Farvel og tak

Nu er mit Indiens-eventyr slut for denne gang. Dermed er det også slutningen på min Indiens-blog.

Jeg har skrevet mange ord, og selv om alle ord har en værdi, vil jeg gerne slutte af med det ene ord, der for mig hører til blandt de vigtigste. Tak.

Tak til min familie, fordi de altid lader mig rejse.
Tak til mine venner, fordi de altid er der, når jeg vender hjem igen.
Tak til alle jer, der har fulgt bloggen. Måske nye eventyr bringer os sammen igen.

Gentagelsens afslutning

Andre har været her før mig. Andre vil komme efter. De har set det samme, fortalt det samme. Alt jeg gør er blot en gentagelse. Alligevel vover jeg forsøget og fortæller det hele igen.

Selv gentagelser har en start, et midtpunkt og en afslutning. Vi har nået afslutningen.

Tilbage til den verden, jeg ikke kendte

Hun kigger på mig.

H: ’Undskyld, har du ikke været her i hundrede år?’

M: ’Jo, det lyder rigtigt. Hundrede år, sådan cirka.’

H: ’Jeg hører, du snart skal forlade dette sted og tilbage til din verden. Kalder du den Danmark?’

M: ’Danmark er den verden, jeg kommer fra. Men lad mig fortælle dig: Jeg kender ikke den verden længere, for jeg har ikke været der i umindelige tider. Det er ufatteligt, hvad man glemmer på hundrede år!’

H: ’Jeg håber, der er godt i den verden, der er Danmark, og at der findes gode mennesker. For hvem skal ellers lære dig at mindes det glemte?’

M: ’Jeg tror, der er gode mennesker. Jeg ser en svag aftegning af rare ansigter. De må tage sig af mig: Lære mig at tale, iklæde mig tøj og fortælle mig, hvordan jeg skal opføre mig.’

H: ’Forhåbentlig bliver aftegningen af rare mennesker trukket op med klar streg. For du overlever aldrig uden sprog, klæder og god opførsel.’

M: ’Som du bekymrer dig! Det er jo trods alt mig og ikke dig, der skal tilbage til en ukendt verden. Lad mig om bekymringen, selv om den af uforklarlige årsager ikke ligger mig tungt på sinde.’

H: ’Måske genkender de dig ikke?’

M: ’Jeg er fuld af forhåbning. Jeg har ladet mig fortælle, at menneskene i Danmark husker mit navn. De har vist ikke mærket de hundrede år. De tror, der kun er gået hundrede dage.’

H: ’Må jeg ønske dig lykke til på din rejse! Og må vore veje krydses igen på et senere tidspunkt. Vi kunne jo sige om hundrede år?’

M: ’Ja, på gensyn om hundrede år. Eller hundrede dage, det er jo det samme for menneskene i Danmark. Og lad mig nu lukke kufferten og drage af sted. Rejsen foran mig er lang.’

Savnet

Nu savner jeg, savner jeg, savner jeg.

Fordi jeg er træt i dag, og fordi jeg ved, det snart er tid at vende hjem.

Så begynder savnet, det savn, der kan mærkes, og som er forbundet med mennesker, mere end noget andet.

Det var aldrig helt fraværende, men nu i dette øjeblik, som de alle taler om, jeg skal være i, er savnet det eneste, jeg mærker.

Selvfølgelig vil savnet forsvinde i det næste øjeblik, og selvfølgelig vil savnet komme tilbage i det tredje øjeblik. Alt det ved jeg.

Alligevel kan savnet, der i sit væsen vidner om noget godt, i det øjeblik, det står på, være svært at bære.

Fregner på næsen

De kigger på mig og snakker om mig. For hvem er hun, den hvide kvinde med fregner, der bærer indisk tøj og gulvsmykker? De undrer sig over kvinden. Og det samme gør jeg. For hændte det, at der skete en forvandling i det indre, blev jeg i grunden en anden, da jeg dag efter dag iklædte mig Indien og ændrede mit ydre?

Næppe. Gennem metaller og stoffer er jeg unægteligt den samme. Fregnerne på næsen kommer stadig frem, når solen skinner. Jeg bliver stadig himmellykkelig over glæder og bundulykkelig over grusomheder. Jeg er, som jeg var.

Og dog. JP og Nico siger ting. Mennesker siger ting. Når jeg tager på arbejde om morgenen og går gennem Tiruvannamalai, sker der ting. Jeg er jo et menneske, som mennesker er flest. Jeg både ser og lytter. Så mon ikke der er to nye fregner på næsen, når jeg kommer hjem?

Hverdag

Der var hverken vand, da jeg gik i seng, eller da jeg stod op. Mine tæer er beskidte, og mit tøj trænger til vask. Vandhanen undte mig fem dråber, og så lukkede den i som en østers. Det er januar måned, og der er water-cut mellem kl. 8 og 9. Hver dag. Jeg glemmer næsten at blive irriteret, for jeg ved det jo godt, water-cuttet, og jeg ryster på hovedet over min egen forglemmelse.

Jeg forlader ’The Nest’, hvor jeg bor, og en richshawchauffør råber efter mig: ’Quo Vadis?’ Han ved, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen. Vi har taget turen sammen mange gange før. Jeg hilser på ham, men ryster på hovedet. I dag går jeg. Det gør godt at mærke varmen i Tiruvannamalais gader.

Noget af vejen er mudret, for det regnede i nat. Som jeg går, bliver der vinket og smilt og peget. Jeg er stadig et syn, der undrer. Jeg passerer det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg passerer kødbyen, hvor der lugter af ged. Jeg går forbi kaffehjørnet, hvor gamle mænd sidder og sluger kaffe af små glas. På hovedgaden ser jeg kvinden, der sælger de bedste papajaer. Jeg tror, jeg får dem til overpris.

Da jeg kommer til Quo Vadis, er Angela i gang med fejekosten. Hendes tag er raske og taktfaste. Om lidt tegner hun et fint hvidt mønster på fliserne ved indgangen til Quo Vadis. Sådan som hun gør hver morgen. Vagtmanden, der hedder Watchman, løfter hånden i en kejtet hilsen og viser sine skæve tænder i et kvart smil. Niyaz, der er muslim og regnskabsansvarlig, ankommer på sin motorcykel. Shagul gør kaffen klar.

Arbejdsdagen er klar til sin begyndelse. Og så falder begivenhederne i en pæn rækkefølge. Jeg møder mennesker. Jeg lytter. Jeg taler. Jeg skriver. Jeg tænker. Jeg føler. Jeg går. Jeg får varmen. Jeg spiser ris. Jeg håber på vand.

Som det sker med den slags, ændrer blikket sig med tiden. Det blev hverdag, også i Tiruvannamalai, og jeg ser vist ikke så godt længere. Jeg stopper ikke længere op for at betragte det turkise hus, der ligger midt i Tiruvannamalais slum og lyser op. Jeg ved jo, det er der. Det er på en måde en skam. Og så alligevel ikke. For mit blik ændrede sig, men jeg ser stadig. Og noget af det smukkeste i verden er at se hverdagen et nyt sted.

Kvinden

Jeg møder en kvinde.

’Har du set fattigdommen?,’ spørger hun.

Nogle spørgsmål er det unødvendigt at svare på. Selvfølgelig har jeg set fattigdommen. Det ved vi begge to.

Kvinden spørger igen: ’Har du set tiggerne, når de rækker deres hænder frem? Har du set det?’

Jeg hørte hendes spørgsmål første gang. Gentagelsen er unødvendig.

Hun fortsætter: ’Hvad nu hvis det i virkeligheden er fattigdommen i dig selv, du ser? Har du tænkt, at det kan være fattigdommen i dig selv, du føder, hver gang du giver en tigger penge til mad? Har du tænkt over det?’

Samtalen er lige begyndt, og pludselig blev den nødvendig. Fra andet til tredje spørgsmål gik den fra unødvendighed til nødvendighed. Den slags sker.

Kvinden taler videre: ’Jeg kan fortælle dig. Når du ser det sådan, møder du fattigdommen på en anden måde. Du ser anderledes på den hånd, tiggeren rækker frem.’

Jeg tænker over nødvendigheden i det, kvinden siger.

Kvinden fortsætter: ’Det er jo ikke en fattigdom, der ligger derude. Det er fattigdommen i dig selv. Den ydre realitet findes ikke. Hvad du ser, vedrører din indre virkelighed.’

Kvinden har talt. Jeg har hørt, hvad hun har sagt, men jeg har stadig ikke svaret. Jeg ved, at et svar er nødvendigt, for ordene, hun taler, omhandler væsentlige ting.

’Kære kvinde. Hvordan kan jeg give dig ret? Jeg ser verden. Jeg ser mennesker i verden, der går ind og ud mellem hinanden. De har øje for hinanden, og de handler overfor hinanden. Det kan siges at være påkrævet, handlingen, næsten som en fordring.’

Kvinden lytter. Uden indvending lader hun mig fortsætte.

’Kære kvinde. Du må gerne aflyse den ydre verden, men jeg vil gerne beholde den. Lad mig beholde den! Sammen med den indre virkelighed ønsker jeg den ydre virkelighed. Selv tiggerne, der rækker, deres hænder frem, vil jeg gerne beholde. Ser du da ikke, det er kød og blod?’

Kvinden lytter stadig. Hun har talt, og jeg har talt. Vi har begge talt, endda om nødvendigheder, og vi ved begge, vi er uenige. Det hænder, at to mennesker bliver uenige om væsentligheder. Det sker vist hver dag.

Uenigheden er nu ingen skam. For kvinden ved, hvem hun er, og hun rummer mig, som den anden. Jeg forsøger det samme. Og i den samtale, der omhandler nødvendige ting, kan dét være den største nødvendighed af alle.

Landet, hvor ingen sagde nej

Der var engang et land. Det var et stort land, og mange mennesker boede der. Pæne var de. Kvinderne bar guld og farver, og mændene bar spraglede lagner om livet. De havde det godt, og de talte deres eget sprog. Som med andre sprog, var det kun menneskene i det store land, der forstod det.

De havde mange ord. Men ét ord havde de aldrig lært. Menneskene i det store land havde aldrig lært at sige nej. De kendte det måske, nej’et, men ingen sagde det højt.

Når en fremmed begik den uskik at sige det forbudte ord højt, tillod stilheden alle at høre, at balancen knækkede. ’Knæk’, sagde det højt, noget var gået itu. Ingen talte om nej’et eller knækket, for alle havde travlt med at feje det ud af huset og ud til det andet skrald. Væk med det nej, det står jo i vejen og blokerer for harmonien. Nu er det vist på tide, vi sender invitationer ud og indbyder balancen som æresgæst.

Den fremmede, som stadig var fremmed, og som intet forstod om landet, hvor ingen sagde nej, mødte en dag sin ven, som var manden fra det store land:

Den fremmede: ’Har du spist?’

Manden fra det store land: ’Ja.’ (Nej, jeg har ikke spist i tre dage).

Den fremmede: ’Jeg indbyder dig til at besøge mig på fredag. Der vil være god mad, og du skal være med omkring mit bord.’

Manden fra det store land: ’På fredag skal jeg besøge min svigermors kusine, men det kan være jeg kommer bagefter.’ (Nej, jeg kan ikke komme).

Den fremmede: ’Det glæder mig! Kom klokken 18.’

Manden fra det store land: ’Jeg ejer intet ur, så jeg kommer måske for sent.’ (Jeg kan stadig ikke komme).

Den fremmede: ’Det lyder godt. Jeg glæder mig til at se dig!’

Manden fra det store land: ’Men kære ven, kom da og besøg mig i morgen! Det er onsdag, det er en fin dag.’

Den fremmede: ’Nej, jeg kan ikke.’

Manden fra det store land: ’Så send din søster.’

Den fremmede: ’Nej, hun er forhindret.’

Manden fra det store land: ’Så send din onkel.’

Den fremmede: ’Nej, han har andre gøremål. Men kære ven, hvorfor lave aftaler for onsdag? Du besøger jo mit hus på fredag!’

Og så skiltedes de to venner. Den fremmede gik den ene vej, og manden fra det store land gik den anden vej. Den fremmede tog nej’et med sig, for der var ingen andre, der ville have det. Imens gik manden fra det store land ud med invitationer. Der var vist en æresgæst, der skulle inviteres.

Mødet

Den kristne kom gående fra Nord, og hinduen fra Syd, da de møder hinanden.

’Du menneske fra Syd. Hvem er du?’, spørger den kristne.

’På dit spørgsmål kan jeg give mange svar. Men lad mig svare, som jeg bedst kan. Jeg er guddommelig. For det guddommelige er i mig. Ligesom det guddommelige er i alt andet,’ svarer hinduen. ’Men sig mig, du menneske fra Nord. Hvem er du?’

’Jeg er Guds barn. Gud er min far. Han er mig altid nær. Men jeg selv er ikke guddommelig,’ svarer den kristne.

’Du taler mærkeligt. Jeg ved ikke, om jeg forstår dig,’ siger hinduen.

’Og du ser mærkelig ud. Med din prik i panden. Og når du samler hænderne foran dig i stedet for at folde dem. Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig,’ siger den kristne.’

’Jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi intet ville have at tale om,’ siger hinduen.

’Også jeg ville have spurgt dig, om vi skulle følges ad på rejsen, men jeg ser nu, at vi skal hver vores vej’, svarer den kristne.

Og sådan skilles hinduen og den kristne uden at opdage, at de begge, mennesker som de er, er ét med Det Ene og Det Største og kunne have fulgtes ad på vejen. Side om side.

Who am I?

Når man alligevel står på toppen af Tiruvannamalais hellige bjerg og kigger ned, og når det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, alligevel er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen, kan man lige så godt, ud af de mange spørgsmål der findes, stille sig selv det ene: Hvem er jeg?

I grunden et godt spørgsmål. Hvert år tager tusinder af vesterlændinge til Tiruvannamalai for at finde svaret. De søger hen til det ashram, hvor Ramana Marharshi, guruen og læremestren, som stillede spørgsmålet for år tilbage, levede sammen med sine efterfølgere.

Ramana selv har forladt kroppen, men billedet af hans milde ansigt hænger stadig rundt omkring i Tiruvannamalai. I caféen, rickshawen, supermarkedet, ja alle steder fra smiler han til mig og de mange, der leder efter sig selv. Vesterlændinge, indere og alle de andre ser Ramanas milde ansigt, de går hen til hans ashram, mediterer og chanter og håber en dag at finde svaret på hans spørgsmål.

Jeg ved, de søger, og jeg tror, de finder. Forhåbentlig finder de sig selv. Jeg forstår godt, at de mange kommer her. Havde jeg tabt mig selv, ville jeg nok gøre det samme. For hvor bedre at finde sig selv end i den by, hvor det eneste synlige, midt mellem små sorte prikker og udviskede konturer, er det hellige støv, der flyver rundt i luften, ashramet, der breder sig ud over byens jord, og templet, der tårner sig mod himlen?

Barnet

Jeg drømte om barnet i nat. Barnet havde siddet der noget tid. Alle stod i en rundkreds omkring barnet og talte om den nye kjole, barnet havde på. De bed mærke i den lille tå, der var blevet stødt, og som nu så blå og syg ud. De så ikke det hjerte, der bankede inde i barnet, eller den sol foroven, der fik alting til at lyse. Barnet selv sad stille, fri af bekymring som det var.

Det er tid at løfte blikket.

Manden og blyanten

Manden lægger sidste hånd på blyanten. Hver dag laver han blyanter. Han holder dem og kigger på dem, mens han skaber dem. I hans øjne er hver enkelt blyant fuldendt. Også denne blyant, som han er ved at lægge sidste hånd på, betyder noget særligt for ham.

’Inden jeg gør dig færdig, og inden jeg lægger dig i den lille æske, så du kan komme ud i den store forretning, må jeg fortælle dig noget,’ siger manden til blyanten. ’Du må huske på fire ting.’

’For det første skal du huske, at du er skabt til at være i en hånd. Hænder kan misbruge dig, og hænder kan bruge dig, som du er tiltænkt. Uanset hvad, er du skabt til at være i en hånd, og jeg håber for dig, min fuldendte blyant, at du havner i en hånd, der holder dig godt.’

’For det andet skal du huske, fuldendte blyant, at du vil blive slebet og spidset. En skarp kniv vil skære splinter af dig. Det kan komme til at gøre ondt, men det er nødvendigt, for at du kan blive ved med at udfylde den opgave, du er tiltænkt. Din skrift står kun klart, når du er spidset.’

’Min fuldendte blyant. For det tredje skal du huske, at selv om du er fuldendt i mine øjne, vil du komme til at lave fejl. Men se: I din ene ende har jeg placeret et viskelæder. Fortvivl derfor ikke over fejl, for viskelæderet, som du altid bærer med dig, kan til enhver tid fjerne dine fejltagelser.’

’Og jeg vil sige en sidste ting, du skal huske, fuldendte blyant. Nu er du ny og nydelig, men med tiden vil du miste din form. Hænder vil holde dig, og du vil blive slidt. Hænder vil bruge dig, og du vil blive mindre. Sådan går det med tiden. Men husk, min fuldendte blyant. Dit værd ligger ikke i din ydre form, men i det indre. Det er dit indre, der giver skriften. Så bekymr dig ikke om din form.’

Manden tier, mens han lægger sidste hånd på blyanten. Da den er helt færdig og fuldendt, lægger han den i æsken og lukker låget. Nu hvor manden har fortalt blyanten de fire ting, den skal huske, er det blevet tid til, at den kommer ud i den store forretning. Manden vil nu aldrig glemme blyanten. I hans øjne er den noget helt særligt. Ligesom alle de andre blyanter han har lavet.

Lord Shivas søn

Engang for mange, mange år siden var der en gud. Hans navn var Lord Shiva, og han var gud i det hinduistiske Rige mod Øst. Riget talte mange guder, nogle mente 745 millioner, men Lord Shiva var en af de største. Han var Ødelæggeren; guden, der destruerede for at nyt kunne opstå.

En dag sagde Lord Shiva farvel til sin hustru, Parvati, og sin lille søn, Ganesh, for at drage ud i det hinduistiske Rige. Dæmoner og andre onde væsener, der ville skade Riget mod Øst, hærgede overalt. Der herskede uretfærdighed og kaos. Blod fyldte alle hjørner, og mørket sænkede sig langsomt. Lord Shiva, Ødelæggeren, var den eneste, der kunne bekæmpe dæmonerne og de andre onde væsener. Han var nødt til at drage i kamp, så det hinduistiske Rige kunne genopstå, og så menneskene igen kunne trives.

I mange år kæmpede Lord Shiva mod dæmonerne og de andre onde væsener. Han blev såret, men aldrig besejret, og en dag så han til sin store tilfredshed, at han havde sejret. Blodet var væk, menneskene trivedes, og solen stod igen op over det hinduistiske Rige mod Øst.

Lord Shiva havde længe været væk hjemmefra. I mange år havde han kun set sin familie i savnet om dagen og i drømmene om natten. Nu var det tid at vende hjem. Rygtet var gået, at Lord Shiva havde besejret dæmonerne og de andre onde væsener. Hans hustru, den yndige Parvati, gjorde sig klar. Hun smurte sig ind i duftende olier og satte blomster i håret, mens hun nynnede og glædede sig til at blive genforenet med sin mand.

Da Lord Shiva endelig stod ved sit hjem efter en lang rejse, var det blevet nat. Han bankede på døren, så hans hustru og lille søn kunne vide, at han var hjemme. En høj og stærk mand åbnede døren. Lord Shiva, der troede, det var hans hustrus elsker, løftede det sværd, der havde nedkæmpet dæmoner og andre onde væsener, og kappede hovedet af den høje, stærke mand. Med ét rent hug.

Den høje, stærke mand faldt tungt til gulvet, og hovedet trillede ved siden af. Lord Shiva bøjede sig ned over manden. I nattens dunkle skær indså han til sin skræk, at han havde hugget hovedet af sin egen søn. Det var hans lille dreng, Ganesh, der var blevet en høj og stærk mand. Det var hans søn, der havde åbnet døren for sin længe savnede far. Og nu havde han, Lord Shiva, kappet hovedet af ham.

Lord Shiva hørte sin hustrus yndige trin på trappen. Hun var på vej ned for at tage imod sin mand med varme kys. Hvilken sorg og ulykke ville ikke fylde hende, når hun så, at han havde hugget hovedet af deres søn! Han måtte gøre det godt igen. I al hast løb Lord Shiva væk fra huset. Han kom forbi en elefant, løftede endnu engang sit sværd og huggede elefantens hoved af. Elefanthovedet tog han under armen og bragte med hjem. I al hast.

Da han kom tilbage til hjemmet, kunne han stadig høre sin hustrus yndige trin på trappen. Han fandt sin søn, som han havde efterladt ham: Liggende på gulvet med kroppen og hovedet for sig. Lord Shiva bøjede sig ned, og med raske tag satte han elefanthovedet for enden af sønnens krop. Ganesh kom langsomt til bevidsthed og rejste sig op; som en høj og stærk mand med elefanthoved.

Hjemmet, der skulle have været fyldt af gensynsglæde, blev pludseligt stille. Lord Shiva, der var ulykkelig over sin ugerning, sagde ikke et ord. Parvati, der var kommet ned ad trappen, og som var chokeret over, hvad hun så, sagde ikke et ord. Ganesh, der var ked af sit nye hoved, sagde ikke et ord.

Men Lord Shiva, én af de største guder i det hinduistiske Rige mod Øst, ville rette op på sin ugerning. Som trøst gav han sin søn magt over alle ulykker og forhindringer. Dén magt fik Ganesh, og fra da af ville mennesker med problemer og udfordringer vende sig til ham i tilbedelse. De ville komme til ham og bede om hjælp til at fjerne forhindringer. Og som tiden gik, blev Lord Shivas søn, manden med elefanthovedet, som de kaldte Ganesh, en stor gud i det hinduistiske Rige mod Øst.

(Fri fortolkning af fortællingen om Ganesh).

Den tavse guru

Det er tirsdag, klokken er 10, og det hele varer et kvarter. Fra hun kommer ind i rummet, til hun går igen. Hun er en lille indisk dame, indhyllet i en falmet orange sari.

Sri Siva Shakthi er en kvindelig guru. Hun har ikke sagt et ord i 13 år. Hun lever i Tiruvannamalai, og vesterlændinge kommer langvejs fra for at være i hendes nærhed. De kommer ikke for at høre hende tale, hun er jo en tavs guru. De kommer for at mærke hendes åndelige tilstedeværelse.

Siva Shakthi sidder på en stol midt i rummet. Hænderne ligger foldet i skødet, og hun kigger på de fremmødte. Jeg sidder sammen med halvtreds andre på fletmåtter på gulvet. Alle er vendt mod hende. Alle sidder roligt og fredfyldt. De fleste har lukkede øjne.

Udenfor rummet er der lyd. Hunden gør. Rickshawen kører og dytter i vejsvinget. Manden og kvinden snakker i baggården. Hammeren slår ved nabohuset. Vandet løber fra en hane. I rummet er alt stille. Siva Shakthi er mest stille af dem alle. Hun rejser sig lydløst fra stolen og går en lydløs runde.

Seks indere kommer ti minutter for sent. Nu har de kun fem minutter med Siva Shakthi. De lister sig ind og sætter sig. De er det eneste indiske islæt. Bortset fra Siva Shakthi selv. Ellers er der kun mig og de andre vesterlændinge. En kvinde sidder i rummets ene hjørne. Tårer løber ned ad hendes kinder. Den tavse guru har tydeligvis rørt hende.

Det tager et kvarter, fra Siva Shakthi kommer, til hun går. Det samme skete i går, og det samme vil ske i morgen. Hun laver ikke de store ændringer i programmet; hun er til at regne med. Det samme er vesterlændingene. De kommer dag efter dag for at være med den tavse guru. Og de får, hvad de søger. Åndelig tilstedeværelse. Fra 10.00 til 10.15.

Den katolske munk

Der var engang en munk. Eller faktisk var der en tid, før han blev munk. Dengang var han en ung mand. Vel sagtens ganske almindelig. Han boede i USA, havde kærester og læste antropologi og sprog på universitetet. Ligesom andre unge mennesker.

Han læste og læste og tog endda til Danmark for at studere det danske folk, lære deres sprog og læse Kirkegaard på Købmagergade. Han drømte om en stor karriere som professor.

En dag rejste han til Guatemala. Han ville leve med folket og studere folket. Men folket kom ham nær på en måde, der gik ud over studiet. De greb ind i hans væsen. De rørte hans inderste. Bevægede ham. Og han stod overvældet tilbage. For han havde set folkets tro. Deres rene tro.

Han havde set det, han skulle. Tilbage var valget. Han droppede antropologien og sproget. For at vælge at blive munk. I dag lever han i et ashram i Indien. Det har han gjort i ti år. Han er næsten kronraget, tynd og med blå øjne. Og han har aldrig fortrudt, at han valgte karrieren som professor fra.

For hvad havde det at sige, efter han havde mødt folket i Guatemala?

Drøm mellem fredag og lørdag

M: ’Hører jeg lyden af en vaskemaskine, eller er det stjernekastere, der knitrer?’

S: ’Politiet er udenfor. Kvinderne er der også. De står i rækker med ens tøj. Nogen har målt efter med en lineal.’

M: ’Ankom de i bussen? Klodsen, der blokerer vejen og skjuler himlen?’

S: ’Jeg har købt æbler. Giv dem det største og smukkeste. Og vask deres tøj.’

M: ’Nag mig ikke nu. Jeg er forfængelig, og det holder jeg fast i. Mine øjne er små og undseelige. Hvorfor har ingen tegnet dem op?’

S: ’Ånderne svæver over det hele. De bevæger sig ind og ud af mørket.’

M: ’Jeg så en guru på grænsen og en rotte på sengekanten.’

S: ’Tiden er vist løbet os i møde. Der bliver hvisket oppefra og nedefra og i krogene.’

M: ’Nu bliver der banket på døren med tunge slag. Det må være den nye begyndelse. Hvorfor er der ingen, der lukker den ind?’

S: ’Tal ikke højt om tiden, når alle andre hvisker. Og lad stjernekasterne knitre i fred.’

M: ’Du taler, som om du tror, det tjener alle bedst. Jeg vil ikke plage dig. Kald mig fremover ved nye navne, og jeg skal slukke vaskemaskinen. Hører du ikke, som den tromler løs?’

S: ’Vær stille og tegn dine øjne op. Jeg taler med guruen og rotten og den nye begyndelse. Giv mig ro til et kvarter i evighed. Cirka.’