Tak, tavshed

Lukkede øjne. Foldede hænder. Vi er i kloster, indisk kloster. Og mellem palmerne, himlen og munkene er der ganske stille.

Munkene har glimt i øjet og fred i hjertet. Jeg møder dem og kommer til at holde af dem. Mødte du dem også, ville du vide, at det var svært andet. De er søde (på den allermest vidunderlige måde) og stille (på den allermest utrolige måde). De er stille, når de går under den kolde bruser kl. 5 om morgenen. De er stille, når de spiser af bliktallerkener på en række ved siden af hinanden. De er stille, når de træder ind og sætter sig på kapellets gulv.

På stilheden står de fast. Kun i dagens små pauser bliver der sagt forsigtige ord. Og kun når der er messe eller undervisning ved Broder Martin, bliver der sagt mange ord. Ellers er de i stilhed. Det er vist det, de er kaldet til, munkene?

I tre dage går jeg sammen med dem. Faktisk kan jeg godt lide stilheden, og selv at være tavs. Jeg har hørt mig selv tale. Og nogle gange er der ganske enkelt for mange ord. Jeg råder jo kun over et vist antal, og tit gentager jeg de samme. Igen, igen, igen. Så bliver ordene kedelige at høre på. På en dårlig dag kan de sætninger, ordene bringer frem, endda blive usande og ligegyldige. Eller det der er tæt ved. Så er det bedre med tavshed.

Tænk at det skal komme fra mig, der elsker ord! Jeg elsker jo sprogets magi. Jeg ved, at sproget kan vidunderlige ting! Det kan binde mennesker sammen, og det kan fortælle om det største og det mindste i verden. Kun sproget kan råbe højt til et palmetræ! Sproget er vel, som så meget andet, en gave, der skal værnes om?

Ja, sproget er en gave. Alligevel hænder det, at det alleregentligste og det allervigtigste, ligger bag ved ordene. At ordene, de kære små, kun står i vejen. Da er det, at ordene må stille sig ydmygt tilbage og lade tavsheden komme frem. De må give plads til dét, der ikke kan siges højt. Dét i livet, der ikke kan tales om. Dét, som kun tavsheden kan udtrykke. Det uudsigelige.

Jeg kan lide klosterlivet. Jeg kan lide stilheden og tavsheden. Tanken har strejfet mig, at jeg kunne blive en god nonne. I hvert fald i tre dage. For så får jeg igen lyst til at bryde ud af stilheden, danse under himlen og råbe højt til et palmetræ.

Og hvad ville livet være, om ikke begge dele fandtes! Hvad havde vi gjort uden dem, der råber til palmetræerne? Og hvad havde vi gjort uden dem, der er stille, når de sætter sig på kapellets gulv? Tak for sproget. Tak for stilheden. Hvilken glæde, at begge dele findes!

Et juleeventyr

Jeg har altid troet, man fejrede jul hele livet. År efter år. Så tog jeg til Indien. Og kom i tvivl.

I mit liv, igennem årene, har jeg altid holdt juleaften med mor og far, de mange søskende og den store familie. Altid først i kirken med barnet i Betlehem, Guds velsignelse og ønsker om en ’glædelig jul!’. Og altid bagefter med flæskesteg, juletræ, konfekt – og julemanden, der måske kommer.

I år blev det juletid igen, men jeg var ikke hjemme hos mor og far og den store familie. Jeg var i den hellige by, Tiruvannamalai. Jeg kiggede på min nabo, hinduen. Han fejrer mange højtider i årets løb, men juleaften springer han over. Jeg blev præget og glemte nær, hvem jeg var, og at julen var ved at komme.

Min forglemmelse kan forklares. Min nabo, hinduen, havde ikke hængt kæmpehjerter på snor hen over Strøgets brostensgader. For Strøget var der ikke, og hjerterne fandtes ikke i den størrelse. Min nabo, hinduen, var ikke gået i køkkenet og havde bagt julekager. For ovnen duede ikke, og det lød fra nær og fjern, at den ikke kunne repareres. Min nabo, hinduen, sang ingen sange om den Glade Jul, den Dejlige Jul. For han kendte ikke teksten, og salmebogen var faldet ned bag reolen.

Og så vågnede jeg alligevel. Det var julemorgen. Nogen havde vist flettet julehjerter i nattens mulm og mørke. Hang de ikke dér på den hvide væg? Og der var en lyd. Som fra en sang, der handlede om den Dejlige Jord, den Prægtige Himmel, hvis man lyttede efter. Og hvilken duft! Var nogen alligevel gået i køkkenet, havde rullet brunkagedejen og tændt ovnen, som ikke virkede?

Sandt var det. Volontører fra det danske land var sendt til Tiruvannamalai. De bar julen og det Velsignede Bud med sig. Det var dem, der nynnede og bagte og flettede. Julemorgen kom de til mit værelse og vækkede mig med julesang. Som de få kristne blandt de mange hinduer, minoriteten blandt majoriteten, insisterede de på julevarme og himmelsk fred.

Vi tog over til Nico og Anna, hvor juleaften skulle holdes. Dagen lang pillede vi kartofler, smuttede mandler, lavede konfekt (jeg tog kun ét stykke!), fandt juletræet frem, satte julestjernen op, hørte So This Is Christmas, drak glögg, flettede hjerter, fandt salmebogen frem (den var faldet ned bag reolen), tilberedte lammet, kiggede til anden, rørte i sovsen, dækkede bordet, tændte lysene. Da aftenen kom, spiste vi al maden (eller det meste), spillede spillene, dansede omkring juletræet, sang salmerne, pakkede gaverne op (og blev glade), så Disney’s juleshow og ringede hjem (og ønskede glædelig jul!).

Min hindunabo gik vist tidligt i seng den aften. Han har andre højtider, han skal samle kræfter til. Imens sad jeg sammen med de kristne, minoriteten blandt majoriteten, og fejrede, at freden, den himmelske fred, sænkede sig over de indiske marker.

Det var i sidste øjeblik, men det nåede at komme. Ja, lyset kom! Jeg har set det skinne i Nord. Nu har jeg set det skinne i Syd. Og jeg kan fortælle, hvordan det skinnede. Ja, det skinnede i mørket (jeg så det klart), og mørket greb det ikke (glem det ikke). Og sådan skete det; at det blev juleaften, igen i år!

Shaguls muslimske bryllup

Min ven Shagul blev gift i går. Shagul arbejder som tjener i Quo Vadis’ café. Han er muslim. I går blev han gift.

Personalet fra Quo Vadis var inviteret med, både danskere og indere, hinduer og kristne. Vi var der alle sammen. Mændene havde strøget håret tilbage, og kvinderne havde taget deres flotteste sari på. Det var en rigtig festdag.

Gæsterne mødtes i et stort rum. Der var ingen møbler, men der var kvinder, mænd og børn overalt. Kvinderne sad stille, børnene løb omkring, mændene var omkring Shagul. De iklædte ham en blomsterdragt, som dækkede hans beskedne figur. Shagul, lille Shagul, lignede pludselig en flot muslimsk prins.

Mellem børn og andre mennesker rendte fotografen rundt med sit kamera og sin forlængerledning. Et bryllup er vigtigt, værd at forevige. Og blitzen lyste hele rummet op.

Jeg kiggede efter bruden. Hun var vist ikke kommet endnu. Jeg havde ikke engang fanget hendes navn, men alle vidste, hvem hun var: Shaguls kone. Så forlod Shagul rummet sammen med mændene. De skulle i moskéen og have underskrevet bryllupspagten. Jeg blev tilbage i rummet sammen med kvinderne. Bruden var stadigvæk ikke dukket op.

I mændenes fravær, hvor børnene løb mere rundt, og kvinderne sad endnu mere stille, ankom bruden pludselig. Hun var iført en stor og farverig dragt, der dækkede alt og ansigtet med. Der blev kastet blomster, og kvinderne kom i sving. De vimsede omkring den tildækkede brud og placerede hende i rummets midte.

Heldigvis vendte brudgommen tilbage. Bryllupsritualet i moskéen var overstået, underskrifterne var på papir, og den muslimske brudgom og brud kunne nu mødes. Shagul hviskede ting i sin kones øre. Måske smilede hun inde bag den store og farverige dragt. Nogle sagde, det var et arrangeret kærlighedsbryllup.

Shagul havde fået sin kone, og det skulle fejres med mad. Vi blev bænket ved lange borde, og der blev serveret indisk festmåltid på bananblade. Den slags tager kun et kvarter. Så må man rejse sig og lade det næste hold gæster tage plads og få mad.

Det hele var kaotisk og hurtigt overstået. Nu var det tid at sige farvel. Det var søndag, og min muslimske ven Shagul var blevet gift.

Undskyld

Jeg vil gerne undskylde. Mange dage er gået, og jeg har intet fortalt. Måske oplevede jeg for meget, og der var ingen tid til at fortælle om det. Det var det rigtige af mig at gøre. At opleve. Men derfor vil jeg stadig undskylde.

Jeg må undskylde igen. Jeg har båret mig forkert ad med fortællingen. Jeg taler om begyndelse og midte og afslutning. Den fine opbygning har intet på sig, for der er ting, der hører begyndelsen til, jeg endnu ikke har fortalt. Og nu har vi nået midtpunktet. Det er for sent at starte forfra. Vi må bare tage den herfra.

Min undskyldning er, som undskyldninger kan være, åbenlys: Jeg har endnu ikke fortalt, hvad jeg laver her. Jeg er selvfølgelig på dialogcentret Quo Vadis. Jeg tager imod gæster, taler med dem og viser dem Tiruvannamalai. Alt det ved I. Men det er ikke derfor, jeg er kommet. I grunden var det andre opgaver, der ventede mig. Om det har jeg intet fortalt. Men lad mig holde igen med undskyldningerne og komme til sagens kerne.

Jeg er kommet til Indien for at tale med mennesker. Jeg stiller spørgsmål, de svarer. I den mere formelle form kaldes det interview. Jeg interviewer vesterlændinge, der kommer til Tiruvannamalai, den hellige by. Det er JP og Nico, der har fået idéen. For de vil gerne vide mere om, hvorfor tusinder af vesterlændinge kommer til byen hvert år.

Vesterlændingene i Tiruvannamalai er så forskellige, som mennesker er. De er franskmænd, tyskere, amerikanere, australiere og alt muligt andet. De er halvunge og gamle. Halvtykke og tynde. Nogle er naturligsmukke. Få har runde briller. Andre har fedtet hår, eller bare langt hår. De fleste bærer løse bukser og lange bluser. De går rundt i gaderne. Fra bjerget, til guruen, til caféen, til ashramet, til supermarkedet. Nogle kigger. Få smiler. Andre har øjnene på ukendte steder.

Min opgave er enkel. Jeg tager på Shanti café, hvor jeg finder flest vesterlændinge om formiddagen. Enkelte af cafégæsterne genkender mig og hilser. Dem har jeg allerede talt med. Som franskmanden, der hader mennesker. Pensionisten, der laver ingenting. Kvinden, der lod familien tilbage for at efterfølge sin guru. Alle gav de mig tid og fortalte om deres liv. Jeg lyttede, skrev ned på min blok og takkede.

Jeg hører, at menneskene har tænkt. Jeg hører, at de har meget at fortælle. Om smerte, der skal accepteres, for at den kan forsvinde. Om indre og ydre realiteter. Om spontaniteten i livet, og energien i bjerget. Om nødvendigheden af at ødelægge det bestående, for at noget nyt kan opstå.

Jeg kan sige meget om dem. Menneskene. Jeg kan fortælle, hvordan de ser ud. Hvor de kommer fra. Hvad de fortæller. Én ting er sikkert: De søger, og de finder. Hvem ved, måske deler jeg det med jer en dag. Men ikke nu. Det må vente. Husk på, at hver dag er ny, og at der venter en ny dag i morgen. Det er vel livets særhed.

Ak. Alt dette handler om ting, der hører fortællingens begyndelse til. Det kommer dage og uger, endda måneder, for sent. Bør jeg undskylde igen? Måske. I hvert fald vil jeg love, at jeg skal prøve at gøre det bedre næste gang. Og lade begyndelsen begynde med begyndelsen.

Gentagelsens midtpunkt

Andre har været her før mig. Andre vil komme efter. De har set det samme, fortalt det samme. Alt jeg gør er blot en gentagelse. 

Selv gentagelser har en start, et midtpunkt og en afslutning. Midtpunktet er nået. 

Hjem

Vi har sagt farvel til bjergene. Farvel til den mobile sundhedsklinik, kvindegruppen og børneparlamentet. For hver kilometer vi kører, bliver der langsomt skruet op for trafikkens larm. Koncentrationen af templer intensiveres. Støvet begynder igen at stige mod himlen. Vi er på vej hjem. Til Tiruvannamalai.

Parlamentet

De sidder i rundkreds. Premierministeren rejser sig og byder velkommen. Stemmen bærer en særlig myndighed. Ved siden af premierministeren sidder ordstyreren. Han har netop ridset dagsordenens punkter op for forsamlingen. Så synger de en sang.

Parlamentet er forsamlet. Det er nu ikke et helt almindeligt parlament. Det er et børneparlament. Ud over premierministeren er der en uddannelsesminister, indenrigsminister, sundhedsminister – og de andre ministre. Alle er de børn. De mødes hver uge for at diskutere, hvordan de kan forbedre forholdene i deres landsby.

Der er mange punkter på dagsordenen. De diskuterer med høje stemmer. Informationsministeren rejser sig. Hun har læst avisen hver dag i den forløbne uge. I sin notesbog har hun noteret de vigtigste nyheder. Hun læser dem højt for parlamentet, så de er orienteret.

Nu er det ministeren for offentlig og social velfærds tur til at tale. Han nævner problemet med de dårlige veje i landsbyen. Der er også for meget skrald og affald i gaderne. Og bilerne kører for stærkt. Måske man kunne lave nogle vejbump? Ministeren foreslår, at parlamenter formulerer et brev, hvor de opfordrer landsbypræsidenten til at tage affære. Der skal gøres noget. Der må afsættes midler til bedre veje og oprydning i landsbyen. Parlamentet klapper. De er vist enige.

Indenrigsministeren beder om ordet. Der er for meget vold i de små landsbyhjem. Det er en alvorlig sag. Parlamentets medlemmer nikker. De kender til det. De har hørt om det, set det eller mærket det selv. Indenrigsministeren anbefaler alle parlamentets medlemmer til at besøge familier i landsbyen og diskutere emnet med dem. Det er en vanskelig opgave, men nogen må gøre det. Forhåbentlig vil de voksne lytte.

Det er min sidste dag i bjergene, Kalrayan Hills. Børneparlamentet er det sidste projekt i en lang række af besøg. Jeg sidder udenfor rundkredsen og betragter parlamentet, mens de argumenterer, diskuterer og finder løsninger. De er ivrige efter at gøre deres landsby til et bedre sted. En dag er det dem, der skal føre landsbyen og landet videre. Som jeg kigger rundt på ministrene, tænker jeg, at man kan sige meget om Indien, men at ud af de mange ting synes ét sikkert: Fremtiden tegner godt. 

Bandagen

’Se på hendes skulder’, siger Ms. Alice til mig. Jeg kigger på kvindens skulder. Der sidder en hvid bandage. Jeg forstår ikke, hvor Ms. Alice vil hen med det. Hun forklarer: ’Det er hendes mand igen. Han har slået hende.’

Jeg er så dum, og jeg føler min dumhed træder i noget, der ikke skal trædes i. Kvinden, der bærer bandagen, er næsten for almindelig. Så almindelig, at hun er den første i gruppen, man overser. Hendes ansigt rummer intet udtryk. Hun spørger ikke engang om medlidenhed. 

Vi er stadig i bjergene, Kalrayan Hills. Vi har sagt farvel til den mobile sundhedsklinik og er kommet til en ny landsby, et nyt projekt. Vi besøger en kvindegruppe. Nogle kalder det en selvhjælpsgruppe, for kvinderne lærer om deres rettigheder, og de lærer at drive små forretninger, så de kan tjene penge. De lærer at hjælpe sig selv. Kvinderne sidder i den lokale kirke. Hvor ellers skulle de mødes?

I dag er der kommet tolv kvinder. Ms. Alice fortæller dem, at en kvinde har ret til et liv uden vold. En mand skal ikke slå sin kvinde. Og det er uanset hvor fattig, arbejdsløs og fordrukken, han er. ’I’, siger Ms. Alice og taler med en særlig myndighed, ’I har ret til et bedre liv.’

Kvinderne snakker løs. Her kan de tale frit. De taler om mændene derhjemme, om børnene og deres skolegang, om problemer med alkohol i landsbyen. Der er nok at tale om. Ms. Alice rummer dem alle. Hun lytter, forklarer og formaner. I den rigtige rækkefølge.

Nogle af småbørnene har sneget sig med. De større børn kaster stjålne blikke ind ad kirkedøren. Ms. Alice har fundet en nuddelmaskine frem. Hun viser med klare ord og bevægelser, hvordan maskinen fungerer. Bagefter er det kvindernes tur til at prøve. De pjatter og arbejder og laver nuddelstrimler i lange baner. Strimlerne bliver lagt til tørre på avispapir. Snart er der nudler i hele kirken.

De færdige nudler kan kvinderne sælge på markedet til en god pris. Nuddelproduktionen kan blive en god forretning. Men fortsættelsen må vente. Nu er klokken mange, og kvinderne skal hjem og lave mad. Familien passer ikke sig selv.

Som jeg går derfra, er det mest duften af nudler og kvindens hvide bandage, der fylder mine tanker. Som når optimisme og pessimisme flettes sammen i en følelse, der ikke kan finde ud af at tage form. Den udefinerbar følelse sætter sig på tværs og falder først efter nogen tid på plads. Som taknemmelighed. For kvinderne har jo hinanden, og de har Ms. Alice. Gud ske tak og lov.

Vejen til højre for Paradisets Have

Det er tidlig morgen, da vi står op. Vi skal mødes med den mobile sundhedsklinik. Sygeplejersken, farmaceuten, assistenten og chaufføren udgør det mobile sundhedspersonale, der hver morgen tager ud til stammefolket. Stammefolket lever i bjergene. De bor i små afsidesliggende landsbyenklaver, langt væk fra det meste.

Vi skal tidligt af sted, for vi skal nå de små landsbyer, inden folket drager ud i markerne. Bilen kører os, men jorden er blød, og hjulene drejer rundt uden at tage fat. Jordklumper sprøjter til alle sider og pletter landskabet. Det dur ikke. Vi må gå. Det er nu ingen skam, for stammefolket har bosat sig godt. Tager jeg ikke meget fejl, bor de på vejen til højre for paradisets have.

Da vi kommer frem, bliver sundhedsklinikken foldet ud. Sygeplejersken i den hvide sari tilser og vejleder de gravide kvinder. De ældre bliver tjekket for diabetes og får målt deres blodtryk. Assistenten vejer de underernærede børn og holder øje med dem. Farmaceuten uddeler piller fra det mobile apotek. Alting bliver noteret på recepter og i kladdehæfter.  

Som flere og flere bliver tilset, bliver den lange kø mindre. I landsbyen vender kvinderne tilbage til tinskålene, som skal skylles. De sidder på hug ved vandposten. Vådt vasketøj bliver slået mod en sten. En mand børster tænder. Et barn løber rundt uden tøj på. Solen er begyndt at varme. Før var det tidlig morgen. Nu er det bare morgen.

Det er dér på vejen til højre for paradisets have, den mobile sundhedsklinik arbejder. Lønnen bliver betalt mere i skønhed end i penge. Jeg bringer intet nyt frem, når jeg siger, at mennesker har brug for penge. Konsekvensen er klar. Sundhedspersonale kommer, og sundhedspersonale går. Det er svært at få dem til at blive. Det er ikke alle, der vil have skønhed på lønsedlen.

Sygeplejersken i den hvide sari har i over et år besøgt de afsidesliggende landsbyer. Det er en sjælden trofasthed på den egn. Da vi pakker den mobile klinik sammen, tager hun en taknemmelig indånding. Hun kigger rundt og synes med sit blik at kunne rumme hele landsbyen og landskabet bagved. Det er som om, hun ser det hele på én gang. Hun siger, hun kan lide skønheden på vejen til højre for paradisets have.

Da vi er tilbage ved det lille hospital og gæstehuset, hvor vi bor, opdager jeg, at sygeplejersken har plukket fem roser. Jeg så ikke en eneste rose, da vi gik hjem, og jeg undrer mig over, hvor hun fandt dem. Jeg er så blind. Heldigvis kigger hun på mig og rækker mig den ene: ’Den er til dig’. 

Bjergene

Det er aften, og vi er på vej op i bjergene, Kalrayan Hills. Moses og Abraham kører os. Det er fornemt rejseselskab, og det bringer tryghed, at det er de to, der skal lede os frem. De har før gjort det godt. Vejen arbejder i sving, og bilen dytter ved hvert et knæk. Vi bevæger os fremad og opad, altid på vagt for modkørende lastbiler. Vejen er lang. Stedet, vi søger, ligger tæt på stjerne, og det er, som forventeligt, langt væk.

På den sorte himmel svømmer en kæmpehval. Den bugter sig hen over bjergenes top og fortsætter videre ud i verden. Månen er aftagende. Frøer står i vejkanten og synger flerstemmigt kor. Deres sang er gennemtrængende. Træerne er mørke og sover dybt. Kun vandfaldet har ingen ro. Det bruser ufortrødent videre.

For hvert et sving er vi et stykke nærmere stjernerne. Vi ender ved et lille hospital. Vi bliver indlogeret i et stort gæstehus, hvor væggene er fugtige. Et enkelt vindue mangler. Da jeg lægger mig i sengen, falder smuds ned fra loftet og lander på min pande. Køleskabet brummer. Sengen knirker ikke. Vi er ankommet til bjergene. Et sted nær toppen.

Det forstyrrede venskab

Vi sidder foran JP’s hus. Det er en helt almindelig aften med JP, hans kone Penita, deres to drenge og nogle venner. Der er altid mennesker hos dem. Er de mon nogensinde alene?

Den almindelige aften er jeg der også. De kræver intet af mig. Jeg får lov til at sidde og betragte samtalen. Jeg tænker mit eget og husker, at jeg har et ærinde hos skrædderen. Jeg har brug for JP til at oversætte og forklare, men han har travlt. Jeg ved, han har tusind tanker i hovedet. Bekymringer og planer, drømme og overvejelser. Hans telefon ringer meget. JP kender hele Indien og det halve af den øvrige verden.

’Skal vi gå til skrædderen nu?’, spørger han mig.

’Ja,’ svarer jeg glad (men du har jo ikke tid?).

Vi tager af sted. Jeg får taget mål, forklaret og oversat. Alt er i den skønneste orden. Da vi går fra skrædderen, takker jeg JP for hans hjælp. ’Jeg er ked af, jeg måtte forstyrre dig,’ siger jeg. Undskyldningen lå tungt på tungen.

JP kigger på mig. ’Der er noget, du ikke forstår,’ siger han. ’Ring til mig om morgenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er venner. Ring til mig om aftenen og forstyr mig, og jeg ved, vi er gode venner. Ring til mig midt om natten og væk mig, og jeg ved, vi er bedste venner.’

Det er den særlige indiske logik om nærhed og relationer. Dén, der forstyrrer et andet menneske, når han har allermest travlt, hører til hans nærmeste venner. Det forstyrrede venskab er det gode venskab. For forstyrrelsen fjerner enhver distance.

Jeg er en elendig ven, der aldrig har lært at forstyrre. Fra livet tog sin begyndelse gav jeg andre plads og tillod distancen at stille sig imellem. ’Undskyld, jeg forstyrrer’ bar jeg overalt, og sætningen var tæt pakket ind i vat, så den ikke gik i stykker.

Jeg prøver at tage den indiske logik til mig. Det er vanskeligt, og det går galt hver dag. Jeg kan kun sige, at jeg arbejder på at bliver en bedre. Alligevel tvivler jeg på, at tre måneder i Indien kan vikle mig ud af det undskyldende vat. Jeg bliver vist aldrig en forstyrrende bedsteven.

Helligdag er børnenes dag

De fortrækker ikke en mine, da regnen begynder at falde. Det er søndag på Quo Vadis. Helligdag, også for børnene, selv om nogle siger, at børn ikke rigtigt skelner mellem dagene.

Søndag eftermiddag er der børnefilmklub på Quo Vadis. Det foregår på taget, hvor der er udsigt til det hellige bjerg i det fjerne og en fjernsynsskærm i det nære. Børnene har adgangskort og bliver skrevet op på tilmeldingslister. Hver gang bliver der vist en ny film.

I dag er en undtagelse. Børnene, som bor i de små gader omkring Quo Vadis, har længe forberedt og indstuderet teaterstykker og dans, under kyndig instruktion af Vimala. Jeg har set dem øve. I Quo Vadis’ gange har de bevæget sig. I smug, for deres show er en overraskelse.

Det er tid at vise deres anstrengelser frem for offentligheden. Søndagsfilmen er skiftet ud med et live show. Børnenes venner er kommet og enkelte søskende og forældre. Vimala præsenterer. Børnene danser og optræder udenfor på græsplænen. Der er høj musik fra højtaleren, og en mand spiller på tromme. Pigerne bærer rødt og gult, drengene er i hvidt tøj og med et blåt bånd om hovedet.

Børnene gør sig umage med hvert et trin. De lægger hele kroppen i enhver bevægelse. Publikumsøjne ser beundrende på. Da regnen kommer, og tilskuerne trækker i læ, bliver de dansende børn ufortrødent ved. Showet fortsætter. Mærker de ikke de tunge dråber, der falder fra himlen?

En mor fra kvarteret ville i starten ikke lade sin søn komme på Quo Vadis. Hvordan kunne hun sende sin gode hindu-søn til de kristne mennesker? Tænk hvis de vaskede prikken af hendes søns pande. Alligevel undte hun ham et besøg. ’Én enkelt gang’, blev der sagt, og man mærkede den moderlige betoning. Men drengen kom igen, for moderen så, at han var glad, når han tog af sted, og glad, når han kom hjem.

Med tiden begyndte Quo Vadis at stå i et nyt lys hos hende. Nu kommer kvarterets børn om søndagen og i dagene ind imellem. Nogle siger, at børn ikke rigtigt skelner mellem dagene. Det tror jeg nu, de gør. Eller også ser de bare efter en ting. Om døren er åben.

Drøm mellem onsdag og torsdag

Regnen står højt over huset. ’Tøjet udenfor bliver vådt’, siger stemmen.

’Det var vådt, da det blev hængt op’, svarer jeg. I morgen må jeg iklæde mig myggene, for tøjet er vådt. Det bliver aldrig tørt. Jeg har fundet de største og smukkeste myg, og de pynter kroppen med mønstre, store og små, i rødlige nuancer.

Jeg spejler mig og ser i spejlet, at alle jeg kender, fra fortid og fremtid, vinker til mig. Eller måske er det de nærmeste? De snakker. Jeg bliver glad, men jeg orker ikke at tale. De står i spejlet. Det er for langt væk.

Jeg tager øreringene på. De får øreflipperne til at slæbe langs med gulvet. ’Vi burde fejre noget oftere. Jeg får sand i ørene’, siger jeg ud i rummet.

’Jeg fejer hver dag,’ siger stemmen. ’Og nu vi er ved det. Koen har brokket sig igen. Nogen har kørt for stærkt.’

’Din stemme er anklagende. Det er ikke mig. Jeg har tabt to tænder,’ siger jeg.

’Se efter i myggenettet, i de to øverste tråde, der hang de i går. Og lad være med at drikke vandet. Det koster, gælden bliver stor.’

’Mit hår er fedtet, og min hage drypper. Jeg har lagt hundrede rupees i mudderet under koen.’

’Skal vi tage på kirkegården?’ Den samme stemme spørger. Jeg ved stadig ikke, hvem det er, der taler.

’Jeg tager til skrædderen,’ svarer jeg. ’Hans ansigt er rart, og det står godt til den blå tråd. Ypperstepræsten vil være der. Kirkegården har aldrig behaget mig.’

Jeg lader nøglen ligge og glemmer vist at lukke døren.  

Da fuldmånen blev hindu

Fredag aften var det fuldmåne. Hver gang det sker, vandrer en halv million hinduer og tusinder af søgende rundt om det store bjerg i Tiruvannamalai. Bjerget er en manifestation af guden Shiva. Det er mere end helligt.

Under den mørke himlen, og hele tiden med bjerget som kæmpe følgesvend, går mennesker rundt på bare tæer. De besøger templer og guruer, som de møder på vejen. Begivenheden er særlig, og alt normalt liv går i stå. Jeg er der også. Som det eneste menneske, der har beholdt de fladtrådte klipklappere på. Jeg følges ad med venner fra Quo Vadis. I fire timer går vi. Ligeud. Og alligevel i en cirkel, der fører os tilbage til start.

Vores lille gruppe gør holdt to gange, da vi skal drikke kokosmælk og vand. Tredje gang vi holder pause, besøger vi guruen. Hans navn er langt og svært at udtale, og jeg skammer mig, når jeg siger, at jeg allerede har glemt det. Han bor i et lille afsidesliggende tempel, som de fleste går uvidende forbi. Klokken nærmer sig midnat. Guruen er lysvågen og tager imod os, som om han ventede, at vi kom.

Han er lige så gammel, som han er hindu. Han sidder i skrædderstilling foran reolen, hvor de lasede, tykke bøger er stuvet sammen. Han bærer en enkelt klædning. De tynde arme og den aldrende krop er afsløret. Øjnene er indrammet af sortindfattede briller. De forstørrer hans øjne, som hopper rundt under de buskede øjenbryn.

Guruen taler længe og næsten ustoppeligt. Der er vigtige ting at sige. Noget forsvinder i den indiske accent. Han taler om at vaske andres fødder. Om det flygtige begær og den evige kærlighed. Og om fadervor. Jeg er flov over min uvidenhed. Han lærer mig om kristendom og citerer fra Biblen. Hvem er jeg, at jeg intet kender til hans religion?

Han har åbnet en forbindelse, jeg ikke ønsker at bryde, men mine ben er danske og holder ikke til timers skrædderstilling. Det værker i det ene. Udenfor venter det hellige bjerg og den halve million hinduer. Det er tid at fortsætte vandringen.

Det tager tid at sige farvel. Guruen er en mand med mange ord og en kærlighed, som ikke nemt slipper. Da jeg igen står udenfor i aftenen, der er gået over i nat, omgivet, som jeg er, af hinduer og søgende, går det op for mig, at jeg også søger. Ikke så meget udad blandt de mange religioner. Men indad i den enkelte religion. Og i min søgen indad – i det, jeg allerede tror på – går det op for mig, at jeg er det, jeg er. Et kristent menneske.

Syret village life

Vi skal på besøg i landsbyen, langt, langt væk. Ingen ved helt, hvor lang tid det tager at komme derhen. Nogle mener fire timer. Men vi skal jo også holde kaffepauser undervejs.

Jeg ved godt, jeg er syg. Opkast og feber fornægter sig ikke. Jeg lader som ingenting, for jeg vil med. Landsbyen skal jeg ikke gå glip af. I aften bliver der vist teater. Det er en særlig begivenhed, og alle glæder sig. Desværre for mig har sygdommen karakter og viljestyrke. Den står ikke ydmygt tilbage, og snart viser den sig åbenlyst for mig og alle omkring. Jeg sover hele vejen til landsbyen, og øjnene er matte. Vi gør holdt ved et lille apotek med kunstigt lys. JP køber medicin til mig. Han kommer tilbage med tre piller. De bliver slugt, og jeg falder i søvn igen.  

Vi kommer til landsbyen. Der er en scene. Taget er himmelhvælvingen med stjernemønster. Væggene er mørke huse og silhuettræer. Sæderne er fletmåtter på jorden. Hele byen er kommet. De sidder forventningsfulde og venter på, at stykket skal gå i gang. 

Trommerne lyder, højtalerne er tændt, spotlyset er på. Urmennesker træder frem med vildt hår og vilde øjne. De taler i brøl, som en slags fortidig dialekt, og bevæger sig mest i spring. Senere har de kastet urmennesket af sig og taler i mobiltelefon. Jorden er dækket af papir. Det hele er syret og moderne og fascinerende. Nogle mener, det ingen mening har. Andre mener, det handler om mennesket, der gav slip på sin tradition og gik fortabt. 

Selvfølgelig er det dumt at tage sygdommen med ud i landsbyen. Sygdommen og jeg kæmper over min krop. Jeg taber og sover det meste af tiden. Da jeg ligger der på fletmåtten, hopper frøen op ved siden af mig. Den prikker til mig og flyver på et tidspunkt gennem håret. Den er lydløs, men jeg mærker dens klamme, ru overflade. Jeg er for udmattet til at reagere. Den kan ligge på måtten ved siden af mig, hvis den vil. Jeg ligger med ryggen til. Mon jeg ved, at den holder øje med mig?

Jeg vågner, da hele landsbyen ler. Øjnene er store, og munden åben, da den tykke og den tynde fjoller rundt på scenen og fortæller tamilske jokes. Jeg forstår ikke et ord, og alligevel forstår jeg det hele. Jeg sætter mig op og griner med, når latteren tager fart. 

Jeg må være faldet i søvn igen, for pludselig blæser fransk elektromusik ud af højtalerne. Det har længe været mørkt, men mørket er faldet til ro og har fundet sin plads. De fleste blandt publikum er faldet i søvn. Enkelte standhaftige sidder stadig med øjnene klistret til handlingens centrum.

På scenen står fakiren med de flænsede cowboybukser. Han sluger væske og spyer ild. Flammerne omfavner hans nøgne overkrop. Han står alene på scenen. Ingen vil lege med. Han vifter med armene og danser rundt. Elektromusikken er alt for høj og passer umærkeligt godt ind.

Jeg er dum og syg og taknemmelig. En tilstand, hvor man ønsker at blive for evigt og vil hjem lige nu. Godt jeg mødte urmennesket og fakiren, frøen og latteren, tænker jeg. For ellers var det blevet et liv uden syret village life. 

Ingen titel

Jeg bruger kendte ord til at beskrive det ukendte. Jeg prøver at tale om det uforklarlige. Jeg foregiver at forstå det, der ikke kan forstås.

Alt jeg skriver forbliver en tilnærmelse. Bær over med mig. 

Væk. Fortabt. Fundet.

Det uundgåelige skete, og jeg blev væk en aften, hvor jeg insisterede på selv at finde hjem fra markedet. Jeg havde sat mig for at gå hjem og lære nye veje at kende. En ambitiøs plan, når den geografiske sans ligger begravet et sted under ruinerne.

Mørket var faldet på, hurtigere end jeg havde set komme. Til min store forbløffelse fjernede mørket enhver nuance. Alle gadehjørner lignede hinanden. Alle husvægge så ens ud. Alle veje havde de samme ujævnheder.

Jeg bed stoltheden i mig og fangede en rickshaw. Så måtte jeg blive kørt hjem. Da jeg sagde, hvor jeg skulle hen, kiggede chaufføren uforstående på mig. Hvor? Det var som om, han satte streg under min fortabthedsfølelse. Nu var vi to, der ikke kunne finde hjem.

Jeg gentog, gentog, gentog. Det rigtige vejnavn.

Han gentog, gentog, gentog. Det forkerte vejnavn.

Én af os må have udtalt noget forkert. Det skal ikke benægtes, at jeg kan have været den skyldige. Da vores kommunikation ikke bragte andet end misforståede gentagelser, kørte han mig hen til sine chaufførvenner. De diskuterede sagen intenst. Jeg var beæret over, de sådan tog del i min fortabthed.

’Are you a Christian?’, spurgte en af dem pludselig.

’Yes’ (selvfølgelig).

De nikkede. Noget var gået op for dem. Så satte chaufføren i gang og kørte mig hjem. 

På tempeltur med amerikanerne og ypperstepræsten

Quo Vadis har besøg af en gruppe unge amerikanere. De studerer i Pondicherry, der ligger nogle timers kørsel fra Tiruvannamalai. I dag skal Nico og JP vise dem rundt i Tiruvannamalai, for det er det, man gør på Quo Vadis. Tager imod gæster og viser dem ashrams, templer, guruer og åbner dialogen.

Jeg følger med. Vi besøger Tiruvannamalais kæmpe hindu tempel. Det er for stort til at være sandt. Fra vi passerer indgangen, åbner der sig hele tiden nye gange, åbne pladser, lukkede rum og store haller. Som hallen med de tusind søjler. Det er en afgrænset verden af smykkede helligdomme og røgelse. Amerikanerne og jeg går og går. Det er som om, vi bevæger os mod et centrum, der synes uendeligt langt væk.

JP gik som barn i klasse med ham, der i dag er templets ypperstepræst. Et møde er arrangeret. Ypperstepræsten bærer en sparsom hvid klædning, beundringsværdige smykker og hvid aske i panden. Han er vist så hellig, at man ikke må røre ham. Jeg holder mig i passende afstand og forstår ikke, at han har tid til os.

Vi kommer til et tempel i templet. Der er mennesker overalt. Med ypperstepræsten som ledestjerne maser vi os igennem den ufremkommelige hob af mennesker. Det er hektisk og klaustrofobisk. Varmen slår hårdt mod de sorte mursten. Alle kæmper om at komme ind til det, jeg ikke ved, hvad er. Nogen hvisker, at der bare er syv skridt igen.

Til sidst havner vi i et lille lukket rum. Det er det allerhelligste sted. Der er levende ild og tung røgelse. Temperaturen på det allerhelligste sted får alting til at glinse. Det viser sig på amerikanernes ansigter. Ypperstepræsten går i gang med at ofre gaver til den guddom, der befinder sig længst fremme. I en kontinuerlig strøm af syngende ord fremsiger han nogle uforståelige sætninger.

Med sine reciterende ord og hurtige øjenkontakt placerer ypperstepræsten en hvid prik af aske i min pande. Alle andre på det allerhelligste sted får også en prik. Jeg vil sige noget, men taler ikke hans sprog. Det sømmer sig vist heller ikke med ord. Så jeg bøjer hovedet og samler hænderne.

Det var første gang den dag, amerikanerne og jeg blev velsignet.

Da den lille rickshaw druknede

I dag regner det. Mens jeg har været her, har det kun regnet om natten. Men i dag er en dag med regn. Regntiden har sat alle sejl ind. De jordede veje er omdannet til mudrede formationer af bjerge, dale og søer. De rickshaws, vi kører i, og de stakkels passagerer og chaufføren ombord, har det vanskeligt. En lille rickshaw kan vel godt forsvinde i en stor regnsøs dybder?

Når regnen kommer, går alting i stå. Tiruvannamalai går i stå. Ingen indere går udenfor en dør. Bliver håret vådt, bliver man jo syg. Det ved alle. Og plastikposer omkring håret er så ubekvemt. Regnen er en god ting for det tørre indiske land, men ingen vil være en del af det. Så mens det regner, venter vi.

Sari til damen

Det går ikke. Altså det tøj, jeg har taget med hjemmefra. Det er Nico fra Quo Vadis, der fortæller mig den ærlige sandhed. Med en lidt skuffet mine, kaster jeg et blik på det, der var mit bedste forsøg på at medbringe indiske klæder. Det kan kun betyde en ting: Jeg er lige kommet, og jeg er allerede på vej på tøjindkøb.

Vimala, som arbejder på Quo Vadis, tager mig med i en rickshaw til Designs. Det er en tøjbutik i fire etager med et utal af ansatte. Jeg bliver præsenteret for tudida og sari, den traditionelle indiske klædedragt til kvinder. De ligger i stabler og rækker, i farver og mønstre, i bomuld og syntetisk materiale. Jeg synes pludselig, at en sari er det smukkeste stykke tøj, jeg nogensinde har set, og jeg ønsker et kort øjeblik, at jeg aldrig skal gå i andet.

Serviceniveauet i Designs er detaljeret og systematiseret: Der er én til at finde tøjet frem, én til at tænde lyset i prøverummet. Én til at lægge tøjet i en pose, én til at indtaste beløbet på kasseapparatet. Én til at tage imod penge, én til at sige farvel.

Og der er flere endnu. Som skrædderen, der sidder i et hjørne af butikken og kører løs på sin tussegamle Kumar symaskine. Han kigger mistænksomt på mig, da jeg, efter at have købt mit tøj, skal have syet alt om. Han skeler til min højde. Vi ved begge, at jeg er udenfor beklædningsmæssig rækkevidde. Da menneskene blev fordelt i verden, kom min skabelon vist aldrig til Indien.

Alligevel sætter han tålmodigt symaskinen i gang. Stofstykker ligger på gulvet. Løse sytråde flyver omkring hovedet på ham. Han er dygtig og effektiv, og det færdige resultat er nogenlunde acceptabelt. Godt nok er jeg ikke et synderligt kønt syn. Men nu ligner jeg i det mindste en dansk kvinde, der forsøger at være en del af den indiske kultur. Og det har vel også en slags skønhed over sig?

Helligt støv stiger mod himlen

Nu bor jeg i Tiruvannamalai. Mit nye hjem er en forvokset landsby i den sydlige del af Indien. Tæller man yderområderne med, er der omkring en halv million indbyggere. De bor i huse, der er malet lyserøde, gule og blå. Foran nogle huse er der gitre, der er en konge værdi. Bagved husene ligger der bunker af affald. Fra jorden stiger støv mod himlen.

Overalt er der mennesker. De går, cykler, kører motorcykel, bil, lastbil. De arbejder, bevæger sig, dytter, snakker. Køer står ubekymret i vejkanten. Små butikker sælger bananer og sim-kort. Flytbar vogne sælger skinnende armbånd. Små caféer, der ligner mørke huler, byder på indisk kaffe og spicy mad. Der er valgplakater og salgsplakater i farver, der er falmet. Lugten fra benzintanken blandes med lugten fra templet. Skolebørn går i uniform. Kvinder går i farvestrålende sari og har blomst i håret.

Byen kan groft sagt inddeles i to. Der er den traditionelle indiske del, hvor livet er autentisk og risene billige. Og så er der den vestlige del, hvor flere tusinde folk fra Vesten valfarter til og skriver sig ind. Det er vesterlændingene. De kommer for at besøge ashrams, templer og guruer som led i deres religiøse rejse efter en mening med livet. De bliver i måneder, halvår og år. Og bedst som de gør, alt hvad de kan for at passe ind, skiller de sig hele tiden ud. Som et normaliseret særsyn.

Det er i den vestlige del, Quo Vadis ligger, min arbejdsplads de næste tre måneder. Quo Vadis er et religiøst dialogcenter, som Danmission støtter. På dialogcentret er alle, især spirituelt søgende, velkomne til at komme og samtale om tro og religion. Quo Vadis er latin og betyder: Hvor er du på vej hen? Folk her forstår spørgsmålet. Det handler ikke om rejsen mod karriere, uddannelse eller økonomi. Det handler om tro.

I midten af Quo Vadis er der en meditationshytte. Både hinduer, kristne, muslimer og søgende har siddet på fletmåtterne omkring olielampen og søgt stilhed til bøn eller meditation. På græsplanen ved siden af, er der en meditationslabyrint af mursten. Jeg gik en runde. Fik øje på stenene, der lå lige, og dem, der lå skævt. Så myggestikkene på min fødder. Børnetrin løb forbi, og vasketøj smællede. En poprytme undslap radioen. En fugl skræppede et sted bag bilernes tuden. Der var ukrudt i græsset.

På Quo Vadis er vagtmanden hindu, bogholderen er muslim og køkkendamen kristen. Den ene blev betroet nøglerne, den anden pengene, den tredje risene. Ud over de tre er der et utal af dialogmedarbejdere, volontører, gæster og venner. De stimler sammen flere gange om dagen, når der bliver serveret kaffe. Kaffen er indisk, fyldt med mælk og sukker, og den giver anledning til fællesskab og samtale – som i så mange andre kulturer.

I Quo Vadis’ mødelokale står et bord og fylder det meste. Bordpladen er af glas og hviler på en solid trærod. Træroden symboliserer, at Quo Vadis’ grundlag er den kristne tro, og glaspladen symboliser, at der ikke er nogen skjult dagsorden. Det kristne grundlag er kendt og synligt, men på Quo Vadis handler det ikke om at omvende det flertal af hinduer og det mindretal af muslimer, der bor i Tiruvannamalai, og de søgende bliver ikke præsenteret for én rigtig sandhed. De bliver præsenteret for dialog. På Quo Vadis skal vi lære af hinanden og forstå, hvad vi har til fælles. Håbet er, at den hindu, muslim, kristne og søgende, der mødes og følges ad på rejsen, bliver bedre til at leve fredeligt sammen.

Det lyder så helligt. Men der er meget at forstå. Her bliver der ikke set ned på hellighed. Folk i Tiruvannamalai skammer sig ikke over hellighed. I Tiruvannamalai ligger helligheden på hvert gadehjørne, i støvet, der stiger mod himlen, og i de ord, der bliver udvekslet. Helligheden er over det hele. Det er jo derfor, vi er kommet.

Gentagelsens begyndelse

Andre har været her før mig. Andre vil komme efter. De har set det samme, fortalt det samme. Alt jeg gør er blot en gentagelse. Alligevel vover jeg forsøget. Og fortæller det hele igen.

Da nutiden mødte fremtiden

Det var måske nok den længste rejse, jeg har været på. Rejsen fra Rigensgade i Danmark, til Tiruvannamalai i Indien. Rejsen fra begyndende mørke og efterårskulde til farvestrålende lys og varme. I toget til Kastrup lufthavn tidlig mandag morgen fik jeg sendt de sidste sms’er, sagt farvel en sidste gang. Da jeg nåede Kastrup, var de første tre zoner tilbagelagt. Og så begyndte tiden at flyde.

De næste 30 timer flød sammen. I forskellige lufthavne, der lignede hinanden. Hele tiden med den samme anonyme menneskemasse som aktør og Trentemöller som musikalsk baggrund. Arrival-departure, tax-free, overskudsagtige stewardessesmil og dårlig søvn. Det eneste, jeg søgte, var gaten: Heathrow, Gatwick, Dubai, Chennai. Hele tiden var jeg på grænsen til en ny tidszone, og da flyet lettede for fjerde gang, glemte jeg tiden.

I Chennai lufthavn i Indien blev jeg hentet af JP, som er lokal præst, og hans to sønner. De havde ventet længe og gav mig en blomsterkrans, der duftede af hyacinter. De inviterede mig ind i et kaos af biler, som kørte i den forkerte side af vejen og hele tiden dyttede. Vejen så ud til at briste, enten fra overvægten af de mange biler eller fra den tunge varme, som fik mig til at fortryde valget af cowboybukser. Og sådan skete det – midt i sved, kaos og larm – at nutiden mødte den fremtid, Indien længe havde udgjort.

JP’s familie kørte med i bilen. De havde været til bryllup dagen før med 600 gæster og mad i lange baner. Jeg måtte imponerende anerkende, at de da forstod at holde fester. Trætheden slog mig ud. Kun i glimt var jeg vågen. Jeg vågnede kort, da en bil kom kørende lige imod os, med hornet i bund, for i sidste øjeblik at dreje til siden. Sam, vores chauffør, bremsede professionelt op. Ved siden af stod en ko, der var for tynd, og så forbløffende rolig ud. Det skete i et glimt, og så faldt jeg i søvn igen.

Den uendelige rejse endte ved ”The Nest” – reden, som er mit hjem de næste tre måneder. Det er en bolig til Danmissions volontører. Den ligger lige ved siden af et kvindeinstitut, hvor unge kvinder uddanner sig til skolelærere.

Jeg skal bo i et rum, der engang var JP’s kontor. Skrivebord og bordreoler står der stadig. Kunstig luft strømmer fra blæseren i loftet. På væggene kravler hvide myrer. De må være en præsteuddannelse nær, efter de har ædt størstedelen af JP’s teologiske bøger. Til JP’s egen store fortrydelse. Udover de hvide myrer, er der myggene, som sikkert når at æde mig, hvis myrerne giver fortabt. Heldigvis er der også mere venligtsindede medlogerende. Morten og Semine fra Danmark og Mia og Anita fra Tyskland, der er volontører ligesom mig.

Det var første dag i Indien. Ankomsten. Det skæve felt mellem kendt og ukendt. Dér hvor alle tanker og ingen tanker kan optræde på én gang. Da jeg krøb i seng, var det eftermiddag i Danmark og aften i Indien. Udenfor kæmpede byen videre og havde ikke i sinde at gå til ro. Indenfor stoppede blæseren. Strømsvigt. Det var der, jeg besluttede at genfinde tiden og stille uret. Til indisk tid.

Velkommen til min blog

Kære alle.

Velkommen til min blog!

Jeg skriver fra Indien, hvor jeg arbejder som volontør for Danmission. Jeg skal arbejde på forskellige projekter i byen Tiruvannamalai frem til slutningen af januar 2011. Her på bloggen vil jeg fortælle om arbejdet, menneskene og livet, som det opleves fra Indien.

Følg gerne med! :-)

Kh. Rebekka