Nu er mit Indiens-eventyr slut for denne gang. Dermed er det også slutningen på min Indiens-blog.
Jeg har skrevet mange ord, og selv om alle ord har en værdi, vil jeg gerne slutte af med det ene ord, der for mig hører til blandt de vigtigste. Tak.
Tak til min familie, fordi de altid lader mig rejse.
Tak til mine venner, fordi de altid er der, når jeg vender hjem igen.
Tak til alle jer, der har fulgt bloggen. Måske nye eventyr bringer os sammen igen.
lørdag den 22. januar 2011
torsdag den 20. januar 2011
Gentagelsens afslutning
Andre har været her før mig. Andre vil komme efter. De har set det samme, fortalt det samme. Alt jeg gør er blot en gentagelse. Alligevel vover jeg forsøget og fortæller det hele igen.
Selv gentagelser har en start, et midtpunkt og en afslutning. Vi har nået afslutningen.
Selv gentagelser har en start, et midtpunkt og en afslutning. Vi har nået afslutningen.
Tilbage til den verden, jeg ikke kendte
Hun kigger på mig.
H: ’Undskyld, har du ikke været her i hundrede år?’
M: ’Jo, det lyder rigtigt. Hundrede år, sådan cirka.’
H: ’Jeg hører, du snart skal forlade dette sted og tilbage til din verden. Kalder du den Danmark?’
M: ’Danmark er den verden, jeg kommer fra. Men lad mig fortælle dig: Jeg kender ikke den verden længere, for jeg har ikke været der i umindelige tider. Det er ufatteligt, hvad man glemmer på hundrede år!’
H: ’Jeg håber, der er godt i den verden, der er Danmark, og at der findes gode mennesker. For hvem skal ellers lære dig at mindes det glemte?’
M: ’Jeg tror, der er gode mennesker. Jeg ser en svag aftegning af rare ansigter. De må tage sig af mig: Lære mig at tale, iklæde mig tøj og fortælle mig, hvordan jeg skal opføre mig.’
H: ’Forhåbentlig bliver aftegningen af rare mennesker trukket op med klar streg. For du overlever aldrig uden sprog, klæder og god opførsel.’
M: ’Som du bekymrer dig! Det er jo trods alt mig og ikke dig, der skal tilbage til en ukendt verden. Lad mig om bekymringen, selv om den af uforklarlige årsager ikke ligger mig tungt på sinde.’
H: ’Måske genkender de dig ikke?’
M: ’Jeg er fuld af forhåbning. Jeg har ladet mig fortælle, at menneskene i Danmark husker mit navn. De har vist ikke mærket de hundrede år. De tror, der kun er gået hundrede dage.’
H: ’Må jeg ønske dig lykke til på din rejse! Og må vore veje krydses igen på et senere tidspunkt. Vi kunne jo sige om hundrede år?’
M: ’Ja, på gensyn om hundrede år. Eller hundrede dage, det er jo det samme for menneskene i Danmark. Og lad mig nu lukke kufferten og drage af sted. Rejsen foran mig er lang.’
H: ’Undskyld, har du ikke været her i hundrede år?’
M: ’Jo, det lyder rigtigt. Hundrede år, sådan cirka.’
H: ’Jeg hører, du snart skal forlade dette sted og tilbage til din verden. Kalder du den Danmark?’
M: ’Danmark er den verden, jeg kommer fra. Men lad mig fortælle dig: Jeg kender ikke den verden længere, for jeg har ikke været der i umindelige tider. Det er ufatteligt, hvad man glemmer på hundrede år!’
H: ’Jeg håber, der er godt i den verden, der er Danmark, og at der findes gode mennesker. For hvem skal ellers lære dig at mindes det glemte?’
M: ’Jeg tror, der er gode mennesker. Jeg ser en svag aftegning af rare ansigter. De må tage sig af mig: Lære mig at tale, iklæde mig tøj og fortælle mig, hvordan jeg skal opføre mig.’
H: ’Forhåbentlig bliver aftegningen af rare mennesker trukket op med klar streg. For du overlever aldrig uden sprog, klæder og god opførsel.’
M: ’Som du bekymrer dig! Det er jo trods alt mig og ikke dig, der skal tilbage til en ukendt verden. Lad mig om bekymringen, selv om den af uforklarlige årsager ikke ligger mig tungt på sinde.’
H: ’Måske genkender de dig ikke?’
M: ’Jeg er fuld af forhåbning. Jeg har ladet mig fortælle, at menneskene i Danmark husker mit navn. De har vist ikke mærket de hundrede år. De tror, der kun er gået hundrede dage.’
H: ’Må jeg ønske dig lykke til på din rejse! Og må vore veje krydses igen på et senere tidspunkt. Vi kunne jo sige om hundrede år?’
M: ’Ja, på gensyn om hundrede år. Eller hundrede dage, det er jo det samme for menneskene i Danmark. Og lad mig nu lukke kufferten og drage af sted. Rejsen foran mig er lang.’
onsdag den 19. januar 2011
Savnet
Nu savner jeg, savner jeg, savner jeg.
Fordi jeg er træt i dag, og fordi jeg ved, det snart er tid at vende hjem.
Så begynder savnet, det savn, der kan mærkes, og som er forbundet med mennesker, mere end noget andet.
Det var aldrig helt fraværende, men nu i dette øjeblik, som de alle taler om, jeg skal være i, er savnet det eneste, jeg mærker.
Selvfølgelig vil savnet forsvinde i det næste øjeblik, og selvfølgelig vil savnet komme tilbage i det tredje øjeblik. Alt det ved jeg.
Alligevel kan savnet, der i sit væsen vidner om noget godt, i det øjeblik, det står på, være svært at bære.
Fordi jeg er træt i dag, og fordi jeg ved, det snart er tid at vende hjem.
Så begynder savnet, det savn, der kan mærkes, og som er forbundet med mennesker, mere end noget andet.
Det var aldrig helt fraværende, men nu i dette øjeblik, som de alle taler om, jeg skal være i, er savnet det eneste, jeg mærker.
Selvfølgelig vil savnet forsvinde i det næste øjeblik, og selvfølgelig vil savnet komme tilbage i det tredje øjeblik. Alt det ved jeg.
Alligevel kan savnet, der i sit væsen vidner om noget godt, i det øjeblik, det står på, være svært at bære.
Fregner på næsen
De kigger på mig og snakker om mig. For hvem er hun, den hvide kvinde med fregner, der bærer indisk tøj og gulvsmykker? De undrer sig over kvinden. Og det samme gør jeg. For hændte det, at der skete en forvandling i det indre, blev jeg i grunden en anden, da jeg dag efter dag iklædte mig Indien og ændrede mit ydre?
Næppe. Gennem metaller og stoffer er jeg unægteligt den samme. Fregnerne på næsen kommer stadig frem, når solen skinner. Jeg bliver stadig himmellykkelig over glæder og bundulykkelig over grusomheder. Jeg er, som jeg var.
Og dog. JP og Nico siger ting. Mennesker siger ting. Når jeg tager på arbejde om morgenen og går gennem Tiruvannamalai, sker der ting. Jeg er jo et menneske, som mennesker er flest. Jeg både ser og lytter. Så mon ikke der er to nye fregner på næsen, når jeg kommer hjem?
Næppe. Gennem metaller og stoffer er jeg unægteligt den samme. Fregnerne på næsen kommer stadig frem, når solen skinner. Jeg bliver stadig himmellykkelig over glæder og bundulykkelig over grusomheder. Jeg er, som jeg var.
Og dog. JP og Nico siger ting. Mennesker siger ting. Når jeg tager på arbejde om morgenen og går gennem Tiruvannamalai, sker der ting. Jeg er jo et menneske, som mennesker er flest. Jeg både ser og lytter. Så mon ikke der er to nye fregner på næsen, når jeg kommer hjem?
søndag den 16. januar 2011
Hverdag
Der var hverken vand, da jeg gik i seng, eller da jeg stod op. Mine tæer er beskidte, og mit tøj trænger til vask. Vandhanen undte mig fem dråber, og så lukkede den i som en østers. Det er januar måned, og der er water-cut mellem kl. 8 og 9. Hver dag. Jeg glemmer næsten at blive irriteret, for jeg ved det jo godt, water-cuttet, og jeg ryster på hovedet over min egen forglemmelse.
Jeg forlader ’The Nest’, hvor jeg bor, og en richshawchauffør råber efter mig: ’Quo Vadis?’ Han ved, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen. Vi har taget turen sammen mange gange før. Jeg hilser på ham, men ryster på hovedet. I dag går jeg. Det gør godt at mærke varmen i Tiruvannamalais gader.
Noget af vejen er mudret, for det regnede i nat. Som jeg går, bliver der vinket og smilt og peget. Jeg er stadig et syn, der undrer. Jeg passerer det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg passerer kødbyen, hvor der lugter af ged. Jeg går forbi kaffehjørnet, hvor gamle mænd sidder og sluger kaffe af små glas. På hovedgaden ser jeg kvinden, der sælger de bedste papajaer. Jeg tror, jeg får dem til overpris.
Da jeg kommer til Quo Vadis, er Angela i gang med fejekosten. Hendes tag er raske og taktfaste. Om lidt tegner hun et fint hvidt mønster på fliserne ved indgangen til Quo Vadis. Sådan som hun gør hver morgen. Vagtmanden, der hedder Watchman, løfter hånden i en kejtet hilsen og viser sine skæve tænder i et kvart smil. Niyaz, der er muslim og regnskabsansvarlig, ankommer på sin motorcykel. Shagul gør kaffen klar.
Arbejdsdagen er klar til sin begyndelse. Og så falder begivenhederne i en pæn rækkefølge. Jeg møder mennesker. Jeg lytter. Jeg taler. Jeg skriver. Jeg tænker. Jeg føler. Jeg går. Jeg får varmen. Jeg spiser ris. Jeg håber på vand.
Som det sker med den slags, ændrer blikket sig med tiden. Det blev hverdag, også i Tiruvannamalai, og jeg ser vist ikke så godt længere. Jeg stopper ikke længere op for at betragte det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg ved jo, det er der. Det er på en måde en skam. Og så alligevel ikke. For mit blik ændrede sig, men jeg ser stadig. Og noget af det smukkeste i verden er at se hverdagen et nyt sted.
Jeg forlader ’The Nest’, hvor jeg bor, og en richshawchauffør råber efter mig: ’Quo Vadis?’ Han ved, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen. Vi har taget turen sammen mange gange før. Jeg hilser på ham, men ryster på hovedet. I dag går jeg. Det gør godt at mærke varmen i Tiruvannamalais gader.
Noget af vejen er mudret, for det regnede i nat. Som jeg går, bliver der vinket og smilt og peget. Jeg er stadig et syn, der undrer. Jeg passerer det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg passerer kødbyen, hvor der lugter af ged. Jeg går forbi kaffehjørnet, hvor gamle mænd sidder og sluger kaffe af små glas. På hovedgaden ser jeg kvinden, der sælger de bedste papajaer. Jeg tror, jeg får dem til overpris.
Da jeg kommer til Quo Vadis, er Angela i gang med fejekosten. Hendes tag er raske og taktfaste. Om lidt tegner hun et fint hvidt mønster på fliserne ved indgangen til Quo Vadis. Sådan som hun gør hver morgen. Vagtmanden, der hedder Watchman, løfter hånden i en kejtet hilsen og viser sine skæve tænder i et kvart smil. Niyaz, der er muslim og regnskabsansvarlig, ankommer på sin motorcykel. Shagul gør kaffen klar.
Arbejdsdagen er klar til sin begyndelse. Og så falder begivenhederne i en pæn rækkefølge. Jeg møder mennesker. Jeg lytter. Jeg taler. Jeg skriver. Jeg tænker. Jeg føler. Jeg går. Jeg får varmen. Jeg spiser ris. Jeg håber på vand.
Som det sker med den slags, ændrer blikket sig med tiden. Det blev hverdag, også i Tiruvannamalai, og jeg ser vist ikke så godt længere. Jeg stopper ikke længere op for at betragte det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg ved jo, det er der. Det er på en måde en skam. Og så alligevel ikke. For mit blik ændrede sig, men jeg ser stadig. Og noget af det smukkeste i verden er at se hverdagen et nyt sted.
lørdag den 15. januar 2011
Kvinden
Jeg møder en kvinde.
’Har du set fattigdommen?,’ spørger hun.
Nogle spørgsmål er det unødvendigt at svare på. Selvfølgelig har jeg set fattigdommen. Det ved vi begge to.
Kvinden spørger igen: ’Har du set tiggerne, når de rækker deres hænder frem? Har du set det?’
Jeg hørte hendes spørgsmål første gang. Gentagelsen er unødvendig.
Hun fortsætter: ’Hvad nu hvis det i virkeligheden er fattigdommen i dig selv, du ser? Har du tænkt, at det kan være fattigdommen i dig selv, du føder, hver gang du giver en tigger penge til mad? Har du tænkt over det?’
Samtalen er lige begyndt, og pludselig blev den nødvendig. Fra andet til tredje spørgsmål gik den fra unødvendighed til nødvendighed. Den slags sker.
Kvinden taler videre: ’Jeg kan fortælle dig. Når du ser det sådan, møder du fattigdommen på en anden måde. Du ser anderledes på den hånd, tiggeren rækker frem.’
Jeg tænker over nødvendigheden i det, kvinden siger.
Kvinden fortsætter: ’Det er jo ikke en fattigdom, der ligger derude. Det er fattigdommen i dig selv. Den ydre realitet findes ikke. Hvad du ser, vedrører din indre virkelighed.’
Kvinden har talt. Jeg har hørt, hvad hun har sagt, men jeg har stadig ikke svaret. Jeg ved, at et svar er nødvendigt, for ordene, hun taler, omhandler væsentlige ting.
’Kære kvinde. Hvordan kan jeg give dig ret? Jeg ser verden. Jeg ser mennesker i verden, der går ind og ud mellem hinanden. De har øje for hinanden, og de handler overfor hinanden. Det kan siges at være påkrævet, handlingen, næsten som en fordring.’
Kvinden lytter. Uden indvending lader hun mig fortsætte.
’Kære kvinde. Du må gerne aflyse den ydre verden, men jeg vil gerne beholde den. Lad mig beholde den! Sammen med den indre virkelighed ønsker jeg den ydre virkelighed. Selv tiggerne, der rækker, deres hænder frem, vil jeg gerne beholde. Ser du da ikke, det er kød og blod?’
Kvinden lytter stadig. Hun har talt, og jeg har talt. Vi har begge talt, endda om nødvendigheder, og vi ved begge, vi er uenige. Det hænder, at to mennesker bliver uenige om væsentligheder. Det sker vist hver dag.
Uenigheden er nu ingen skam. For kvinden ved, hvem hun er, og hun rummer mig, som den anden. Jeg forsøger det samme. Og i den samtale, der omhandler nødvendige ting, kan dét være den største nødvendighed af alle.
’Har du set fattigdommen?,’ spørger hun.
Nogle spørgsmål er det unødvendigt at svare på. Selvfølgelig har jeg set fattigdommen. Det ved vi begge to.
Kvinden spørger igen: ’Har du set tiggerne, når de rækker deres hænder frem? Har du set det?’
Jeg hørte hendes spørgsmål første gang. Gentagelsen er unødvendig.
Hun fortsætter: ’Hvad nu hvis det i virkeligheden er fattigdommen i dig selv, du ser? Har du tænkt, at det kan være fattigdommen i dig selv, du føder, hver gang du giver en tigger penge til mad? Har du tænkt over det?’
Samtalen er lige begyndt, og pludselig blev den nødvendig. Fra andet til tredje spørgsmål gik den fra unødvendighed til nødvendighed. Den slags sker.
Kvinden taler videre: ’Jeg kan fortælle dig. Når du ser det sådan, møder du fattigdommen på en anden måde. Du ser anderledes på den hånd, tiggeren rækker frem.’
Jeg tænker over nødvendigheden i det, kvinden siger.
Kvinden fortsætter: ’Det er jo ikke en fattigdom, der ligger derude. Det er fattigdommen i dig selv. Den ydre realitet findes ikke. Hvad du ser, vedrører din indre virkelighed.’
Kvinden har talt. Jeg har hørt, hvad hun har sagt, men jeg har stadig ikke svaret. Jeg ved, at et svar er nødvendigt, for ordene, hun taler, omhandler væsentlige ting.
’Kære kvinde. Hvordan kan jeg give dig ret? Jeg ser verden. Jeg ser mennesker i verden, der går ind og ud mellem hinanden. De har øje for hinanden, og de handler overfor hinanden. Det kan siges at være påkrævet, handlingen, næsten som en fordring.’
Kvinden lytter. Uden indvending lader hun mig fortsætte.
’Kære kvinde. Du må gerne aflyse den ydre verden, men jeg vil gerne beholde den. Lad mig beholde den! Sammen med den indre virkelighed ønsker jeg den ydre virkelighed. Selv tiggerne, der rækker, deres hænder frem, vil jeg gerne beholde. Ser du da ikke, det er kød og blod?’
Kvinden lytter stadig. Hun har talt, og jeg har talt. Vi har begge talt, endda om nødvendigheder, og vi ved begge, vi er uenige. Det hænder, at to mennesker bliver uenige om væsentligheder. Det sker vist hver dag.
Uenigheden er nu ingen skam. For kvinden ved, hvem hun er, og hun rummer mig, som den anden. Jeg forsøger det samme. Og i den samtale, der omhandler nødvendige ting, kan dét være den største nødvendighed af alle.
Abonner på:
Opslag (Atom)