. Så satte chaufføren i gang og kørte mig hjem. 

På tempeltur med amerikanerne og ypperstepræsten

Quo Vadis har besøg af en gruppe unge amerikanere. De studerer i Pondicherry, der ligger nogle timers kørsel fra Tiruvannamalai. I dag skal Nico og JP vise dem rundt i Tiruvannamalai, for det er det, man gør på Quo Vadis. Tager imod gæster og viser dem ashrams, templer, guruer og åbner dialogen.

Jeg følger med. Vi besøger Tiruvannamalais kæmpe hindu tempel. Det er for stort til at være sandt. Fra vi passerer indgangen, åbner der sig hele tiden nye gange, åbne pladser, lukkede rum og store haller. Som hallen med de tusind søjler. Det er en afgrænset verden af smykkede helligdomme og røgelse. Amerikanerne og jeg går og går. Det er som om, vi bevæger os mod et centrum, der synes uendeligt langt væk.

JP gik som barn i klasse med ham, der i dag er templets ypperstepræst. Et møde er arrangeret. Ypperstepræsten bærer en sparsom hvid klædning, beundringsværdige smykker og hvid aske i panden. Han er vist så hellig, at man ikke må røre ham. Jeg holder mig i passende afstand og forstår ikke, at han har tid til os.

Vi kommer til et tempel i templet. Der er mennesker overalt. Med ypperstepræsten som ledestjerne maser vi os igennem den ufremkommelige hob af mennesker. Det er hektisk og klaustrofobisk. Varmen slår hårdt mod de sorte mursten. Alle kæmper om at komme ind til det, jeg ikke ved, hvad er. Nogen hvisker, at der bare er syv skridt igen.

Til sidst havner vi i et lille lukket rum. Det er det allerhelligste sted. Der er levende ild og tung røgelse. Temperaturen på det allerhelligste sted får alting til at glinse. Det viser sig på amerikanernes ansigter. Ypperstepræsten går i gang med at ofre gaver til den guddom, der befinder sig længst fremme. I en kontinuerlig strøm af syngende ord fremsiger han nogle uforståelige sætninger.

Med sine reciterende ord og hurtige øjenkontakt placerer ypperstepræsten en hvid prik af aske i min pande. Alle andre på det allerhelligste sted får også en prik. Jeg vil sige noget, men taler ikke hans sprog. Det sømmer sig vist heller ikke med ord. Så jeg bøjer hovedet og samler hænderne.

Det var første gang den dag, amerikanerne og jeg blev velsignet.

Da den lille rickshaw druknede

I dag regner det. Mens jeg har været her, har det kun regnet om natten. Men i dag er en dag med regn. Regntiden har sat alle sejl ind. De jordede veje er omdannet til mudrede formationer af bjerge, dale og søer. De rickshaws, vi kører i, og de stakkels passagerer og chaufføren ombord, har det vanskeligt. En lille rickshaw kan vel godt forsvinde i en stor regnsøs dybder?

Når regnen kommer, går alting i stå. Tiruvannamalai går i stå. Ingen indere går udenfor en dør. Bliver håret vådt, bliver man jo syg. Det ved alle. Og plastikposer omkring håret er så ubekvemt. Regnen er en god ting for det tørre indiske land, men ingen vil være en del af det. Så mens det regner, venter vi.

Sari til damen

Det går ikke. Altså det tøj, jeg har taget med hjemmefra. Det er Nico fra Quo Vadis, der fortæller mig den ærlige sandhed. Med en lidt skuffet mine, kaster jeg et blik på det, der var mit bedste forsøg på at medbringe indiske klæder. Det kan kun betyde en ting: Jeg er lige kommet, og jeg er allerede på vej på tøjindkøb.

Vimala, som arbejder på Quo Vadis, tager mig med i en rickshaw til Designs. Det er en tøjbutik i fire etager med et utal af ansatte. Jeg bliver præsenteret for tudida og sari, den traditionelle indiske klædedragt til kvinder. De ligger i stabler og rækker, i farver og mønstre, i bomuld og syntetisk materiale. Jeg synes pludselig, at en sari er det smukkeste stykke tøj, jeg nogensinde har set, og jeg ønsker et kort øjeblik, at jeg aldrig skal gå i andet.

Serviceniveauet i Designs er detaljeret og systematiseret: Der er én til at finde tøjet frem, én til at tænde lyset i prøverummet. Én til at lægge tøjet i en pose, én til at indtaste beløbet på kasseapparatet. Én til at tage imod penge, én til at sige farvel.

Og der er flere endnu. Som skrædderen, der sidder i et hjørne af butikken og kører løs på sin tussegamle Kumar symaskine. Han kigger mistænksomt på mig, da jeg, efter at have købt mit tøj, skal have syet alt om. Han skeler til min højde. Vi ved begge, at jeg er udenfor beklædningsmæssig rækkevidde. Da menneskene blev fordelt i verden, kom min skabelon vist aldrig til Indien.

Alligevel sætter han tålmodigt symaskinen i gang. Stofstykker ligger på gulvet. Løse sytråde flyver omkring hovedet på ham. Han er dygtig og effektiv, og det færdige resultat er nogenlunde acceptabelt. Godt nok er jeg ikke et synderligt kønt syn. Men nu ligner jeg i det mindste en dansk kvinde, der forsøger at være en del af den indiske kultur. Og det har vel også en slags skønhed over sig?